Disney-sjov
3.0
Børnevenlig komedie baseret på tegneserien "Inspector Gadget".
Man behøver ikke at være hverken amerikaner eller specielt tegneseriekyndig for at more sig over Disneys julepremiere, familiekomedien "Inspector Gadget". Til gengæld skal man nok være mellem 5 og 10 år og ikke lade sig distrahere af eftersynkronisering i form af dansk tale. Inspector Gadget er en 15 år gammel tegneseriefigur, som Disney nu har valgt at filmatisere med den passende kønsløse Matthew Broderick som John Brown/Inspector Gadget (dansk tale af Søren Sætter-Lassen) og den skønne engelske selvironist Rupert Everett som den fæle bad guy Scolex (dansk tale af Stig Hoffmeyer).
Menneskelig dippedut
Historien er yderst banal, men heller ikke som sådan vigtig. John Brown arbejder som sikkerhedsvagt, men drømmer om at udfolde sin mest oprigtige heltedåd som politimand. John har forelsket sig i professor Bradfords kloge datter Brenda (Joely Fisher), en naturkrøllet yndighed, helt som tegneserieuniverset kræver det. Professor og datter er på vanlig filmkomisk vis ved at udvikle naturtro menneskedele i et laboratorium, der ligner en sammensmeltning fra Frankenstein og Georg Gearløs. Det er netop disse menneskedele, som skurken Scolex vil have fingrene i, og så kan slaget mellem det gode og det onde gå sin klichéfyldte gang. Professoren slås ihjel af Scolex, og John Brown lover sig selv og Brenda, at han ikke vil give op, før skurken er fanget. Desværre lykkes det Scolex at molestrere John Brown i en sådan grad, at han - selvfølgelig ved Brendas hjælp - genoplives som en blanding af menneske og dippedut-bundt. Brown ansættes hos politiet som den første af prototypen robot-betjent, nu kaldet Inspector Gadget.
Harmløs humor
Brown/Gadget er en rigtig antihelt, og filmen udnytter fuldt ud dét komiske (læs: til tider platte) potentiale, det er at være halvt menneske og halvt robot. Det er harmløs humor med en god portion fantasi og Disney-professionalisme bag. Der er ingen tvivl om, at ungerne vil føle sig underholdt. Det eneste irriterende element er filmens evindelige gøren opmærksom på sig selv som medie - hvilket jo i forvejen er ved at være fast inventar i tidens film. Det er sødt og sjovt, når skuespillerne stopper op og kigger os dybt i øjnene, men det er ærlig talt temmelig trættende, når Disney gentagne gange nævner sig selv ved navn.
Man behøver ikke at være hverken amerikaner eller specielt tegneseriekyndig for at more sig over Disneys julepremiere, familiekomedien "Inspector Gadget". Til gengæld skal man nok være mellem 5 og 10 år og ikke lade sig distrahere af eftersynkronisering i form af dansk tale. Inspector Gadget er en 15 år gammel tegneseriefigur, som Disney nu har valgt at filmatisere med den passende kønsløse Matthew Broderick som John Brown/Inspector Gadget (dansk tale af Søren Sætter-Lassen) og den skønne engelske selvironist Rupert Everett som den fæle bad guy Scolex (dansk tale af Stig Hoffmeyer).
Menneskelig dippedut
Historien er yderst banal, men heller ikke som sådan vigtig. John Brown arbejder som sikkerhedsvagt, men drømmer om at udfolde sin mest oprigtige heltedåd som politimand. John har forelsket sig i professor Bradfords kloge datter Brenda (Joely Fisher), en naturkrøllet yndighed, helt som tegneserieuniverset kræver det. Professor og datter er på vanlig filmkomisk vis ved at udvikle naturtro menneskedele i et laboratorium, der ligner en sammensmeltning fra Frankenstein og Georg Gearløs. Det er netop disse menneskedele, som skurken Scolex vil have fingrene i, og så kan slaget mellem det gode og det onde gå sin klichéfyldte gang. Professoren slås ihjel af Scolex, og John Brown lover sig selv og Brenda, at han ikke vil give op, før skurken er fanget. Desværre lykkes det Scolex at molestrere John Brown i en sådan grad, at han - selvfølgelig ved Brendas hjælp - genoplives som en blanding af menneske og dippedut-bundt. Brown ansættes hos politiet som den første af prototypen robot-betjent, nu kaldet Inspector Gadget.
Harmløs humor
Brown/Gadget er en rigtig antihelt, og filmen udnytter fuldt ud dét komiske (læs: til tider platte) potentiale, det er at være halvt menneske og halvt robot. Det er harmløs humor med en god portion fantasi og Disney-professionalisme bag. Der er ingen tvivl om, at ungerne vil føle sig underholdt. Det eneste irriterende element er filmens evindelige gøren opmærksom på sig selv som medie - hvilket jo i forvejen er ved at være fast inventar i tidens film. Det er sødt og sjovt, når skuespillerne stopper op og kigger os dybt i øjnene, men det er ærlig talt temmelig trættende, når Disney gentagne gange nævner sig selv ved navn.
19/11-2018