En pige med pep
3.0
"Erin Brockovich" er et retssalsdrama uden retssal, drama eller synderlig meget relevans for et dansk publikum. Ikke desto mindre viser Julia Roberts i dette helteepos, hvorfor hun er en af branchens største stjerner.
Erin Brockovich er en arbejdsløs, fraskilt, enlig mor til tre uden ret meget styr på sit liv. Ved hjælp af bluff, trusler og dyb kavalergang bliver hun ansat på et lille advokatkontor, hvor hun falder over en sag om udslip af forurenet spildevand i drikkevandet i en lille by. Harm undersøger hun affæren og opdager, at de onde mennesker på vandværket har fortiet sandheden om udslippet over for lokalbefolkningen i årevis med det resultat, at disse mange mennesker er blevet påført livsvarige men. Erin har ben i næsen og kaster sig ud i en kamp mod storkapitalen. Prisen er, at hendes børn må trækkes med en langhåret motorcyklist som babysitter.
Drømmen om pengene
Erin og lokalbefolkningen vinder retssagen, og vandværket tvinges til at betale en rekordstor erstatning. En moderne helteskildring fra et samfund, hvor en nyere version af den amerikanske drøm går ud på, at man sagsøger nogen og bliver rig. Spørgsmålet er bare, om der er kommet en særlig interessant film ud af det.
Problemet med denne slags historier er, at folk kan være ligeså heroiske, det skal være, men er der ikke bare en smule modstand mod deres lineære heroiske projekt, bliver det fælt kedeligt. I dette tilfælde er vejen mod sejren over vandgiganten og de mange millioner brolagt med lutter medgang, hvis man ser bort fra hendes i øvrigt flinke chefs morgenhumør og et enkelt tilfælde af telefonfis. Erin er simpelthen bare så dygtig. Og køn. Og bare-sådan-helt-nede-på-jorden. Det har åbenbart været rigeligt med indhold til at drive hjemmepublikummet i biografen, men set fra et biografsæde i Palads er der sgutte så mange kalorier i dette stykke americana.
Julia Roberts er ...
Julia Roberts er Erin Brockovich, står der på plakaten til filmen. Og det er lige, hvad hun er. Til gengæld efterlades man ikke med fornemmelsen af, at hun fremstiller hende. I dette dokudrama om en moderne amerikansk heltinde ser man Julia Roberts som Julia Roberts og så en lille smule som hende den anden. Faktisk er Roberts utroligt meget med i denne film. Hver eneste scene, for at det ikke skal være løgn. Og det er skønt, for hun er køn, og hun er knalddygtig til at spille sig selv - og så har hende der den anden bare at ligne hende.
Steven Soderbergh, som engang vandt de gyldne palmer i Cannes med "Sex, løgn og video" (1989), er stadig så meget indie-instruktør, at han formår at give denne absolut double mainstream with cheese-film et personligt præg. Om det klæder filmen, eller det er en bedre sag værdig, må være op til den enkelte tilskuer. Men det forlener i hvert fald "Erin Brockovich" med en vis uformel stil, der gør den mindre klæg, end man kunne have frygtet, at den ville have været i hænderne på andre. Herfra skal også lyde et hurra for, at Soderbergh har lavet et retssalsdrama (næsten) uden retssal. Et eksempel til efterfølgelse.
Erin Brockovich er en arbejdsløs, fraskilt, enlig mor til tre uden ret meget styr på sit liv. Ved hjælp af bluff, trusler og dyb kavalergang bliver hun ansat på et lille advokatkontor, hvor hun falder over en sag om udslip af forurenet spildevand i drikkevandet i en lille by. Harm undersøger hun affæren og opdager, at de onde mennesker på vandværket har fortiet sandheden om udslippet over for lokalbefolkningen i årevis med det resultat, at disse mange mennesker er blevet påført livsvarige men. Erin har ben i næsen og kaster sig ud i en kamp mod storkapitalen. Prisen er, at hendes børn må trækkes med en langhåret motorcyklist som babysitter.
Drømmen om pengene
Erin og lokalbefolkningen vinder retssagen, og vandværket tvinges til at betale en rekordstor erstatning. En moderne helteskildring fra et samfund, hvor en nyere version af den amerikanske drøm går ud på, at man sagsøger nogen og bliver rig. Spørgsmålet er bare, om der er kommet en særlig interessant film ud af det.
Problemet med denne slags historier er, at folk kan være ligeså heroiske, det skal være, men er der ikke bare en smule modstand mod deres lineære heroiske projekt, bliver det fælt kedeligt. I dette tilfælde er vejen mod sejren over vandgiganten og de mange millioner brolagt med lutter medgang, hvis man ser bort fra hendes i øvrigt flinke chefs morgenhumør og et enkelt tilfælde af telefonfis. Erin er simpelthen bare så dygtig. Og køn. Og bare-sådan-helt-nede-på-jorden. Det har åbenbart været rigeligt med indhold til at drive hjemmepublikummet i biografen, men set fra et biografsæde i Palads er der sgutte så mange kalorier i dette stykke americana.
Julia Roberts er ...
Julia Roberts er Erin Brockovich, står der på plakaten til filmen. Og det er lige, hvad hun er. Til gengæld efterlades man ikke med fornemmelsen af, at hun fremstiller hende. I dette dokudrama om en moderne amerikansk heltinde ser man Julia Roberts som Julia Roberts og så en lille smule som hende den anden. Faktisk er Roberts utroligt meget med i denne film. Hver eneste scene, for at det ikke skal være løgn. Og det er skønt, for hun er køn, og hun er knalddygtig til at spille sig selv - og så har hende der den anden bare at ligne hende.
Steven Soderbergh, som engang vandt de gyldne palmer i Cannes med "Sex, løgn og video" (1989), er stadig så meget indie-instruktør, at han formår at give denne absolut double mainstream with cheese-film et personligt præg. Om det klæder filmen, eller det er en bedre sag værdig, må være op til den enkelte tilskuer. Men det forlener i hvert fald "Erin Brockovich" med en vis uformel stil, der gør den mindre klæg, end man kunne have frygtet, at den ville have været i hænderne på andre. Herfra skal også lyde et hurra for, at Soderbergh har lavet et retssalsdrama (næsten) uden retssal. Et eksempel til efterfølgelse.
19/11-2018
