No Need for the Blues
5.0
Efterfølgeren til "Smoke" lever fuldt ud op til sin forgænger
Tro det eller ej, men det kan faktisk være farligt at være filmanmelder. Mange tror, at det bare er et spørgsmål om at sætte sig ind i en mørk biograf, se en film igennem, og derefter anbringe sig selv og den bærbare computer på en trendy cafe, hvor man så i løbet af 10-15 minutter klamper lidt handlingsreferat sammen med en småfilosoferende smagstilkendegivelse, tilsætter et par bisætninger, der afslører, at man har totalt check på hele filmhistorien, og så runder af med at lave en smart indledning (i stil med den her) og en opsumerende afrunding (til de læsere, der ikke gider at læse hele smøren).
Sådan er det selvfølgelig slet ikke. Anmelderjobbet er skam både hårdt og slidsomt, og mange anmeldere må førtidspensioneres grundet arbejdsskader. De mest almindelige skader er dårlige rygge (også kendt som biografsæde-polaps) og ... kæbeskader - sidstnævnte som regel forårsaget af, at man for tit gaber kæberne af led. Så er der dog også en mere sjælden variation, nemlig at man taber kæben ned i gulvhøjde af lutter begejstring.
Jeg var faktisk uhyggeligt tæt på at pådrage mig denne sjældne lidelse, da jeg første gang så "Blue in the Face" på Berlin Filmfestivalen i februar måned. Det var en 'næsten færdig' udgave af filmen, der blev vist ved den lejlighed, så det var med en blanding af nysgerrighed og gensynsglæde, samt en pude i skødet til at afbøde kæbeskader, at jeg satte mig ind for at se den endelige udgave af "Blue in the Face".
Barn af "Smoke"
Hvis der nu skulle være nogen, der ikke har læst min anmeldelse af "Smoke", så er en af de smarte ting ved WWW jo netop, at man hurtigt kan rette op på det - "Smoke"- herefter skulle der jo ikke være nogen grund til at fortælle mere om baggrunden for "Smoke" og "Blue in the Face". Udover måske at de ændringer, der er sket i "Blue in the Face" fra den blev vist i Berlin og til nu, primært er et fremragende nyt soundtrack, som David Byrne (Talking Heads) har sammensat med bidrag fra bl.a. Spearhead, Soul Coughing og John Lurie, og så en generel opstramning af scenerne (der jo som nævnt er improviserede). Personligt synes jeg, der var en vis charme i de (undertiden lidt for) lange improvisationer, men det er absolut en ubetydelig detalje i forhold til helheden.
Spilleglæden
Det, der skaber filmen, er en samling fremragende (et mindre ord kan ikke gøre det) præstationer fra hele filmholdet. Glæden ved at spille/lege er så åbenlys, at man undertiden ser, at skuespillerne kæmper en hård kamp for ikke at begynde at grine undervejs. Både topprofessionelle skuespillere som Harvey Keitel, stjerner som Lou Reed og Roseanne og ganske almindelige mennesker fra Brooklyn, leger sig gennem rollerne, og man fornemmer, at det har været lige så sjovt bag kameraet. Bare fordi det har været sjovt at lave filmen, er den jo ikke nødvendigvis god, men med "Blue in the Face" forenes de to ting lydefrit. Man bliver som tilskuer smittet af glæden.
Det er lidt uretfærdigt at fremhæve nogen præstationer frem for andre, men både Harvey Keitel og den forholdsvis ukendte Mel Gorham (som Keitels varmblodige latinamerikanske veninde) spiller specielt godt. De roller, der går igen fra "Smoke", bliver udbygget og fyldt ud - de går fra at være figurer til personer.
Når selv Brooklyn bliver smuk
Filmen gør det umulige. Den får den grimme nedslidte New Yorker-bydel Brooklyn til at virke som jordens fedeste sted, myldrende af et babylonsk virvar af mennesker med mærkelige historier, som de beretter til os med en smittende vitalitet.
Med "Blue in the Face" som et eksempel på hvor gode amerikanske 'independent'-film kan være, selv når de bliver lavet på kun 5 (fem!) dage, uden special effects, biljagter og skuddueller, må man endnu engang undre sig over, hvorfor i alverden Hollywood bruger så mange penge på mastodonter som "Waterworld".
Summa summarum - en af de film, der giver efterårsdepressionerne et solidt los bag i - kan uden forbehold anbefales.
