Lysets Hjerte
4.0
AKTISK OG ARKAISK
Grønlands splittelse mellem oprindeligt og moderne samfund udspiller sig i Jacob Grønlykkes spektakulære debutfilm.
Sort-hvide optagelser fra det Grønland, der troede at rigsfællesskabet med Danmark, ville blive guld og grønne skove. En utopi, også i bogstavelig forstand, må vi erkende da de gamle optagelser bliver til nutidens Grønland, et samfund hærget af desillusion og deraf følgende druk. Rasmus (Rasmus Lyberth) er en drukkenbolt som gang på gang lover sine to sønner Niisi (Knud Petersen) og Simon (Kenneth Rasmussen) at de skal på fangst sammen, men som bryder både sine løfter og derved illusionen om den traditionelle fanger-familieidyl. Og regningen bliver dyr, for sønnen Niisi, i øvrigt opkaldt efter Rasmus far, må som den eneste reagere på faderens svigt og broderens tilsyneladende ligegyldighed. Niisi dræber i desperation Simons kæreste Karina, en tilfældig ung fyr og derefter sig selv. Først da går det op for Rasmus, at han befinder sig i et farligt tomrum mellem fortid og nutid, sin fader og sine sønner og Grønland og Danmark.
Menneskets møde med naturen
Han forlader bygden og herefter følger den klassiske fortællings forløb, nemlig menneskets møde med naturen. Rasmus lærer sig selv at kende og i mødet med det oprindelige Grønland, personifiseret ved den mystiske Qivittoq (Anda Kristiansen), der har valgt eneboertilværelsen fordi han ikke kunne tilpasse sig, kan han leve med sin sorg. Det er måske ikke det mest originale tema, men det virker fint i Lysets Hjerte, fordi mødet med den overvældende grønlandske natur, vist i fantastiske bredformat-billeder, faktisk har en vis beroligende virkning. Qivittoq'en bliver for Rasmus bindeleddet mellem det arkaiske Grønland og faderens egentlig frygtelige forræderi, da han i sin tid ville fordanske grønlænderne. Således ser Rasmus sin far i et realistisk lys og ikke som den helt han hidtil har anset ham for at være. En helt som i bund og grund er skyld i Grønlands situation og sønnen Niisis desperate handling.
Som i enhver udviklingshistorie, til lands, til vands og på isen, kommer Rasmus tilbage til sin bygd, som et nyt og bedre menneske. Det er en alvorlig sag, men ikke uden en god portion humor, for eksempel Rasmus' møde med to unge danske ekspeditionister midt i intetheden. De to piger er tydeligt fascineret af den grønlanske kultur og det kan de sagtens være som udenforstående. Den ene piges forundring over Rasmus nymodens gummistøvler og hendes egne til ekspeditionens indkøbte kamikker, viser tydeligt konflikten mellem tilhørsforholdet til Grønland og higen efter fordanskning tydelig. Det er underspillet så det batter og i al sin enkelhed en af filmens bedste scener.
Lysets Hjerte er nok forudsigelig, ja, men filmen har noget på hjerte og selvom den fortæller mere end den behøver, med en lidt tung brug af voice-over, er det et gribende lille værk.
Grønlands splittelse mellem oprindeligt og moderne samfund udspiller sig i Jacob Grønlykkes spektakulære debutfilm.
Sort-hvide optagelser fra det Grønland, der troede at rigsfællesskabet med Danmark, ville blive guld og grønne skove. En utopi, også i bogstavelig forstand, må vi erkende da de gamle optagelser bliver til nutidens Grønland, et samfund hærget af desillusion og deraf følgende druk. Rasmus (Rasmus Lyberth) er en drukkenbolt som gang på gang lover sine to sønner Niisi (Knud Petersen) og Simon (Kenneth Rasmussen) at de skal på fangst sammen, men som bryder både sine løfter og derved illusionen om den traditionelle fanger-familieidyl. Og regningen bliver dyr, for sønnen Niisi, i øvrigt opkaldt efter Rasmus far, må som den eneste reagere på faderens svigt og broderens tilsyneladende ligegyldighed. Niisi dræber i desperation Simons kæreste Karina, en tilfældig ung fyr og derefter sig selv. Først da går det op for Rasmus, at han befinder sig i et farligt tomrum mellem fortid og nutid, sin fader og sine sønner og Grønland og Danmark.
Menneskets møde med naturen
Han forlader bygden og herefter følger den klassiske fortællings forløb, nemlig menneskets møde med naturen. Rasmus lærer sig selv at kende og i mødet med det oprindelige Grønland, personifiseret ved den mystiske Qivittoq (Anda Kristiansen), der har valgt eneboertilværelsen fordi han ikke kunne tilpasse sig, kan han leve med sin sorg. Det er måske ikke det mest originale tema, men det virker fint i Lysets Hjerte, fordi mødet med den overvældende grønlandske natur, vist i fantastiske bredformat-billeder, faktisk har en vis beroligende virkning. Qivittoq'en bliver for Rasmus bindeleddet mellem det arkaiske Grønland og faderens egentlig frygtelige forræderi, da han i sin tid ville fordanske grønlænderne. Således ser Rasmus sin far i et realistisk lys og ikke som den helt han hidtil har anset ham for at være. En helt som i bund og grund er skyld i Grønlands situation og sønnen Niisis desperate handling.
Som i enhver udviklingshistorie, til lands, til vands og på isen, kommer Rasmus tilbage til sin bygd, som et nyt og bedre menneske. Det er en alvorlig sag, men ikke uden en god portion humor, for eksempel Rasmus' møde med to unge danske ekspeditionister midt i intetheden. De to piger er tydeligt fascineret af den grønlanske kultur og det kan de sagtens være som udenforstående. Den ene piges forundring over Rasmus nymodens gummistøvler og hendes egne til ekspeditionens indkøbte kamikker, viser tydeligt konflikten mellem tilhørsforholdet til Grønland og higen efter fordanskning tydelig. Det er underspillet så det batter og i al sin enkelhed en af filmens bedste scener.
Lysets Hjerte er nok forudsigelig, ja, men filmen har noget på hjerte og selvom den fortæller mere end den behøver, med en lidt tung brug af voice-over, er det et gribende lille værk.
19/11-2018