Hjerter konge og spar dame
3.0
Langtrukkent kærlighedsdrama præget af uforløste visioner.
Da Oscar (Ralph Fiennes) som dreng bliver kaldet af Gud, forlader han sit puritanske barndomshjem og slår sig ned hos det mere religiøst frisindede ægtepar Stratton. Dette gejstlige skift bliver Oscars grundlæggende synd, for set med Victoria-tidens øjne er han for evigt ledt i fordærv. I Oxford, hvor han læser teologi, introduceres han uheldigvis til hasardspil af en ven. Spilleriet bliver en mani og Oscar flygter til Australien for at redde sig ud af de syndige lyster og blive missionær i det ny-opdagede land. På båden møder han sin åndelige søster, den sygeligt spilleglade Lucinda (Cate Blanchett) og sammen prøver de at komme spillemanien til livs. To sjæle én tanke, foranledes man til at sige, og alliencen viser sig at være mere usund end godt er. Oscar tror fejlagtigt, at Lucinda er forelsket i byen Bellingens pastor Hasset og hans sidste væddemål, i bogstaveligeste forstand, bliver at vinde hendes hjerte.
Både Oscar og Lucinda er drømmende, kreative mennesker og netop de scener, hvor Oscars neurotiske kejtethed og Lucindas småsindsyge påfund smelter sammen, fungerer bedst. Men de fleste scener er langtrukne og mangler energi. Det er som om instruktøren Gillian Armstrongs store spektakulære visioner drukner i et hav af kedeligt fortalte forløb. En flot, og flot tænkt scene, er dog hvor Oscars kærlighedserklæring til Lucinda og ultimative ønske om syndsforladelse, en glaskirke, funklende i solen, bliver sejlet i havn hos pastor Hasset. Desværre er scenen den eneste af slagsen og selvom Gillian Armstrong lægger op til andre lignende stemningsmættede øjeblikke, bliver det ikke rigtig på samme niveau. Ralph Fiennes er god, men lidt stereotyp som den neurotiske Oscar. "Stop fidging", siger hans ven tidligt i filmen og Fiennes urolige pillende fingrer er netop en overbevisende spillet karakteristik. Han er jo ganske køn, ham Fiennes, men måske hænger han fast i det lidt for nuttede, og hans glatte smil bliver i længden en anelse monoton. Cate Blanchett er ikke fandenivoldsk nok, som den vilde og selvstændige Lucinda. Kun i få øjeblikke, som da hun smider Oscars husholderske ud af hjemmet, fornemmer man den oprørske pige som hun skal forestille at være.
Oscar og Lucinda er et kærlighedsdrama lidt over middel, rigdom i fantasi og billeder, men tynget af langtrukken fortælleteknik.
Da Oscar (Ralph Fiennes) som dreng bliver kaldet af Gud, forlader han sit puritanske barndomshjem og slår sig ned hos det mere religiøst frisindede ægtepar Stratton. Dette gejstlige skift bliver Oscars grundlæggende synd, for set med Victoria-tidens øjne er han for evigt ledt i fordærv. I Oxford, hvor han læser teologi, introduceres han uheldigvis til hasardspil af en ven. Spilleriet bliver en mani og Oscar flygter til Australien for at redde sig ud af de syndige lyster og blive missionær i det ny-opdagede land. På båden møder han sin åndelige søster, den sygeligt spilleglade Lucinda (Cate Blanchett) og sammen prøver de at komme spillemanien til livs. To sjæle én tanke, foranledes man til at sige, og alliencen viser sig at være mere usund end godt er. Oscar tror fejlagtigt, at Lucinda er forelsket i byen Bellingens pastor Hasset og hans sidste væddemål, i bogstaveligeste forstand, bliver at vinde hendes hjerte.
Både Oscar og Lucinda er drømmende, kreative mennesker og netop de scener, hvor Oscars neurotiske kejtethed og Lucindas småsindsyge påfund smelter sammen, fungerer bedst. Men de fleste scener er langtrukne og mangler energi. Det er som om instruktøren Gillian Armstrongs store spektakulære visioner drukner i et hav af kedeligt fortalte forløb. En flot, og flot tænkt scene, er dog hvor Oscars kærlighedserklæring til Lucinda og ultimative ønske om syndsforladelse, en glaskirke, funklende i solen, bliver sejlet i havn hos pastor Hasset. Desværre er scenen den eneste af slagsen og selvom Gillian Armstrong lægger op til andre lignende stemningsmættede øjeblikke, bliver det ikke rigtig på samme niveau. Ralph Fiennes er god, men lidt stereotyp som den neurotiske Oscar. "Stop fidging", siger hans ven tidligt i filmen og Fiennes urolige pillende fingrer er netop en overbevisende spillet karakteristik. Han er jo ganske køn, ham Fiennes, men måske hænger han fast i det lidt for nuttede, og hans glatte smil bliver i længden en anelse monoton. Cate Blanchett er ikke fandenivoldsk nok, som den vilde og selvstændige Lucinda. Kun i få øjeblikke, som da hun smider Oscars husholderske ud af hjemmet, fornemmer man den oprørske pige som hun skal forestille at være.
Oscar og Lucinda er et kærlighedsdrama lidt over middel, rigdom i fantasi og billeder, men tynget af langtrukken fortælleteknik.
19/11-2018