At vælge livet - døgnet rundt, dag ud og dag ind
4.0
TwentyFourSeven er som historie lige lovlig meget kliché, men brillerer tilgengæld som medrivende klassisk fortælling i en sær blanding af rå realisme og poetisk eventyrlig kraft. I tilgift får vi imponerende ensemblespil af en flok unge engelske debutanter, der spiller flot op til Bob Hoskins.
Historien begynder med slutningen. Her møder vi vagabonden Darcy (Bob Hoskins), som vender 'hjem', tilsyneladende for at dø. På denne sin sidste rejse søger Darcy en velsignelse hos byens nu voksne klike af samspilsramte rødder, for hvem han i mange år var en slags reservefar. Imidlertid 'knækkede filmen' for ham kort før begivenheden, der skulle blive højdepunktet i hans social-pædagogiske livsprojekt blandt fattigkvarterernes unge. En skæbnesvanger hændelse sender ham ud i en (frivillig) tilværelse som vagabonderende fredløs. Således er det vagabonden Darcys fortid "Twentyfourseven" ser tilbage på: via Darcys moppedreng af en dagbog bevidner vi i tilbageblik en række vignetter fra et begivenhedsrigt livsforløb fra en mand, der fortjener en bedre exit fra livet end som udstødt bums døende i ensomhed. Derfor vælger man at vise respekt for (og tilgive) eneren Darcy, for hans enestående livsværk - på godt og ondt.
En slags boksefilm
Forhistorien er den, at Darcy aldrig lod sig sætte i skakmat af hverken uvillige myndigheder, dårlig forældre-opbakning eller kriminelle unge. Han håbede at kunne opmuntre de unge til at vælge livet og handle i solidaritet med hinanden. Det perfekte (og klichéfyldte) samlingspunkt fandt Darcy i den nedlagte bokseklub. Han lærte dem at bruge de mange opsparede aggressioner konstruktivt i bokseringen fremfor på gaden, genopbyggede deres tabte selvværd og kultiverede deres eksistentielle grobund, således at de tog ansvaret for såvel deres eget som det kollektive liv.
Altså en slags boksefilm, men her realiseret uden de obligatoriske nævekæmpende showdowns og med en nærmest omvendt dramaturgi, uden entydige helte og skurke. Boksningen og træningslokalet fungerer i "Twentyfourseven" mere som fikspunkt, hvorudfra der spindes dels et gruppeportræt af en tabt generation i Englands 90'ere, og dels et mangefacetteret portræt af et komplekst menneske (Darcy), der viser sig at rumme meget mere end først antaget. Og mon ikke de fleste af os har kendt én som ham, men uden at skænke ham særlig megen opmærksomhed.
Troværdig køkkenvask
"Twentyfourseven" er et socialrealistisk drama, der råt for usødet skildrer demoraliserede unge menneskers umage forsøg på at forme en identitet og stolthed i et både åndeligt og fysisk nedslidt arbejdermiljø. De er mennesker af kød og blod, der er påvirket af arbejdsløshed, vold og misbrug tydeligvis personificerer ofrene for Thatcher-æraens katastrofale polarisering mellem rig og fattig.
Dette er for så vidt et klassisk tema i den moderne engelske køkkenvask-filmtradition, men den 25-årige debuterende instruktør, Shane Meadows, skildrer sit miljø og sine personer med en dyb troværdighed. De fremstår ægte og er netop ikke intellektuelt undfangede figurer placeret i et (for)tænkt fremmedgjort univers. Til forskel fra ældre kolleger som Mike Leigh og Ken Loach, så er Meadows historie på befriende vis fri for den politiserende prædiken eller intellektualiserede indignation og polemisering, som f.eks. misklædte Loachs' "Kes" ('69), "Ladybird, Ladybird" ('94) og Leighs "High Hopes" ('88) og "Naked" ('93).
Stilistisk formfuldendthed
Den underliggende vrede, de mentale skyggesider og følelsen af at være tilovers, som figurerne gemmer på, spejles i filmens ofte underbelyste og kontrastfyldte sort-hvide billeder. Det moderate tempo og den mestendels rolige kameraføring giver tid til, at vi kan gå på opdagelse i de velkomponerede billeder - vi således både iagttager og digter med i fortællingen: fylder selv billederne med betydning og dermed vores egne hoveder med refleksion. Det er udfordrende og engagerende (undskyld udtrykket!) filmkunst.
Men tro nu ikke at "Twentyfourseven" er alvorstung pessimisme hele vejen igennem. Tværtimod, filmens humoristiske dialog og universelle budskab om at vælge livet - dag ud og dag ind - løfter historien fra entydig socialrealisme til et forløsende poetisk og tidløst luftlag, som gør, at vi tolker en ellers tragisk slutning med stor optimisme og åbenhed. Hvortil kommer at Bob Hoskins, som socialarbejder og bokse-coach, leverer en formidabel præstation - nuanceret og afdæmpet det ene øjeblik, som ensom ulv kuldslået af sit kærlighedsløse liv, og det andet øjeblik energisk og udadvendt, som en vulkan i udbrud, der fyrer op under ungdommen.
Et dræbende leverstød
"Twentyfourseven" er ikke behagesyg med hensyn til at ramme et bredt publikum. Den underholder og bevæger rigtignok i første omgang, men går du for alvor i clinch med den, så sætter den sig som et dræbende leverstød: maven krymper sammen og langsomt forplanter stødet sig til resten af krop og hoved. Det opleves som en evighed. På samme måde udvikler "Twentyfourseven" sig til en oplevelse man sent vil glemme. Eller med andre positive ord: altid vil huske.
