Svensk menneskejagt
4.0
Stærk og vedkommende thriller om moral og paranoia kunne dårligt være mere aktuel i Danmark lige nu
Under et fredeligt ophold på en fødeklinik, efter en lykkelig og ganske udramatisk familieforøgelse, tvinges de nybagte forældre, Catti og Mikael, pludselig ud i et uoverskueligt spil, de hverken har fysiske ressourcer eller vidensmæssige forudsætninger til at deltage - i endsige forstå.
Dette sker, da fremmedpolitiet vil arrestere Cattis værelseskammerat, Maria - en ligeledes nybagt mor, for at udvise hende af landet, og denne så flygter under dramatiske omstændigheder - uden sit barn.
Sygeplejersken Ingrid, der virker mere end almindeligt engageret i sagen, overtaler Catti til i al hemmelighed at tage begge børn med hjem, indtil de finder ud af, hvad de kan gøre. Mikael har svært ved at forlige sig med tanken om to nyfødte i hjemmet, hvoraf den ene konstant skal holdes hemmelig for omgivelserne, og han forsøger at få kontakt med Ingrid. Men Ingrid er pludselig blevet suspenderet, og da Mikael graver yderligere i sagen, bryder helvede løs. Den lille nybagte kernefamilie 1 må sande, at den via Ingrid er blevet hvirvlet ind i en organisation, der har til formål at hjælpe nødstedte, udvisningstruede asylsøgere med at gå under jorden med alt, hvad der hører til af politiovervågning, razziaer og selvtægt fra rabiate højrekræfter. Jagten går - med Volvo og spædbørn - gennem et koldt og fjendtligt Sverige.
Spænding og moral
Der er lagt op til moralsk oprustning, når den svenske instruktør Richard Hoberts, tager os med på en tur til et andet og noget mere ukendt og komplekst Sverige, end vi er vant til at opleve. Her er ingen fællessang i folkeparker eller nøgenbadning i skovsøer, men derimod intolerance, formummet politisk vold og politirazziaer, der udføres med en nidkærhed, der ikke lader jødeforfølgelsesscener i andre film noget efter. Der rejses mange spørgsmål i "Spring for livet", og det lykkes filmen godt ikke at tvinge svarene ned i halsen på tilskueren - bl.a. på grund af rollernes meget fine sammensathed. Her er ingen skurke og ingen helte - kun rigtige, levende mennesker med oprigtige dilemmaer spillet med stor overbevisning af samtlige medvirkende.
Det gør dog på ingen måde "Spring for livet" til en tør problemfilm. Dertil holdes spændingen for godt i kog selv med alle de handlingstråde, der skal holdes rede i. Selvom det må siges, at filmen bliver lidt lang af lutter sidehandlinger. Filmen holder kortene godt ind til kroppen, og giver ikke tilskueren mulighed for at vide mere end filmens figurer, og således bliver deres paranoia vores. Og uden nogensinde at forfalde til tomme klichéer giver filmen eksempler på, at gru og action skabt uden store effekter sagtens kan give en stærk psykologisk effekt (jo, en Volvo kan godt bruges i en biljagt).
Engagement og indignation
Richard Hoberts har på næsten kieslowskisk vis sat sig for at sætte billeder til en serie om de syv dødssynder (hvornår er der en instruktør, der kaster sig over det periodiske system?). Det er tidligere blevet til tre af slagsen, men først nu med den fjerde, "Spring for livet", får danskerne chancen for at se med. Og det er faktisk en skam, for det er bestemt ikke noget uinteressant projekt, Hobert er ude i. Foruden evnen til at få det bedste ud af sine skuespillere og til at holde spændingen i adskillige af filmens parallelle historier i live, besidder han et humanistisk engagement og en social indignation, der kan ophøje et af hverdagens skjulte dramaer til en stor og vedkommende moralsk film. Således er det hverken en "Jægerne" eller en "Adam og Eva", man får for sine penge, hvis man går ind og ser "Spring for livet". Derimod er det en film, der måske er endnu mere medrivende, fordi man tvinges til at se indad og hilse på sin egen dårlige samvittighed, samtidigt med at man midt i sin egen og filmens paranoia er blændende underholdt.
