Rodet i hendes liv

2.0
Det er svært at regne ud, præcis hvad "Manden i mit liv" har tænkt sig. Kortene er i hvert fald blandet godt - og lidt besynderligt ...

Jennifer Aniston i en film, der hedder "Manden i mit liv". Skal det aldrig få en ende med de stjerner fra tv-serien "Venner", der laver den ene flade romantiske komedie efter den anden, spørger man sig selv. Det skal det sikkert ikke, men det viser sig alligevel, at man dér var lidt for hurtig til at affærdige Nicholas Hytners nye film. Han var jo også manden bag lidt besynderlige film som "Den gale kong George" og "Heksejagt", når man at tænke under sin efterrationalisering.

Børn & bøsser

For der er alligevel lidt mere substans i denne historie om Aniston, der bliver gravid med en fyr, som hun under ingen omstændigheder kan holde ud at bo sammen med. Hun vil til gengæld gerne bo sammen med vennen (Paul Rudd) - der altså er bøsse, og dét gør ligesom det hele meget nemmere. Tror hun. Vi ved selvfølgelig godt, at sådan er det ikke, hverken på film eller i virkeligheden. Én af dem vil forelske sig i den anden, og hvad så? Et stykke tid sidder man så spændt og venter på, hvordan Hytner skal få snoet sig ud af noget så politisk ukorrekt som en film, hvor den stakkels bøsse-hovedperson Gud ske tak og lov bliver udfriet af sin forbandelse og finder lykken som straight kernefamiliefar.

Men der havde man så også forregnet sig. For helt så skematisk kommer tingene ikke til at udvikle sig. Rudd og Aniston indgår en aftale om, at Rudd i alt praktisk skal fungere som barnets far, men uden den sædvanlige seksuelle trafik, som ellers så ofte kendetegner et forhold mellem en far og en mor. De vil lave deres egne regler i stedet for blindt at halse konventionerne i hælene, men vil kærlighedens ustyrlige natur ikke på et tidspunkt komme på tværs af deres lidt matematiske familiekonstruktion?

Fugl eller fisk?

Det er det gode ved "Manden i mit liv", at den ikke helt er, sådan som man gang på gang tror, man har regnet ud, at den vil være. Der er så det uheldige ved den, at det også gør den noget besynderlig. Den prøver et stykke hen ad vejen at udfordre de borgerlige konventioner lidt, men ender alligevel med selv at være pænt borgelig og kedelig. Vist er der da en smule kant i skildringen af de ubarmhjertige hjerters spil, men kun en smule, og humoren er det så som så med. Så hvad vi ender med, er en romantisk komedie, der er for kølig til at være romantisk, og for tung til at være en komedie. Eller et familiedrama, der muterer familien efter bedste evne, men trods alt er for dvask til at ligne et drama.