Rap rutine
2.0
Charlies Sheen og Chris Tucker er det klassisk umage par i hurtig, men ujævn action-komedie om høje seertal, rapkæftet småsvindleri og en stor håndfuld diamanter.
Så er der nok engang åbent i Hollywoods afdeling for skæve par. Modsætningerne hedder sort/hvid og fattig/rig, men en noget flosset moral og en beskidt mund, har de to hovedpersoner dog til fælles. James Russell (Charlie Sheen) er journalist på den lokale tv-station, der især gør det i angiveligt dybdeborende journalistik om byens "low lives". Russells vrisne chef er imidlertid ustandseligt på nakken af ham, fordi hans indslag ikke rigtig batter. Et mislykket interview med småsvindleren Franklin Hatchett (Chris Tucker) antyder hvorfor. Russell plejer at give politiet et tip om sine ofre, sådan at han kan afslutte sine reportager med blinkende blå lys i baggrunden og en understregning af at forbrydelse ikke betaler sig. Det sker også for Hatchett, men det bliver ikke det sidste den hvide middelklassedreng og den sorte "gadekonge" ser til hinanden.
Under en rutinemæssig fangetransport bliver Hatchett lænket til storforbryderen Raymond Villard (Gerard Ismael), hvis private hær har planlagt en redningsaktion for deres leder. Efter den blodige mellemkomst er kun Villard og Hatchett i live, men vores stadigt plaprende småsvindler undslipper. I mellemtiden er Russell blevet fyret på gråt papir, hvilket selvfølgelig ikke lige passer med hans bryllupsplaner den kommende weekend. Han øjner dog muligheden for et comeback, da Hatchett kontakter ham for at få hjælp, fordi det udefra ser ud som om han har været medskyldig i flugtaktionen. Planen bliver således at Hatchett skal optræde som en af Russells gamle skolekammerater overfor blandt andre dennes kommende svigerfamilie, indtil weekenden er ovre. Først derefter kan de sammen offentliggøre sandheden.
Diamanter varer næsten evigt
Tidspresset gør sit til at historien kan holde tempoet oppe det meste af vejen, og det samme gør den veloplagte Chris Tucker, som sidst sås i "Det Femte Element". Med sin energiske speed-snik-snak fortsætter han hvor Eddie Murphy slap i en film som "48 Timer". Selvom Tucker faktisk har timing, humor og imitationsevner i orden, kan han alligevel ikke redde filmen som helhed fra at være kedelig. Charlie Sheen leverer hverken mere eller mindre end han plejer, hvilket vil sige en sammenbidt og temmeligt farveløs præstation. Men på den anden side giver rollen ham heller ikke særligt meget nyt at arbejde med.
Trivelige Paul Sorvino har tilpas meget gestik og kliché-patos til at fremstå som Russells betydningsfulde og rige svigerfar, der stadig lever og ånder for sine italienske rødder. Heather Locklear er den håbefulde brud, Grace, men hun blegner til gengæld lidt i hele menageriet. Hun ser mest af alt ud som om hun lige kommer fra en lang dag på settet af tv-serien "Melrose Place". Og så er der jo titlen selv, der hentyder til at den måde en vigtig ladning stjålne diamanter fordeles på til sidst ikke er så slem endda. "Hvem siger forbrydelse ikke betaler sig?" Jo, de slemme drenge får deres bekomst, og resten går ubekymret til bryllup. I betegnelsen "action-komedie" skal trykket i denne omgang lægges på sidste del af ordet, for skændtes, skydes og biljages bliver der i rigelige mængder. Det er nemlig slet ikke så sjovt at det gør noget.
Så er der nok engang åbent i Hollywoods afdeling for skæve par. Modsætningerne hedder sort/hvid og fattig/rig, men en noget flosset moral og en beskidt mund, har de to hovedpersoner dog til fælles. James Russell (Charlie Sheen) er journalist på den lokale tv-station, der især gør det i angiveligt dybdeborende journalistik om byens "low lives". Russells vrisne chef er imidlertid ustandseligt på nakken af ham, fordi hans indslag ikke rigtig batter. Et mislykket interview med småsvindleren Franklin Hatchett (Chris Tucker) antyder hvorfor. Russell plejer at give politiet et tip om sine ofre, sådan at han kan afslutte sine reportager med blinkende blå lys i baggrunden og en understregning af at forbrydelse ikke betaler sig. Det sker også for Hatchett, men det bliver ikke det sidste den hvide middelklassedreng og den sorte "gadekonge" ser til hinanden.
Under en rutinemæssig fangetransport bliver Hatchett lænket til storforbryderen Raymond Villard (Gerard Ismael), hvis private hær har planlagt en redningsaktion for deres leder. Efter den blodige mellemkomst er kun Villard og Hatchett i live, men vores stadigt plaprende småsvindler undslipper. I mellemtiden er Russell blevet fyret på gråt papir, hvilket selvfølgelig ikke lige passer med hans bryllupsplaner den kommende weekend. Han øjner dog muligheden for et comeback, da Hatchett kontakter ham for at få hjælp, fordi det udefra ser ud som om han har været medskyldig i flugtaktionen. Planen bliver således at Hatchett skal optræde som en af Russells gamle skolekammerater overfor blandt andre dennes kommende svigerfamilie, indtil weekenden er ovre. Først derefter kan de sammen offentliggøre sandheden.
Diamanter varer næsten evigt
Tidspresset gør sit til at historien kan holde tempoet oppe det meste af vejen, og det samme gør den veloplagte Chris Tucker, som sidst sås i "Det Femte Element". Med sin energiske speed-snik-snak fortsætter han hvor Eddie Murphy slap i en film som "48 Timer". Selvom Tucker faktisk har timing, humor og imitationsevner i orden, kan han alligevel ikke redde filmen som helhed fra at være kedelig. Charlie Sheen leverer hverken mere eller mindre end han plejer, hvilket vil sige en sammenbidt og temmeligt farveløs præstation. Men på den anden side giver rollen ham heller ikke særligt meget nyt at arbejde med.
Trivelige Paul Sorvino har tilpas meget gestik og kliché-patos til at fremstå som Russells betydningsfulde og rige svigerfar, der stadig lever og ånder for sine italienske rødder. Heather Locklear er den håbefulde brud, Grace, men hun blegner til gengæld lidt i hele menageriet. Hun ser mest af alt ud som om hun lige kommer fra en lang dag på settet af tv-serien "Melrose Place". Og så er der jo titlen selv, der hentyder til at den måde en vigtig ladning stjålne diamanter fordeles på til sidst ikke er så slem endda. "Hvem siger forbrydelse ikke betaler sig?" Jo, de slemme drenge får deres bekomst, og resten går ubekymret til bryllup. I betegnelsen "action-komedie" skal trykket i denne omgang lægges på sidste del af ordet, for skændtes, skydes og biljages bliver der i rigelige mængder. Det er nemlig slet ikke så sjovt at det gør noget.
19/11-2018
