American variety

3.0
John Travolta spiller endnu engang den menneskelige gangster - fremragende.

Det ligner i øjeblikket en naturlov. Travolta -manden der i halvfjerdserne vred hofterne tværs igennem teenagekulturens disco-drømme, udstråler i dag mere klasse, mere personlighed og 'coolness' end et slag poker iklædt læderjakke og solbriller. Med skræmmende få midler har han gjort hverdagsskurken til halvfemsernes menneskelige aftryk, der iagttager, kommenterer og handler med de få trumfer, livet nu engang spiller ud med.

I "Get Shorty" spiller han lånehajen Chili Palmer, der elsker film og hader sit arbejde. Fra sin base i Miami fører omstændighederne ham via Las Vegas til Los Angeles, hvor filminstruktøren Harry Zimm (Gene Hackman) desperat forsøger at lægge B-filmene bag sig. Med et parti monster-film i bagagen tilhører han kredsen af anonyme filmmagere, som er på evig jagt efter dét manuskript, som udløser den store succes.

Det er sjældent at se Hackman begå sig i komiske roller, men Zimm leverer han med en omsorg, der gør karikaturen både livsfjern og troværdig, og det klæder den ellers så selvsikre skuespiller. Med et behagende væg-til-væg-smil prøver Zimm at skaffe penge til sit gennembrud hos de lokale gangstere, men da Palmer dukker op med 300.000 på lommen, starter en kompliceret kamp om retten til at producere Zimms projekt.

En film om en film i en film...
"Get Shortys" producenter stod også bag "Pulp Fiction", og det forklarer måske, hvorfor tilfældighederne på forunderlig vis er filmens styrende faktor. Uforudsete møder fører uvægerligt frem til væsentlige sammenstød, og netop denne planløshed er Palmer ekspert i at udnytte.

Hans erfaringer som skurk bruger han imidlertid ikke kun rent praktisk, men også til at udforme sit helt eget filmmanuskript. 'Det eneste der mangler', siger Palmer på et tidspunkt, 'er et afsluttende filmplot'. Dette plot får man aldrig at se. Eller rettere: Man ser det, men kun i overført forstand. For selvom Palmers historie langsomt overtager Zimms oprindelige manuskript, da slutter "Get Shorty" nemlig dér, hvor filmprojektet i filmen begynder. Og en sådan dobbelthed, hvor filmens slutning på samme tid iscenesætter og bortrøver filmens plot (i filmen), er jo en af den slags spekulative pointer, som spekulative hoveder elsker at nedsmelte hjerner på.

Mere håndterlig er filmens umiskendelige tone af letfærdighed. En stil, der med sin småsnakkende og på samme tid hårdtspændte dialog, underløber den nærliggende risiko for flad attitude. Med replikkernes lethed (som retfærdigvis stammer fra independent-filmene) bliver "Get Shorty" til en slags variete, hvor baggrund forvandles til forgrund i drømmefabrikken Hollywood.

Travolta spiller rollen (næsten) uden andre dramatiske virkemidler end sin mund og sin 'gøb'. Udtryksfuldt og forbandet stilfærdigt, som om livet er et spil med lutter trumfer. Forfatteren Elmore Leonard, hvis bog udgør forlægget til filmen, skulle efter sigende have været begejstret for resultatet. Det forstår man, ikke mindst på grund af Travoltas evner som menneskelig gangster, der gør "Get Shorty" til endnu en joker fra den genfødte disco-konge.
Get Shorty