Girlpower og børneanarki

3.0
Så er Pippi, Hr. Nilsson, Tommy og Annika atter i fuld aktion i en tegneserieudgave af Astrid Lindgrens fantastiske fortælling om den bomstærke pige og hendes venner. Selve historien har ikke mistet saft og kraft på trods af, at det er over halvtreds år siden Pippi første gang så dagens lys i den svenske forfatters bøger.

Alene hjemme - originalversionen
Dette er en befriende børnefilm uden politisk korrekthed eller hævede pegefingre. Pippi er overladt til sig selv i huset Villa Villekulla, fordi hendes far, kaptajn Langstrømpe, måske er druknet på sin sidste sørejse. Hendes eneste selskab ved filmens start er aben, Hr. Nilsson, og en gammel hest, men den gæve piges verden ramler ikke sammen af den grund. Hun har en umættelig appetit på livet og lever i sit eget anarkistiske univers, hvor de voksnes regler ikke gælder, og hvor der ikke findes nogle rigtige eller forkerte måder at gøre tingene på. Hvorfor skulle man ikke have det sjovt, mens man vasker gulv, og hvem siger, at man ikke må svine, når der bages pandekager? Pippi leger sig gennem alle dagens gøremål og krydrer gerne sine referater af rejser på de syv verdenshave med en enkelt løgn eller fem. Tommy og Annika er to pæne velopdragne nabobørn, der får et indblik i denne spændende barneverden, og som straks bliver gode venner med deres usædvanlige nabo.

Voksne dødbidere
Selvfølgelig er der nogle nævenyttige voksne, som skal blande sig og enten truer med børnehjem eller prøver at stjæle Pippis guldskat. Fregnede frøken Langstrømpe ordner dem dog alle på sin egen facon, og på trods af at farmand dukker op til slut, vælger hun fortsat at bo alene i Villa Villekulla - tæt på sine nyfundne venner. Se det var aldrig gået i en amerikansk børnefilm. Der ville så ung en hovedperson altid finde sig til rette indenfor strikse rammer fastsat af voksne og det omgivende samfund.

Man fascineres af Pippis frygtløshed. Hun er hverken bange for et oprørt hav (skildret i en ret voldsom og uhyggelig scene), for at være alene hjemme eller for indbrudstyve. Hvor ville det dog være rart at være som Pippi. Hun må siges at være en værdig forbillede for det moderne Danmarks små piger - og selvfølgelig også drenge. Her behøves ingen Spice Girls eller deres dyre merchandise.

Stærkt indhold, svagere form
Denne animerede fremstilling, hvor flere af Astrid Lindgrens Pippi-historier sammenflettes, kan ikke måle sig med de oprindelige historiers høje niveau. Der er for mange lange passager med to uduelige indbrudstyve og to lige så uduelige politimænd, der tumler rundt om sig selv (konfrontationerne mellem Pippi og de ulovligt indtrængende mandspersoner minder meget om de tilsvarende "kampe" i "Alene hjemme" filmene). Figurerne kunne godt tåle bare en anelse mere dybde, animationen sidder man ikke og dåner over, og de indlagte sange er ikke umiddelbare ørehængere. Der er dog tilstrækkeligt med virkemidler til at holde historien kørende og give karaktererne liv.

Den primære målgruppe for denne film vil nok ikke være så kritisk og nøjeregnende. Derfor er det bare med at få de småfolk, som ikke har set Pippi-serien i fjernsynet (der ikke var en tegnefilm) i biografen, og lade dem opleve, hvordan børn også kan opføre sig uden autoriteternes snærende bånd.