Tro det eller ej, men det kan faktisk være farligt at være filmanmelder. Mange tror, at det bare er et spørgsmål om at sætte sig ind i en mørk biograf, se en film igennem, og derefter anbringe sig selv og den bærbare computer på en trendy cafe, hvor man så i løbet af 10-15 minutter klamper lidt handlingsreferat sammen med en småfilosoferende smagstilkendegivelse, tilsætter et par bisætninger, der afslører, at man har totalt check på hele filmhistorien, og så runder af med at lave en smart indledning (i stil med den her) og en opsumerende afrunding (til de læsere, der ikke gider at læse hele smøren).
Sådan er det selvfølgelig slet ikke. Anmelderjobbet er skam både hårdt og slidsomt, og mange anmeldere må førtidspensioneres grundet arbejdsskader. De mest almindelige skader er dårlige rygge (også kendt som biografsæde-polaps) og ... kæbeskader - sidstnævnte som regel forårsaget af, at man for tit gaber kæberne af led. Så er der dog også en mere sjælden variation, nemlig at man taber kæben ned i gulvhøjde af lutter begejstring.
Jeg var faktisk uhyggeligt tæt på at pådrage mig denne sjældne lidelse, da jeg første gang så "Blue in the Face" på Berlin Filmfestivalen i februar måned. Det var en 'næsten færdig' udgave af filmen, der blev vist ved den lejlighed, så det var med en blanding af nysgerrighed og gensynsglæde, samt en pude i skødet til at afbøde kæbeskader, at jeg satte mig ind for at se den endelige udgave af "Blue in the Face".
Barn af "Smoke"
Hvis der nu skulle være nogen, der ikke har læst min anmeldelse af "Smoke", så er en af de smarte ting ved WWW jo netop, at man hurtigt kan rette op på det - "Smoke"- herefter skulle der jo ikke være nogen grund til at fortælle mere om baggrunden for "Smoke" og "Blue in the Face". Udover måske at de ændringer, der er sket i "Blue in the Face" fra den blev vist i Berlin og til nu, primært er et fremragende nyt soundtrack, som David Byrne (Talking Heads) har sammensat med bidrag fra bl.a. Spearhead, Soul Coughing og John Lurie, og så en generel opstramning af scenerne (der jo som nævnt er improviserede). Personligt synes jeg, der var en vis charme i de (undertiden lidt for) lange improvisationer, men det er absolut en ubetydelig detalje i forhold til helheden.
Spilleglæden
Det, der skaber filmen, er en samling fremragende (et mindre ord kan ikke gøre det) præstationer fra hele filmholdet. Glæden ved at spille/lege er så åbenlys, at man undertiden ser, at skuespillerne kæmper en hård kamp for ikke at begynde at grine undervejs. Både topprofessionelle skuespillere som Harvey Keitel, stjerner som Lou Reed og Roseanne og ganske almindelige mennesker fra Brooklyn, leger sig gennem rollerne, og man fornemmer, at det har været lige så sjovt bag kameraet. Bare fordi det har været sjovt at lave filmen, er den jo ikke nødvendigvis god, men med "Blue in the Face" forenes de to ting lydefrit. Man bliver som tilskuer smittet af glæden.
Det er lidt uretfærdigt at fremhæve nogen præstationer frem for andre, men både Harvey Keitel og den forholdsvis ukendte Mel Gorham (som Keitels varmblodige latinamerikanske veninde) spiller specielt godt. De roller, der går igen fra "Smoke", bliver udbygget og fyldt ud - de går fra at være figurer til personer.
Når selv Brooklyn bliver smuk
Filmen gør det umulige. Den får den grimme nedslidte New Yorker-bydel Brooklyn til at virke som jordens fedeste sted, myldrende af et babylonsk virvar af mennesker med mærkelige historier, som de beretter til os med en smittende vitalitet.
Med "Blue in the Face" som et eksempel på hvor gode amerikanske 'independent'-film kan være, selv når de bliver lavet på kun 5 (fem!) dage, uden special effects, biljagter og skuddueller, må man endnu engang undre sig over, hvorfor i alverden Hollywood bruger så mange penge på mastodonter som "Waterworld".
Summa summarum - en af de film, der giver efterårsdepressionerne et solidt los bag i - kan uden forbehold anbefales.
19/11-2018
