Gensyn med vennerne
2.0
Til trods for at Demi Moore smider stort set hver en trævl og viser et pragtstykke af en kvindekrop frem, er det birolleskuespillerne, der stjæler billedet.
Det ville selvfølgelig også være mærkeligt, hvis hendes figur overskyggede alt andet, for "Striptease" er jo ikke en af de der film, du ved! Det er en lødig komedie som stiger i plathed, når det gælder falde-på-halen komik, men som afgjort indeholder underfundige replikskifter og absurde situationer.
Underskønne, men ikke specielt nuancerede, Demi Moore spiller showdanseren Erin Grant, en tidligere FBI-medarbejder med store problemer på hjemmefronten. Hendes psykopatiske eksmand er en småkriminel stodder, som har fået tiltusket sig forældremyndigheden over deres fælles datter Angela, primært fordi Erins "job" fremstår mest umoralsk i dommerens øjne.
Jerry, en fast gæst på natklubben Eager Beaver, erklærer Erin sin kærlighed, og vil hjælpe hende med at få forældremyndigheden tilbage. Dels ved Jerry, at politikeren Dilbeck er et let offer for afpresning, da han er blevet fotograferet i en uheldig situation på natklubben, og dels har han gode forbindelser til den dommer, som sidder med Erins sag.
"Striptease" kalder sig for en thrillerkomedie, men er mere en parodi på genren. Man fornemmer en bevidst distance, som får persongalleriet og scenerne til at fremstå manierede, fremfor komiske. Netop dette gør "Striptease" udholdelig at se, for som rendyrket komedie falder den til jorden. I dens nuværende form, med referencer til sin egen genre samt skuespillernes parodi på de roller, vi er vant til at se dem i, er "Striptease" til tider nærmest elegant.
Især Ving Rhames er bemærkelsesværdig som Shad, showdansernes vagthund og udsmider. Hans karakter ligner glansrollen Marcellus fra "Pulp Fiction", og det skyldes selvfølgelig Ving Rhames' imponerende skikkelse og markante ansigt. Med ordene "Do I look like I follow politics?", karakteriserer han selv rollen, og lægger en hjørnesten i filmens gennemgående satiriske holdning til amerikansk politik. Burt Reynolds i sin rolle som Dilbeck, nærmest en selvreference, en Reynolds-klon ala 1970'erne. Bukserne er lidt for stramme, skjorteflipperne lidt for lange og smilet afslører et tandsæt, der har været i en tandlæges kyndige hænder. Burt Reynolds får ens sympati fordi det er tydeligt, at rollen morer ham og hans barnlige engagement hverken kan eller skal skjules.
Striptease er ikke en stor film, men den har sine øjeblikke og det er ikke kun når Demi Moore smider kludene. At hun ikke tildeles meget spalteplads er helt bevidst. Alle vil se hende strippe, og den præstation vil jeg lade være op til den enkelte at bedømme.
Det ville selvfølgelig også være mærkeligt, hvis hendes figur overskyggede alt andet, for "Striptease" er jo ikke en af de der film, du ved! Det er en lødig komedie som stiger i plathed, når det gælder falde-på-halen komik, men som afgjort indeholder underfundige replikskifter og absurde situationer.
Underskønne, men ikke specielt nuancerede, Demi Moore spiller showdanseren Erin Grant, en tidligere FBI-medarbejder med store problemer på hjemmefronten. Hendes psykopatiske eksmand er en småkriminel stodder, som har fået tiltusket sig forældremyndigheden over deres fælles datter Angela, primært fordi Erins "job" fremstår mest umoralsk i dommerens øjne.
Jerry, en fast gæst på natklubben Eager Beaver, erklærer Erin sin kærlighed, og vil hjælpe hende med at få forældremyndigheden tilbage. Dels ved Jerry, at politikeren Dilbeck er et let offer for afpresning, da han er blevet fotograferet i en uheldig situation på natklubben, og dels har han gode forbindelser til den dommer, som sidder med Erins sag.
"Striptease" kalder sig for en thrillerkomedie, men er mere en parodi på genren. Man fornemmer en bevidst distance, som får persongalleriet og scenerne til at fremstå manierede, fremfor komiske. Netop dette gør "Striptease" udholdelig at se, for som rendyrket komedie falder den til jorden. I dens nuværende form, med referencer til sin egen genre samt skuespillernes parodi på de roller, vi er vant til at se dem i, er "Striptease" til tider nærmest elegant.
Især Ving Rhames er bemærkelsesværdig som Shad, showdansernes vagthund og udsmider. Hans karakter ligner glansrollen Marcellus fra "Pulp Fiction", og det skyldes selvfølgelig Ving Rhames' imponerende skikkelse og markante ansigt. Med ordene "Do I look like I follow politics?", karakteriserer han selv rollen, og lægger en hjørnesten i filmens gennemgående satiriske holdning til amerikansk politik. Burt Reynolds i sin rolle som Dilbeck, nærmest en selvreference, en Reynolds-klon ala 1970'erne. Bukserne er lidt for stramme, skjorteflipperne lidt for lange og smilet afslører et tandsæt, der har været i en tandlæges kyndige hænder. Burt Reynolds får ens sympati fordi det er tydeligt, at rollen morer ham og hans barnlige engagement hverken kan eller skal skjules.
Striptease er ikke en stor film, men den har sine øjeblikke og det er ikke kun når Demi Moore smider kludene. At hun ikke tildeles meget spalteplads er helt bevidst. Alle vil se hende strippe, og den præstation vil jeg lade være op til den enkelte at bedømme.
19/11-2018
