Skaldede Moore i trøjen

2.0
"G.I. Jane" er tynd, kedelig og klichéfuld kønspolitik i en flot indpakning fra den ellers så talentfulde instruktør Ridley Scott.

En hårdtpumpet og flot, men som sædvanlig karaktérløs, Demi Moore spiller efterretningsofficeren Jordan O'Neill i den nye soldaterfilm "G.I. Jane". Hun er placeret trygt bag store taktiske computere, men da en kvindelig senator får gennemtrumfet et kønspolitisk ekperiment, der i al sin enkelthed går ud på at give kvinder bedre muligheder i militæret, forflyttes O'Neil til specialstyrkerne Navy S.E.A.L.s. Her skal hun forsøge at fuldføre specialtræningen på lige fod med de mandlige aspiranter. Det er der ingen, der tror, hun kan, for mindst 60 procent af mændene falder fra.

Ha, ha, tro om igen. O'Neill er selvfølgelig noget af det hårdeste kvindekønnet nogensinde har præsteret på film. Så trods modstand fra politikere, pressen, de mandlige soldater og den superhårde Master Chief, John Urgayle (spillet forudsigeligt af dansk-amerikaneren Viggo Mortensen), barberer hun sit hoved, udstår pinslerne og slår et giga-slag for hele verdens "Lotter".

Ned ad bakke

Det er den erfarne engelske instruktør Ridley Scott, der står bag "G.I. Jane", og det er sandt at sige gået ned ad bakke for den ellers så talentfulde englænder. Med film som "Alien", "Blade Runner" og "Thelma & Louise" har han placeret sig meget, meget højt på min (og mange andres) personlige film-hitliste, men, men, men så kom sø-stinkeren "White Squall", hvor Jeff Bridges tog på dannelsesrejse med en flok snottede unger. Den var en seriøs streg i regningen for Mr. Scott, og det lader til at han stadig er ved at slikke sårene.

For godt nok er "G.I. Jane", som altid når det gælder Scott, eminent flot filmet. Hele vejen igennem overlæsses vi med smukt komponerede billeder, virtuose kameragange og en mørk, militærgrøn farvetoning, som er en rigtig lækkerbisken for øjeæblerne. Problemet er bare, at "G.I. Jane" for det første er kedelig. Den svælger alt for meget i lange handlingsstoppende militærtræningssekvenser, som vi har set dem 100 gange før. Den eneste forskel er, at der nu medvirker en kvinde. For det endet er manuskriptet til "G.I. Jane" så overlæsset med klichéer, at det til tider gør helt ondt.

Et eksempel: Urgayle siger til O'Neill at hun ikke kan hive en soldat ud af en brændende tank, som han selv har gjort i en kampsituation. Den kvikke læser har nok allerede gættet, at O'Neill selvfølgelig i filmens slutning, hvor hun og de mandlige aspiranter er i rigtig kamp mod nogle slemme arabere, selvfølgelig redder en såret Urgayle væk fra skudlinien netop ved at trække ham. Det er så klodset og forudsigeligt, at man næsten ikke kan klare det, og sådan er filmen hele vejen igennem.

Bøllebank og en våd prut!

Der er faktisk kun én scene, der virkelig byder på noget anderledes. I forbindelse med en øvelse bliver O'Neills hold taget som gidsler af Urgayle og hans instruktører. I dette fangenskab tildeles O'Neill en seriøs omgang bøllebank af den kompromisløse Urgayle. Dét er hårdt, og det virker på tilskueren. Desværre er det noget nær det eneste "G.I. Jane"s fortælling har at byde på, og filmen ender som en halvvåd - om end meget flot - prut i et svømmebasin.
G.I. Jane