Madonna'en og morderen
4.0
Med uforlignelig sindsro fortæller den unge baskiske instruktør Juanma Bajo Ulloa om forskruede eksistenser på et unavngivet sted, hvor tiden står stille.
Filmens originale titel, "La Madre Muerta", på dansk 'den døde mor', peger uden omsvøb på handlingens uhyggelige igangsættelse. Under et indbrud overraskes Ismael (Karra Elejalde) af husets kvindelige ejer. Koldblodigt dræber han hende, men på vej ud står han pludselig ansigt til ansigt med kvindens lille datter Leire (Ana Alvarez). Han retter geværet mod hendes ansigt, og filmen går i sort.
Efter en årrække ser han Leire igen. Hun er nu teenager, retarderet og installeret på et hjem for psykisk handicappede. Deres blikke mødes, og da Ismael er sikker på, at Leire genkender ham, kidnapper han hende. Han bringer hende med hjem til en faldefærdige rønne, hvor han lever i et særdeles tvivlsomt forhold med den masochistiske Maite (Lio). Forholdet er ulige, og det er uvist, også for Maite, hvad der holder dem sammen. Selvom Ismael sviner hende til for et godt ord, er hun desperat efter hans opmærksomhed. Ismaels plan er at dræbe Leire, men han bliver mere og mere fascineret af den stumme pige, hvis ansigt forbliver udtryksløst. Deres fælles forkærlighed for chokolade giver ham gode kort på hånden i den magtkamp, som udspilles mellem ham og Leire. Han frister med chokolade og vinder langsomt en form for hengivenhed. Hendes triste, udtryksløse Madonna-ansigt bliver Ismaels store udfordring. I en absurd, næsten poetisk scene sminker han sig som klovn og prøver på alskens måder at få hende til at le. Madonnafiguren optræder gennem filmen som et symbol på Leire som den rene uskyld.
Da Leire opnår den for Maite eftertragtede opmærksomhed, må hendes tilstedeværelse i huset nødvendigvis udløse kaos. Maite overværer ubemærket hans resultatløse klovneakt. Hun indser at Ismael ikke kan slå pigen ihjel og derefter kammer deres psykologiske krig over.
Lige på grænsen
"Pigen der ikke kunne le" er en både smuk og væmmelig film. Ubehagelig, fordi den er hudløs ærlig i sin beskrivelse af situationerne og karakteristik af personerne. Væmmelsen opstår i de øjeblikke, hvor man som tilskuer er vidne til reel ondskab, uden at tænke videre over det. Der er ikke tale om udpenslet vold, men om 'naturlig' vold. Vi bevæger os i en verden med en egen moral, blandt personer der ikke anser deres handlinger for forkerte, og som filmen måske ikke ligefrem skildrer positivt, men så da i hvert fald kritikløst.
Filmens fortvivlende og deprimerende stemning understreges af det gennemgående fravær af mennesker. Udover trekløveret og 2-3 personer med betydning for handlingsforløbet, er gader og stræder ofte blottede for liv. De mest intense scener udspilles i lejlighedens faldefærdige rum, især i værelset, hvor Leire holdes lænket, og hvor Ismael ynder at sætte sig tilrette og som en anden 'voyeur' belure det chokoladespisende pigebarn. Det er sygt, seksuelt og til tider en tand for meget. Men det er spændende, for vi er til det sidste i tvivl om, hvem der mon først må lade livet i dette fortættede symbolrige. Over hvem der først skal sige tre Ave Maria'er?
Filmens originale titel, "La Madre Muerta", på dansk 'den døde mor', peger uden omsvøb på handlingens uhyggelige igangsættelse. Under et indbrud overraskes Ismael (Karra Elejalde) af husets kvindelige ejer. Koldblodigt dræber han hende, men på vej ud står han pludselig ansigt til ansigt med kvindens lille datter Leire (Ana Alvarez). Han retter geværet mod hendes ansigt, og filmen går i sort.
Efter en årrække ser han Leire igen. Hun er nu teenager, retarderet og installeret på et hjem for psykisk handicappede. Deres blikke mødes, og da Ismael er sikker på, at Leire genkender ham, kidnapper han hende. Han bringer hende med hjem til en faldefærdige rønne, hvor han lever i et særdeles tvivlsomt forhold med den masochistiske Maite (Lio). Forholdet er ulige, og det er uvist, også for Maite, hvad der holder dem sammen. Selvom Ismael sviner hende til for et godt ord, er hun desperat efter hans opmærksomhed. Ismaels plan er at dræbe Leire, men han bliver mere og mere fascineret af den stumme pige, hvis ansigt forbliver udtryksløst. Deres fælles forkærlighed for chokolade giver ham gode kort på hånden i den magtkamp, som udspilles mellem ham og Leire. Han frister med chokolade og vinder langsomt en form for hengivenhed. Hendes triste, udtryksløse Madonna-ansigt bliver Ismaels store udfordring. I en absurd, næsten poetisk scene sminker han sig som klovn og prøver på alskens måder at få hende til at le. Madonnafiguren optræder gennem filmen som et symbol på Leire som den rene uskyld.
Da Leire opnår den for Maite eftertragtede opmærksomhed, må hendes tilstedeværelse i huset nødvendigvis udløse kaos. Maite overværer ubemærket hans resultatløse klovneakt. Hun indser at Ismael ikke kan slå pigen ihjel og derefter kammer deres psykologiske krig over.
Lige på grænsen
"Pigen der ikke kunne le" er en både smuk og væmmelig film. Ubehagelig, fordi den er hudløs ærlig i sin beskrivelse af situationerne og karakteristik af personerne. Væmmelsen opstår i de øjeblikke, hvor man som tilskuer er vidne til reel ondskab, uden at tænke videre over det. Der er ikke tale om udpenslet vold, men om 'naturlig' vold. Vi bevæger os i en verden med en egen moral, blandt personer der ikke anser deres handlinger for forkerte, og som filmen måske ikke ligefrem skildrer positivt, men så da i hvert fald kritikløst.
Filmens fortvivlende og deprimerende stemning understreges af det gennemgående fravær af mennesker. Udover trekløveret og 2-3 personer med betydning for handlingsforløbet, er gader og stræder ofte blottede for liv. De mest intense scener udspilles i lejlighedens faldefærdige rum, især i værelset, hvor Leire holdes lænket, og hvor Ismael ynder at sætte sig tilrette og som en anden 'voyeur' belure det chokoladespisende pigebarn. Det er sygt, seksuelt og til tider en tand for meget. Men det er spændende, for vi er til det sidste i tvivl om, hvem der mon først må lade livet i dette fortættede symbolrige. Over hvem der først skal sige tre Ave Maria'er?
19/11-2018