Citizen Tarzan
3.0
Disneys version af Tarzan-fortællingen har fået så meget foromtale, at man skulle tro, det var "Citizen Kane", der var blevet genindspillet af en af nutidens store filmskabere. Det kan tegnefilmen slet ikke leve op til. Til gengæld er jungleeventyret god, gedigen familieunderholdning, og med Disneys talent for markedsføring, skal løjerne nok fortsætte henover efterårets Happy Meals direkte ind i pakkekalenderne og ind under juletræet.
"Bang, bang, bang, gnuer overalt" braldrer storvildtjægeren Clayton, mens han skyder umotiveret rundt i luften og underholder om jagt i Afrika på vej ind i junglen. Han er netop gået i land med professor Porter og professorens datter, Jane, der sammen vil udforske gorillaernes liv.
Bragene fra Claytons gevær pirrer Tarzans nysgerrighed. Han har ellers nok at se til. I endnu et forsøg på at vinde sin plejefar Kerchaks kærlighed og respekt kæmper han mod den onde leopard, Sabor. Men bragene fra storvildtjægerens skud vækker den unge mands nysgerrighed. Og i stedet for at følge sin fars råd om at komme væk og i sikkerhed, opsøger han de nye lyde, der drøner over junglen.
Jane, Porter og Clayton kommer til at vende op og ned på Tarzans liv. Han har tilbragt sin barn- og ungdom med sine venner gorillaen Terk og elefanten Tantor. Og især med at forsøge at komme ind i varmen hos sin papfar. En meget svær opgave, når man ikke er født gorilla og derfor er temmelig klodset - i hvert fald til at starte med.
Darwin ifølge Disney
Historien om Tarzan har altid leget med naturvidenskaben. Kan man virkelig blive opdraget af en abe? Hvis man kan det, bliver man så virkelig klogere end en abe, fordi man er menneske? Edgar Rice Burroughs roman om Tarzan er søsat i Darwins dønninger, og Disneys film lægger sig forbavsende tæt op ad romanen, selv om slutningen i vanlig stil er ændret og gjort børnepsykologisk korrekt.
Det er en ganske urealistisk fortælling, simpelthen fordi Tarzan er et menneske. Men det er knap så væsentligt. Det, der er mest interessant ved at se "Tarzan" i dag, er det faktum, at menneskets natur og udvikling slet ikke er en færdig diskussion. Tarzan bliver abernes konge, fordi han forener det bedste ved dyr og menneske. De nedarvede gener for næstekærlighed og musketérdyder konkurrerer med livet blandt de vilde aber. Tarzan kan for eksempel ikke få sig selv til at slå den onde storvildtjæger ihjel, da chancen byder sig. Jægeren truer ellers med at udrydde hele hans familie.
Junglebyen
Tarzan giver opvisning i, hvordan man kommer omkring i lianerne - skovens grønne transportmiddel. Det er især disse actionscener, der underholder i filmen. Man får indtryk af en storbystemning, når han nærmest skater i tophastighed gennem urskovens ruiner af gamle træer og frodige vækster. Om det var det, Burroughs efterlyste i 1936, da han ønskede sig en Disney-filmatisering af sin romanfigur, er svært at sige. Men det virker, selv om helheden er så velsmurt, at det begynder at kede. Også abernes maltraktering af forskernes lejr, mens de stykker et musiknummer sammen, er dog vældig skæg.
På falderebet kan man så glæde sig over, at man foruden at komme i biffen, endelig kan kyle sit Mulankrus i skralderen og pakke Pocahontaskjolen væk. For nu kommer Tarzan i underbukser med Jane og helt nye forsyninger.
"Bang, bang, bang, gnuer overalt" braldrer storvildtjægeren Clayton, mens han skyder umotiveret rundt i luften og underholder om jagt i Afrika på vej ind i junglen. Han er netop gået i land med professor Porter og professorens datter, Jane, der sammen vil udforske gorillaernes liv.
Bragene fra Claytons gevær pirrer Tarzans nysgerrighed. Han har ellers nok at se til. I endnu et forsøg på at vinde sin plejefar Kerchaks kærlighed og respekt kæmper han mod den onde leopard, Sabor. Men bragene fra storvildtjægerens skud vækker den unge mands nysgerrighed. Og i stedet for at følge sin fars råd om at komme væk og i sikkerhed, opsøger han de nye lyde, der drøner over junglen.
Jane, Porter og Clayton kommer til at vende op og ned på Tarzans liv. Han har tilbragt sin barn- og ungdom med sine venner gorillaen Terk og elefanten Tantor. Og især med at forsøge at komme ind i varmen hos sin papfar. En meget svær opgave, når man ikke er født gorilla og derfor er temmelig klodset - i hvert fald til at starte med.
Darwin ifølge Disney
Historien om Tarzan har altid leget med naturvidenskaben. Kan man virkelig blive opdraget af en abe? Hvis man kan det, bliver man så virkelig klogere end en abe, fordi man er menneske? Edgar Rice Burroughs roman om Tarzan er søsat i Darwins dønninger, og Disneys film lægger sig forbavsende tæt op ad romanen, selv om slutningen i vanlig stil er ændret og gjort børnepsykologisk korrekt.
Det er en ganske urealistisk fortælling, simpelthen fordi Tarzan er et menneske. Men det er knap så væsentligt. Det, der er mest interessant ved at se "Tarzan" i dag, er det faktum, at menneskets natur og udvikling slet ikke er en færdig diskussion. Tarzan bliver abernes konge, fordi han forener det bedste ved dyr og menneske. De nedarvede gener for næstekærlighed og musketérdyder konkurrerer med livet blandt de vilde aber. Tarzan kan for eksempel ikke få sig selv til at slå den onde storvildtjæger ihjel, da chancen byder sig. Jægeren truer ellers med at udrydde hele hans familie.
Junglebyen
Tarzan giver opvisning i, hvordan man kommer omkring i lianerne - skovens grønne transportmiddel. Det er især disse actionscener, der underholder i filmen. Man får indtryk af en storbystemning, når han nærmest skater i tophastighed gennem urskovens ruiner af gamle træer og frodige vækster. Om det var det, Burroughs efterlyste i 1936, da han ønskede sig en Disney-filmatisering af sin romanfigur, er svært at sige. Men det virker, selv om helheden er så velsmurt, at det begynder at kede. Også abernes maltraktering af forskernes lejr, mens de stykker et musiknummer sammen, er dog vældig skæg.
På falderebet kan man så glæde sig over, at man foruden at komme i biffen, endelig kan kyle sit Mulankrus i skralderen og pakke Pocahontaskjolen væk. For nu kommer Tarzan i underbukser med Jane og helt nye forsyninger.
19/11-2018
