Der skal to til tango
3.0
Efter "Den sidste viking" er Jesper Westerlin Nielsen tilbage med en ny familefilm "Forbudt for børn". Det er et surrealistisk, social-psykologigsk børnekærlighedsdrama - en cocktail som vist ikke ses så tit. Men filmen blander egentlig de umage stilstørrelser på en OK måde. Desværre bliver "Forbudt for børn" til to fine små film, der ikke forenes særlig godt.
"Forbudt for børn" handler om Ida og hendes forhold til omverdenen, familie, veninder og den spirende kærlighed. Den sidste har hun dog ikke meget tiltro til - hendes forældre er gået fra hinanden og Ida ser hvordan ulykkelig kærlighed, og stor lidenskab kan ødelægge et menneske. Moren er nemlig ved at drikke sig ihjel, og kan slet ikke passe på den lille Ida og hendes endnu mindre lillebror, Skrubsak. Ida må passe huset og lillebroren og til sidst også morens job som trappevasker. Hun bliver til en tiårig lille voksen og kun sammen med veninden Klara, kan hun få lov til at opføre sig som barn. De fortæller hinanden alt som rigtige veninder gør det. Kun forholdet i hjemmet snakker Ida ikke om, for hvis kommunen får at vide at moren er ved at gå til af druk, vil Ida og Skrubsak blive sendt på børnehjem. Og det vil Ida ikke - hun gør alt for at dække over morens drikkeri og hjemmets forfald, men må selvfølgelig give op på et tidspunkt, hvorefter hun stikker af prøver at begå selvmord. Men ved himlens port, bliver hun afvist med den begrundelse, at hun aldrig har været lykkelig og kendt til kærligheden. For at komme ind i himlen skal man mindst have kysset en dreng, siger den dybe stemme ved døren. Det har Ida ikke, og har derfor svært ved at komme ind - det er i grunden også ligemeget for moren har endelig taget sig sammen og i sidste sekund redder hun Ida fra Himlens klamme hånd.
Den tragiske halvdel
Den første halvdel af Forbudt for børn" som her kort er skildret, er egentlig en social-psykologisk beskrivelse af et socialt belastet barn, og hvad der sker inde i et lille menneske, når det prøver at holde sammen på en familie - et job som egentlig er forældrenes. Ida kan selvfølgelig ikke magte den store opgave og alt ramler sammen om hende. Selv vejret er dårligt og billedsiden er uoverskuelig og labyrintisk - især på morens arbejde er det svært. Både Ida og vi biografgængere har problemer ved at få bare et lille overblik over hvordan der ser ud.
Blandingen mellem den lettere stiliserede billedside, det surrealistiske i Idas møde med Perleporten og det social-psykologiske i skildringen af familien, gør første haldvdel af filmen til en sær og egentlig uhyggelig oplevelse - det er i hvert fald noget, der gør at "Forbudt for børn" ikke er helt velegnet til de mindste, selvom det er en såkaldt familiefilm. Tragedien er nemlig slet ikke rar at være vidne til, men tankevækkende da den giver et udmærket bud på hvad der sker inde i børns hoveder når forældrene svigter. Men alt det her er altså kun halvdelen af filmen.
Den romantiske halvdel
Den anden halvdel ligger nemlig et halvt års tid efter. Moren er kommet ovenpå igen og alt godt, selv vejret. Det er tilsyneladende blevet evig sommer, men Ida tror stadig ikke på det der med kærligheden. Selvom hun havde fået besked på at man ikke kan komme ind i Himlen hvis man ikke har kysset en dreng, så ved Ida nemlig godt hvad der kan ske hvis man bliver forelsket. Hun kan huske, hvordan moren var, da faren var gået fra dem, og det var ikke godt. Ida og Klara taler stadig om alt - de er nemlig bedste veninder - og snakken går meget om Ogginokken, den dreng som Ida danser med henne på danskskolen. Ida synes han er dum, og det synes Klara også, og de to beslutter, at Ida ikke skal danse med ham til afdansningsballet. Men så finder Ida ud af at det måske ikke er så slemt igen, det der kærlighed, for bare at finde ud af, at hun er for sent ude for at få scoret Ogginokken.