Historien begynder med slutningen. Her møder vi vagabonden Darcy (Bob Hoskins), som vender 'hjem', tilsyneladende for at dø. På denne sin sidste rejse søger Darcy en velsignelse hos byens nu voksne klike af samspilsramte rødder, for hvem han i mange år var en slags reservefar. Imidlertid 'knækkede filmen' for ham kort før begivenheden, der skulle blive højdepunktet i hans social-pædagogiske livsprojekt blandt fattigkvarterernes unge. En skæbnesvanger hændelse sender ham ud i en (frivillig) tilværelse som vagabonderende fredløs. Således er det vagabonden Darcys fortid "Twentyfourseven" ser tilbage på: via Darcys moppedreng af en dagbog bevidner vi i tilbageblik en række vignetter fra et begivenhedsrigt livsforløb fra en mand, der fortjener en bedre exit fra livet end som udstødt bums døende i ensomhed. Derfor vælger man at vise respekt for (og tilgive) eneren Darcy, for hans enestående livsværk - på godt og ondt.
En slags boksefilm
Forhistorien er den, at Darcy aldrig lod sig sætte i skakmat af hverken uvillige myndigheder, dårlig forældre-opbakning eller kriminelle unge. Han håbede at kunne opmuntre de unge til at vælge livet og handle i solidaritet med hinanden. Det perfekte (og klichéfyldte) samlingspunkt fandt Darcy i den nedlagte bokseklub. Han lærte dem at bruge de mange opsparede aggressioner konstruktivt i bokseringen fremfor på gaden, genopbyggede deres tabte selvværd og kultiverede deres eksistentielle grobund, således at de tog ansvaret for såvel deres eget som det kollektive liv.
Altså en slags boksefilm, men her realiseret uden de obligatoriske nævekæmpende showdowns og med en nærmest omvendt dramaturgi, uden entydige helte og skurke. Boksningen og træningslokalet fungerer i "Twentyfourseven" mere som fikspunkt, hvorudfra der spindes dels et gruppeportræt af en tabt generation i Englands 90'ere, og dels et mangefacetteret portræt af et komplekst menneske (Darcy), der viser sig at rumme meget mere end først antaget. Og mon ikke de fleste af os har kendt én som ham, men uden at skænke ham særlig megen opmærksomhed.
Troværdig køkkenvask
"Twentyfourseven" er et socialrealistisk drama, der råt for usødet skildrer demoraliserede unge menneskers umage forsøg på at forme en identitet og stolthed i et både åndeligt og fysisk nedslidt arbejdermiljø. De er mennesker af kød og blod, der er påvirket af arbejdsløshed, vold og misbrug tydeligvis personificerer ofrene for Thatcher-æraens katastrofale polarisering mellem rig og fattig.
Dette er for så vidt et klassisk tema i den moderne engelske køkkenvask-filmtradition, men den 25-årige debuterende instruktør, Shane Meadows, skildrer sit miljø og sine personer med en dyb troværdighed. De fremstår ægte og er netop ikke intellektuelt undfangede figurer placeret i et (for)tænkt fremmedgjort univers. Til forskel fra ældre kolleger som Mike Leigh og Ken Loach, så er Meadows historie på befriende vis fri for den politiserende prædiken eller intellektualiserede indignation og polemisering, som f.eks. misklædte Loachs' "Kes" ('69), "Ladybird, Ladybird" ('94) og Leighs "High Hopes" ('88) og "Naked" ('93).
Stilistisk formfuldendthed
Den underliggende vrede, de mentale skyggesider og følelsen af at være tilovers, som figurerne gemmer på, spejles i filmens ofte underbelyste og kontrastfyldte sort-hvide billeder. Det moderate tempo og den mestendels rolige kameraføring giver tid til, at vi kan gå på opdagelse i de velkomponerede billeder - vi således både iagttager og digter med i fortællingen: fylder selv billederne med betydning og dermed vores egne hoveder med refleksion. Det er udfordrende og engagerende (undskyld udtrykket!) filmkunst.
Men tro nu ikke at "Twentyfourseven" er alvorstung pessimisme hele vejen igennem. Tværtimod, filmens humoristiske dialog og universelle budskab om at vælge livet - dag ud og dag ind - løfter historien fra entydig socialrealisme til et forløsende poetisk og tidløst luftlag, som gør, at vi tolker en ellers tragisk slutning med stor optimisme og åbenhed. Hvortil kommer at Bob Hoskins, som socialarbejder og bokse-coach, leverer en formidabel præstation - nuanceret og afdæmpet det ene øjeblik, som ensom ulv kuldslået af sit kærlighedsløse liv, og det andet øjeblik energisk og udadvendt, som en vulkan i udbrud, der fyrer op under ungdommen.
Et dræbende leverstød
"Twentyfourseven" er ikke behagesyg med hensyn til at ramme et bredt publikum. Den underholder og bevæger rigtignok i første omgang, men går du for alvor i clinch med den, så sætter den sig som et dræbende leverstød: maven krymper sammen og langsomt forplanter stødet sig til resten af krop og hoved. Det opleves som en evighed. På samme måde udvikler "Twentyfourseven" sig til en oplevelse man sent vil glemme. Eller med andre positive ord: altid vil huske.
19/11-2018