Retten er sat - igen og igen og igen
3.0
Robert Duvall og John Travolta er trækplastrene for Hollywoods seneste retssalsdrama, der skam ikke er helt dårligt, men sandelig heller ikke noget, der kan få publikum ud på kanten af biografsædet.
John Travolta er Jan Schlichtmann, der er en succesrig advokat i et lille firma (tre advokater, en økonomiansvarlig). Hans speciale er personskadeserstatninger, og han kan alle tricksene til hudløshed, hvem, der er værd at investere i - fortrinsvis en tilskadekommen hvid mand i fyrrene på toppen af sin karriere. I hvert fald ikke døde børn. Skæbnen vil, at han belemres med en sag om otte af slagsen, der er døde af leukæmi, og han tager sagen fordi han vejrer store penge hos de sagsøgte virksomheder. Men så finder han ud af, at han har en samvittighed.
Til gengæld er han oppe imod Harvard-advokaten Jerome Facher (Duvall), der både er lidt til en side - og knalddygtig. Jans teorier om forurenet vand fra et nærliggende garveri holder ikke i længden, og han trækker sine kollegaer med ned i faldet.
Bipersonerne
Både Travolta og Duvall er gode hver for sig og sammen, og filmen er da også lavet professionelt. Det, der holder den gående er birollerne, især William H. Macy (den økonomiansvarlige), der langsomt går i opløsning, meget lig sin rolle i "Fargo" fra 1996. Og så bør nævnes John Lithgow som dommer Skinner, Kathleen Quinlan som Anne Anderson, der er én af dem, der har mistet sin søn - en neddæmpet, men meget troværdig præstation. Stephen Fry ("Wilde" 1997) som en geologiekspert, Dan Hedaya som ejeren af garveriet, James Gandolfini (skurken fra "8mm" 1998) og sidst, men absolut ikke mindst Kathy Bates som en anden dommer.
Retfærdighed er kedeligt
I modsætning til så mange andre film i genren, så er "Civil Action" præget af en rolig kameraføring og mange scener i kolde omgivelser, nærmest for at indikere, at heltens genfundne brændende entusiasme er dødsdømt i en kold og kynisk verden. Musikken glider ubemærket forbi, paradoksalt nok en god ting, for den stjæler således ikke opmærksomheden fra selve historien. Historien ligger i øvrigt forbavsende tæt op ad "Jerry Maguire" uden det sukkersøde glasur, men mere eller mindre efter samme mønster. Det skal dog understreges at visuelt og skuespilmæssigt, er disse to film dog milevidt fra hinanden.
Genren er efterhånden blevet så fortærsket, at der enten skal en virkelig god sag på bordet eller filmisk nytænkning, for at genoplive den. Amerikanerne er måske interesseret fordi de sagsøger hinanden for alt og ingenting, men herhjemme bliver det lidt kedeligt i længden.
Kort sagt:
Samme historie, nye skuespillere: den lille mands kamp mod den store. Det må blive til tre øjne for den lidt rutineprægede præstation. Men skuespillerne er gode. Og det er en sand historie
John Travolta er Jan Schlichtmann, der er en succesrig advokat i et lille firma (tre advokater, en økonomiansvarlig). Hans speciale er personskadeserstatninger, og han kan alle tricksene til hudløshed, hvem, der er værd at investere i - fortrinsvis en tilskadekommen hvid mand i fyrrene på toppen af sin karriere. I hvert fald ikke døde børn. Skæbnen vil, at han belemres med en sag om otte af slagsen, der er døde af leukæmi, og han tager sagen fordi han vejrer store penge hos de sagsøgte virksomheder. Men så finder han ud af, at han har en samvittighed.
Til gengæld er han oppe imod Harvard-advokaten Jerome Facher (Duvall), der både er lidt til en side - og knalddygtig. Jans teorier om forurenet vand fra et nærliggende garveri holder ikke i længden, og han trækker sine kollegaer med ned i faldet.
Bipersonerne
Både Travolta og Duvall er gode hver for sig og sammen, og filmen er da også lavet professionelt. Det, der holder den gående er birollerne, især William H. Macy (den økonomiansvarlige), der langsomt går i opløsning, meget lig sin rolle i "Fargo" fra 1996. Og så bør nævnes John Lithgow som dommer Skinner, Kathleen Quinlan som Anne Anderson, der er én af dem, der har mistet sin søn - en neddæmpet, men meget troværdig præstation. Stephen Fry ("Wilde" 1997) som en geologiekspert, Dan Hedaya som ejeren af garveriet, James Gandolfini (skurken fra "8mm" 1998) og sidst, men absolut ikke mindst Kathy Bates som en anden dommer.
Retfærdighed er kedeligt
I modsætning til så mange andre film i genren, så er "Civil Action" præget af en rolig kameraføring og mange scener i kolde omgivelser, nærmest for at indikere, at heltens genfundne brændende entusiasme er dødsdømt i en kold og kynisk verden. Musikken glider ubemærket forbi, paradoksalt nok en god ting, for den stjæler således ikke opmærksomheden fra selve historien. Historien ligger i øvrigt forbavsende tæt op ad "Jerry Maguire" uden det sukkersøde glasur, men mere eller mindre efter samme mønster. Det skal dog understreges at visuelt og skuespilmæssigt, er disse to film dog milevidt fra hinanden.
Genren er efterhånden blevet så fortærsket, at der enten skal en virkelig god sag på bordet eller filmisk nytænkning, for at genoplive den. Amerikanerne er måske interesseret fordi de sagsøger hinanden for alt og ingenting, men herhjemme bliver det lidt kedeligt i længden.
Kort sagt:
Samme historie, nye skuespillere: den lille mands kamp mod den store. Det må blive til tre øjne for den lidt rutineprægede præstation. Men skuespillerne er gode. Og det er en sand historie
19/11-2018
