Passionsdrama på første række Et anderledes besættende krybbespil af billedmageren Peter Greenaway. Jeg vred mig. Bed det i mig så godt, jeg nu kunne. Det sker ikke ofte, at man sådan får lyst til at forcere stolerækkerne, sætte af på skulderen af den tyndhårede mand foran én, og bare kaste sig imod lærredet, for om muligt at ændre handlingens absurde nødvendighed. Hele mit moderne forråd af blasserthed vendte og drejede sig langsomt mod afgrunden, mens kvinden skreg sig igennem mere end 200 voldtægter. Der var mig og kvinden og uretfærdigheden. Og jeg vred mig. Det kan Peter Greenaway nemlig. Vride så det gør ondt, mens han konstant minder sit publikum om, at det hele jo bare er en gigantisk omgang svindel. Et 1600-tals drama udført i smukke gevanter med flamboyante sætstykker og en scenografi, der får folkemængden på lærredet til at ligne et koreograferet brandudsalg i Dalle-valle. Har man tidligere set Greenaway i aktion, vil de stærke farver og den tableau-agtige handlingsgang virke som et kært gensyn i denne film. Det samme vil fornemmelsen af at være blevet narret, skudt i sænk af instruktørens uvilje til at faldbyde en forloren realisme. Et barn fødes

5.0
Kvinden, som jeg udførte mine ubegavede krampetrækninger for, er i %u201CThe Baby of Macon%u201D hovedaktrice i en religiøs tragedie, komponeret til ære for den sytten-årige og meget naive aristokrat, Cosimo Medici. Fra filmens start er vi selv tilhørerer til teaterstykket, som gennem dets kristne tema skal skærpe den religiøse bodsfølelse hos den enfoldige Cosimo. Rammen i dramaet er social nød og barnløshed, så da et nyt og aldeles vidunderligt barn fødes af en sygdomsbefængt kælling, fortolkes hændelsen som et mirakel.

Søsteren til barnet ser hurtigt muligheden for at udnytte den hellige opstandelse, og da den rigtige moder er ryddet af vejen, indtager hun rollen som Jomfru Maria med enbåren søn tilfølge. Som bevis for at hun er jomfru og derfor selvskreven til rollen som Maria, tilbyder hun biskoppens søn et lidenskabeligt besøg i hendes skød. I al hemmelighed - så hemmeligt det nu kan være i et teater - iværksætter hun forførelsesscenen i en lade, men når knapt nok at gøre en Josef ud manden, før han ligger død for hendes fødder.

Da forsvinder bagvæggen, og alle de medvirkende med biskoppen i spidsen kan selvfølgelig kun se én forklaring. Frelserbarnets selvbestaltede moder er morderske. Med lidt juridisk hjælp fra den bodsivrige Cosimo udmåles dommen: Jomfruen skal voldtages 13 13 13 13 gange 13 = 208 gange (tallet uddrages af eksempler på martyrer i religionen), og derefter henrettes. Ved Gud, tænker man, det var voldsomt. Men hvad søren, det hele er endnu teater.

Smidt ind bag himmelsengens tæppe, er kvinden usynlig for publikum, men vi andre får alligevel tilladt et smugkig. Da sker det, som ikke må ske. Statisterne ombestemmer sig. Publikum kan jo ikke se om voldtægten er virkelig eller ej, ræssonerer de to mandlige skuespillere, så hvorfor ikke udnytte situationen. Så brydes illusionen, og kvindens teaterspil bliver blodigt alvor. De næste skrigende, ulidelige minutter bruger jeg som sagt på mine ryk-øvelser. Filmtortur, når det er værst.

Filmen på første række
Efter en tur i Greenaways billedstorm får man et særligt kendskab til kroppens monstrøse sider. %u201CHvilke vidunderlige nosser denne baby har!%u201D, råbes der, mens de potentielle ammer lader deres %u201Cpatter%u201D befamle af faderens kritiske blik. At barnet tilsidst skæres i småstykker er typisk for det nærgående kropsbillede hos Greenaway, ligesom dekadencen giver den allestedsnærværende seksualitet et liderligt præg. Fokuseringen på kroppen som kød stemmer godt overens med de kannibalistiske undertoner, der florerer overalt i Greenaways filmproduktion.

%u201CThe Baby of Macon%u201D er som et kæmpe romersk-katolsk ikon, tungt belagt med guld og silke, hvori alle samfundslag fra de laveste bønder til de højeste religiøse overhoveder er repræsenteret. Filmen peger med farceagtige optrin kritisk mod den bibelske fromhed, som åbenlyst misbruger barnets frelserstatus til kommercielle fortjenester, og farcen saluteres gerne med folkelige 'brandere'. Alligevel virker det kritiske element som forsvindende lidt midt i Greenaways vulgær-poetiske univers.

Greenaway regnes for en af de få eksklusive instruktører, der på en gang har fastholdt sin personlige stil, og samtidig formået at skabe et stort rend ind til sine film. Man behøver således ikke være den store 'connaisseur' for at blive opslugt i hans koloristiske univers, for der er ganske enkelt nok af detaljer at fryde sig over. Når han fortæller, er det på en måde som om, han får den barokke overflødighedskultur til at vælte ind på første række i biografsalen. Et utrolig nærvær gør os til medvirkende i filmen, og derfor også medskyldige, når teaterillusionen brister.

Jeg tror, det var derfor jeg vred mig. I samme nu kvindens rolle blev virkelig, befandt hun sig et sted omkring første række, hvor også jeg var tilstede. Måske mærkede de andre i salen det også. Måske vil du opleve det, når du nu går ind og ser denne pragtfilm; hvordan Greenaway trækker én ned imod lærredet, indtil man rystet og udfyldt forlader %u201CThe Baby of Macon%u201D, teatret og barokken. I den rækkefølge.