Klamme kønsroller
2.0
Mette Louise Knudsen har med "Skat, det er din tur" lavet en opfølger til hendes 23 år gamle "Ta' det som en mand, Frue!" og det er der kommet en rigtig skidt film ud af.
Adam og Eva Nymann lever i et fortravlet 90'er ægteskab hvor det er datteren Rose, der betaler prisen. Det går hverken værre eller bedre end at Adam en dag kører galt med datteren men i så-godt-som-død øjeblikket dukker skytsenglen Ulrik Kold pludselig op. Han bekendtgør med løftet pegefinger og whiskeystemme, at Adam skal gøre livet bedre for børn i børneinstitutioner ellers dør datteren. Adam vender tilbage til noget, der kunne ligne rødstrømpe himlen, hvor Eva har overtaget rørtangen og Adam styrer opvaskebørsten. Og så får vi ellers alle ægteskabsklicheerne serveret med modsat fortegn, lige ned til Adam der stripper for Eva iført fiskenet og skridtbeskytter, en scene der udmærker sig ved at være mere klam end morsom.
Herefter går der for alvor 70'er klassekamp i filmen. Adam forlader konen for at realisere sig selv. Han bliver tillids-mand på arbejdspladsen og udpeges til repræsentant for fagforbundet til forhandlingerne med arbejdsgiverne. Under forhandlingerne slår han til lyd for nedsat arbejdstid og først da han sammen med fagforbundet lukker for sæddoneringen, sker der noget. Tingene kan vende tilbage til den rette tilstand og i et sidst pladder romantisk billede forenes far og datter på hospitalet med et "jeg skal nok tage mig mere tid til dig"-håndtryk.
Tung, tung, tung
Det er en gåde for overtegnede hvad vi, sidst i 90'erne, skal med en film, der under dække af at dreje sig om barnets tarv, reelt set handler om kønsroller og klassekamp. Ikke desto mindre bliver vi præsenteret for disse aldeles forældede temaer i Mette Louise Knudsens komedie "Skat, det er din tur".
Det er tydeligt, at man har forsøgt at følge i kølvandet på succesen fra "Fede tider" og "Det store flip", men at pakke de fortærskede 70'er temaer ind i 90'er papir, er mildest talt halsløs gerning. Man kunne så have håbet, at det i det mindste ville ske med en smule moderne finesse, men symbolikken er betontung og leveres med noget, der får et vink med en vognstang til at føles som et klap på skulderen. Det er kun Søs Egelind som Eva, der formår at nuancere sin figur tilstrækkeligt til, at den bliver morsom og vedkommende, hvorimod Søren Hauch Fausbøll som Adam, virker gumpetung og uinteressant.
Det er ikke noget at grine af
For en film der skal gå for at være en komedie, er det en alarmerende umorsom én af slagsen. Selv på de mest oplagte steder falder komikken igennem og kun i ganske få tilfælde fornemmer man noget, der kunne få en til at løfte på smilebåndet. Filmens komik er desuden vældig ustruktureret. Det virker som om, at man flere steder har presset scener ned i handlingen uden større motivation og især scenen hvor Adam er ved at blive voldtaget af to læderklædte piger tager prisen som ugens ligegyldighed. Der er naturligvis lagt an til, at filmen i høj grad skal være en satire, men når der er tale om satire over forældede temaer og problemstillinger, går det morsomme selvfølgelig fløjten.
Filmen er kort sagt en umorsom ligegyldighed og man kan kun håbe at Mette Louise Knudsen næste gang vil vågne af sin søde rødstrømpe søvn og se, at vi lever i 90'erne.
Adam og Eva Nymann lever i et fortravlet 90'er ægteskab hvor det er datteren Rose, der betaler prisen. Det går hverken værre eller bedre end at Adam en dag kører galt med datteren men i så-godt-som-død øjeblikket dukker skytsenglen Ulrik Kold pludselig op. Han bekendtgør med løftet pegefinger og whiskeystemme, at Adam skal gøre livet bedre for børn i børneinstitutioner ellers dør datteren. Adam vender tilbage til noget, der kunne ligne rødstrømpe himlen, hvor Eva har overtaget rørtangen og Adam styrer opvaskebørsten. Og så får vi ellers alle ægteskabsklicheerne serveret med modsat fortegn, lige ned til Adam der stripper for Eva iført fiskenet og skridtbeskytter, en scene der udmærker sig ved at være mere klam end morsom.
Herefter går der for alvor 70'er klassekamp i filmen. Adam forlader konen for at realisere sig selv. Han bliver tillids-mand på arbejdspladsen og udpeges til repræsentant for fagforbundet til forhandlingerne med arbejdsgiverne. Under forhandlingerne slår han til lyd for nedsat arbejdstid og først da han sammen med fagforbundet lukker for sæddoneringen, sker der noget. Tingene kan vende tilbage til den rette tilstand og i et sidst pladder romantisk billede forenes far og datter på hospitalet med et "jeg skal nok tage mig mere tid til dig"-håndtryk.
Tung, tung, tung
Det er en gåde for overtegnede hvad vi, sidst i 90'erne, skal med en film, der under dække af at dreje sig om barnets tarv, reelt set handler om kønsroller og klassekamp. Ikke desto mindre bliver vi præsenteret for disse aldeles forældede temaer i Mette Louise Knudsens komedie "Skat, det er din tur".
Det er tydeligt, at man har forsøgt at følge i kølvandet på succesen fra "Fede tider" og "Det store flip", men at pakke de fortærskede 70'er temaer ind i 90'er papir, er mildest talt halsløs gerning. Man kunne så have håbet, at det i det mindste ville ske med en smule moderne finesse, men symbolikken er betontung og leveres med noget, der får et vink med en vognstang til at føles som et klap på skulderen. Det er kun Søs Egelind som Eva, der formår at nuancere sin figur tilstrækkeligt til, at den bliver morsom og vedkommende, hvorimod Søren Hauch Fausbøll som Adam, virker gumpetung og uinteressant.
Det er ikke noget at grine af
For en film der skal gå for at være en komedie, er det en alarmerende umorsom én af slagsen. Selv på de mest oplagte steder falder komikken igennem og kun i ganske få tilfælde fornemmer man noget, der kunne få en til at løfte på smilebåndet. Filmens komik er desuden vældig ustruktureret. Det virker som om, at man flere steder har presset scener ned i handlingen uden større motivation og især scenen hvor Adam er ved at blive voldtaget af to læderklædte piger tager prisen som ugens ligegyldighed. Der er naturligvis lagt an til, at filmen i høj grad skal være en satire, men når der er tale om satire over forældede temaer og problemstillinger, går det morsomme selvfølgelig fløjten.
Filmen er kort sagt en umorsom ligegyldighed og man kan kun håbe at Mette Louise Knudsen næste gang vil vågne af sin søde rødstrømpe søvn og se, at vi lever i 90'erne.
19/11-2018