Under et fredeligt ophold på en fødeklinik, efter en lykkelig og ganske udramatisk familieforøgelse, tvinges de nybagte forældre, Catti og Mikael, pludselig ud i et uoverskueligt spil, de hverken har fysiske ressourcer eller vidensmæssige forudsætninger til at deltage - i endsige forstå.
Dette sker, da fremmedpolitiet vil arrestere Cattis værelseskammerat, Maria - en ligeledes nybagt mor, for at udvise hende af landet, og denne så flygter under dramatiske omstændigheder - uden sit barn.
Sygeplejersken Ingrid, der virker mere end almindeligt engageret i sagen, overtaler Catti til i al hemmelighed at tage begge børn med hjem, indtil de finder ud af, hvad de kan gøre. Mikael har svært ved at forlige sig med tanken om to nyfødte i hjemmet, hvoraf den ene konstant skal holdes hemmelig for omgivelserne, og han forsøger at få kontakt med Ingrid. Men Ingrid er pludselig blevet suspenderet, og da Mikael graver yderligere i sagen, bryder helvede løs. Den lille nybagte kernefamilie 1 må sande, at den via Ingrid er blevet hvirvlet ind i en organisation, der har til formål at hjælpe nødstedte, udvisningstruede asylsøgere med at gå under jorden med alt, hvad der hører til af politiovervågning, razziaer og selvtægt fra rabiate højrekræfter. Jagten går - med Volvo og spædbørn - gennem et koldt og fjendtligt Sverige.
Spænding og moral
Der er lagt op til moralsk oprustning, når den svenske instruktør Richard Hoberts, tager os med på en tur til et andet og noget mere ukendt og komplekst Sverige, end vi er vant til at opleve. Her er ingen fællessang i folkeparker eller nøgenbadning i skovsøer, men derimod intolerance, formummet politisk vold og politirazziaer, der udføres med en nidkærhed, der ikke lader jødeforfølgelsesscener i andre film noget efter. Der rejses mange spørgsmål i "Spring for livet", og det lykkes filmen godt ikke at tvinge svarene ned i halsen på tilskueren - bl.a. på grund af rollernes meget fine sammensathed. Her er ingen skurke og ingen helte - kun rigtige, levende mennesker med oprigtige dilemmaer spillet med stor overbevisning af samtlige medvirkende.
Det gør dog på ingen måde "Spring for livet" til en tør problemfilm. Dertil holdes spændingen for godt i kog selv med alle de handlingstråde, der skal holdes rede i. Selvom det må siges, at filmen bliver lidt lang af lutter sidehandlinger. Filmen holder kortene godt ind til kroppen, og giver ikke tilskueren mulighed for at vide mere end filmens figurer, og således bliver deres paranoia vores. Og uden nogensinde at forfalde til tomme klichéer giver filmen eksempler på, at gru og action skabt uden store effekter sagtens kan give en stærk psykologisk effekt (jo, en Volvo kan godt bruges i en biljagt).
Engagement og indignation
Richard Hoberts har på næsten kieslowskisk vis sat sig for at sætte billeder til en serie om de syv dødssynder (hvornår er der en instruktør, der kaster sig over det periodiske system?). Det er tidligere blevet til tre af slagsen, men først nu med den fjerde, "Spring for livet", får danskerne chancen for at se med. Og det er faktisk en skam, for det er bestemt ikke noget uinteressant projekt, Hobert er ude i. Foruden evnen til at få det bedste ud af sine skuespillere og til at holde spændingen i adskillige af filmens parallelle historier i live, besidder han et humanistisk engagement og en social indignation, der kan ophøje et af hverdagens skjulte dramaer til en stor og vedkommende moralsk film. Således er det hverken en "Jægerne" eller en "Adam og Eva", man får for sine penge, hvis man går ind og ser "Spring for livet". Derimod er det en film, der måske er endnu mere medrivende, fordi man tvinges til at se indad og hilse på sin egen dårlige samvittighed, samtidigt med at man midt i sin egen og filmens paranoia er blændende underholdt.
19/11-2018