Svenskerne kommer!

4.0
De kan stadigvæk ikke spille fodbold, men på filmområdet imponerer naboerne i nord igen og igen

Denne gang er det et magisk eventyr af Maria Gripe, der er blevet filmatiseret, nemlig "Glaspusterens børn". Filmen, der foregår sådan ca i middelalderen, handler om Herskeren (Thommy Berggren), der vil gøre alt for at opfylde Herskerindens (Elin Klinga) ønsker. Alt hvad han vil have for sine velmente gerninger, er et simpelt "tak" - et ord, der ikke indgår i Herskerens eget ordforråd. Herskerinden, det kønne forfængelige væsen, ønsker sig en dag et par børn, en dreng og en pige. Den lavmælte Kusk (Måns Westfelt), sendes ud på missionen for at finde mulige emner blandt den nærliggende landsbys familier. Valget falder på den fattige Glaspusters (Stellan Skarsgård) elskede afkom, Klas og Klara. En dag da lejligheden byder sig, bliver børnene kidnappet, nøjagtigt som heksen Flaxa Forår (Lena Granhagen) og hendes skøre Ravn har forudset. Mørke skyer breder sig over landsbyen, men ligegyldigt hvor meget, der ledes efter ungerne, dukker de ikke op, for børnene lever en rig men kummerlig tilværelse på den anden side af Forglemmelsens Å, på slottet i Ønskernes By.

Glasskår
Men det skal blive meget værre, for specielt Klas har svært ved at acceptere sin nye tilværelse, og smadrer alt glas han støder på. Herskeren hyrer derfor en børnepasser, nemlig den monsterstore Nana - og så bliver livet virkeligt til det rene helvede for de sagesløse børn. Flaxa Forår kaldes til slottet, og den sidste store kamp imellem det Gode og Onde nærmer sig.

Den erfarne instruktør Anders Grönros udnytter ikke alene forlægget fuldt ud. Samtlige skuespillere, der er fra den ultra-kompetente ende af den svenske skala, bidrager med deres underspillede ekspertise til at blæse filmen op i den størrelse, som det faktisk er tilfældet. Undtagelsen er Pernilla August, der ikke kender ordene underspil og situationsfornemmelse. Hun prøver konstant at stjæle billedet, men formår det heldigvis ikke. "Glaspusterens børn" er et kunstnerisk og utroligt troværdigt eventyrdrama, som er mere henvendt til voksne end børn.