To halvdele gør ikke en hel film
Filmen ender godt, bare rolig, men anden halvdel står i lidt for stor kontrast til første halvdel for at den kan blive virkelig god. De to dele fungerer fint hver for sig - som henholdsvis social-psykologisk drama og let surrealistisk barnekærlighedshistorie med en rørende slutning til de romantiske hjerter. Men "Forbudt for børn" knækker over på midten. Idas manglende tiltro til kærligheden i den anden halvdel er selvfølgelig en konsekvens af morens sammenbrud i første halvdel, men "Forbudt for børn" virker som to korte film, der er sat sammen og ikke som én lang historie.
Det er egentlig synd for alt det andet i "Forbudt for børn". Skuespillet er fint blandt børnene, Stephania Potalivo (Ida) og Amalie Dollerup (Klara) er gode som veninderne, som alligevel ikke fortæller hinanden alt. Endelig skal fremhæves den kun seksårige Maurice Blinkenberg (Skrubsak), der er for lille til at sætte ord på sine frustrationer, men bare hiver hår ud af hovedet. Billedsiden ligger langt fra den realistiske og tv-agtige stil der ellers er så meget af på vore breddegrader og det er befriende at se på . Derudover er Frans Bak og Øyvind Ougaards tangoagtige musik med til at give hele filmen en melankolsk tone som rammer lige ind i tårekanalen hvor den jo skal ramme.
Alt det er bare ikke nok til at fjerne fornemmelsen af at have set to små film. På danseskolen tales der om at man skal give sig hen i dansen for at blive et med sin partner. Et dansende par består af to personer, men hvis man ikke lytter til hinanden og følger hinandens bevægelser, bliver det ikke til dans. Sådan er det med "Forbudt for børn". De to halvdele er fine som selvstændige størrelser, men det virker ikke som om de følger hinandens bevægelser eller lytter til hinanden. Der skal to til at danse tango, den ene skal bare have en forståelse for den anden, så man kommer det samme sted hen. Det lykkes ikke for "Forbudt for børn". Toenhalv øjne - vi runder op til tre for de gode intentioner.
"Forbudt for børn" handler om Ida og hendes forhold til omverdenen, familie, veninder og den spirende kærlighed. Den sidste har hun dog ikke meget tiltro til - hendes forældre er gået fra hinanden og Ida ser hvordan ulykkelig kærlighed, og stor lidenskab kan ødelægge et menneske. Moren er nemlig ved at drikke sig ihjel, og kan slet ikke passe på den lille Ida og hendes endnu mindre lillebror, Skrubsak. Ida må passe huset og lillebroren og til sidst også morens job som trappevasker. Hun bliver til en tiårig lille voksen og kun sammen med veninden Klara, kan hun få lov til at opføre sig som barn. De fortæller hinanden alt som rigtige veninder gør det. Kun forholdet i hjemmet snakker Ida ikke om, for hvis kommunen får at vide at moren er ved at gå til af druk, vil Ida og Skrubsak blive sendt på børnehjem. Og det vil Ida ikke - hun gør alt for at dække over morens drikkeri og hjemmets forfald, men må selvfølgelig give op på et tidspunkt, hvorefter hun stikker af prøver at begå selvmord. Men ved himlens port, bliver hun afvist med den begrundelse, at hun aldrig har været lykkelig og kendt til kærligheden. For at komme ind i himlen skal man mindst have kysset en dreng, siger den dybe stemme ved døren. Det har Ida ikke, og har derfor svært ved at komme ind - det er i grunden også ligemeget for moren har endelig taget sig sammen og i sidste sekund redder hun Ida fra Himlens klamme hånd.
Den tragiske halvdel
Den første halvdel af Forbudt for børn" som her kort er skildret, er egentlig en social-psykologisk beskrivelse af et socialt belastet barn, og hvad der sker inde i et lille menneske, når det prøver at holde sammen på en familie - et job som egentlig er forældrenes. Ida kan selvfølgelig ikke magte den store opgave og alt ramler sammen om hende. Selv vejret er dårligt og billedsiden er uoverskuelig og labyrintisk - især på morens arbejde er det svært. Både Ida og vi biografgængere har problemer ved at få bare et lille overblik over hvordan der ser ud.
Blandingen mellem den lettere stiliserede billedside, det surrealistiske i Idas møde med Perleporten og det social-psykologiske i skildringen af familien, gør første haldvdel af filmen til en sær og egentlig uhyggelig oplevelse - det er i hvert fald noget, der gør at "Forbudt for børn" ikke er helt velegnet til de mindste, selvom det er en såkaldt familiefilm. Tragedien er nemlig slet ikke rar at være vidne til, men tankevækkende da den giver et udmærket bud på hvad der sker inde i børns hoveder når forældrene svigter. Men alt det her er altså kun halvdelen af filmen.
Den romantiske halvdel
Den anden halvdel ligger nemlig et halvt års tid efter. Moren er kommet ovenpå igen og alt godt, selv vejret. Det er tilsyneladende blevet evig sommer, men Ida tror stadig ikke på det der med kærligheden. Selvom hun havde fået besked på at man ikke kan komme ind i Himlen hvis man ikke har kysset en dreng, så ved Ida nemlig godt hvad der kan ske hvis man bliver forelsket. Hun kan huske, hvordan moren var, da faren var gået fra dem, og det var ikke godt. Ida og Klara taler stadig om alt - de er nemlig bedste veninder - og snakken går meget om Ogginokken, den dreng som Ida danser med henne på danskskolen. Ida synes han er dum, og det synes Klara også, og de to beslutter, at Ida ikke skal danse med ham til afdansningsballet. Men så finder Ida ud af at det måske ikke er så slemt igen, det der kærlighed, for bare at finde ud af, at hun er for sent ude for at få scoret Ogginokken.
To halvdele gør ikke en hel film
Filmen ender godt, bare rolig, men anden halvdel står i lidt for stor kontrast til første halvdel for at den kan blive virkelig god. De to dele fungerer fint hver for sig - som henholdsvis social-psykologisk drama og let surrealistisk barnekærlighedshistorie med en rørende slutning til de romantiske hjerter. Men "Forbudt for børn" knækker over på midten. Idas manglende tiltro til kærligheden i den anden halvdel er selvfølgelig en konsekvens af morens sammenbrud i første halvdel, men "Forbudt for børn" virker som to korte film, der er sat sammen og ikke som én lang historie.
Det er egentlig synd for alt det andet i "Forbudt for børn". Skuespillet er fint blandt børnene, Stephania Potalivo (Ida) og Amalie Dollerup (Klara) er gode som veninderne, som alligevel ikke fortæller hinanden alt. Endelig skal fremhæves den kun seksårige Maurice Blinkenberg (Skrubsak), der er for lille til at sætte ord på sine frustrationer, men bare hiver hår ud af hovedet. Billedsiden ligger langt fra den realistiske og tv-agtige stil der ellers er så meget af på vore breddegrader og det er befriende at se på . Derudover er Frans Bak og Øyvind Ougaards tangoagtige musik med til at give hele filmen en melankolsk tone som rammer lige ind i tårekanalen hvor den jo skal ramme.
Alt det er bare ikke nok til at fjerne fornemmelsen af at have set to små film. På danseskolen tales der om at man skal give sig hen i dansen for at blive et med sin partner. Et dansende par består af to personer, men hvis man ikke lytter til hinanden og følger hinandens bevægelser, bliver det ikke til dans. Sådan er det med "Forbudt for børn". De to halvdele er fine som selvstændige størrelser, men det virker ikke som om de følger hinandens bevægelser eller lytter til hinanden. Der skal to til at danse tango, den ene skal bare have en forståelse for den anden, så man kommer det samme sted hen. Det lykkes ikke for "Forbudt for børn". Toenhalv øjne - vi runder op til tre for de gode intentioner.
19/11-2018
