I følelsernes uforsonlige rige
4.0
Aki Kaurismäkis største bedrifter tæller bla. "Leningrad Cowboys go America" (89), "I hired a contract killer" (90), "Pigen fra tændstikfabrikken" (90), "Bohèmeliv" (92), "Pas på dit tørklæde, Tatjana" (94) og "Drifting Clouds" (96). Alle sammen film af få ord og fulde af finsk tristesse, tragikomisk humor og eksistentielt drama. Stilen er altid minimalistisk og filmuniverset asketisk hos Kaurismäki. I "Juha" har han valgt at gennemføre sin filmiske vision fuldt ud. "Juha" er nemlig en stumfilm. En filmfortælling skåret helt ind til benet, både æstetisk og i indhold.
Aki Kaurismäki er en sand filmelsker, der kan filmhistoriens kanoniserede mesterværker til fingerspidserne. Blandt han største idoler finder man excentrikere såsom Fritz Lang, Douglas Sirk, F.W. Murnau og Samuel Fuller. Det lægger Kaurismäki, eller rettere hans film, ikke skjul på. Tværtimod. De er ofte veritable festfyrværkerier af referencer og pasticher, hvor han generøst vedkender sin kærlighed til forbillederne og filmkunsten. Ligesindede filmaficionados elsker dette og lader sig, som undertegnede, beruse i den ene hommage efter den anden til 100 års filmskat.
Citat-overload
Andre vil nok mene, at det tenderer ren citat-overload, men Kaurismäkis film byder altså også på meget mere. Han har sin helt egen stil og stemning. Æstetikken er asketisk, dialogen lakonisk, og skuespillet underspillet dead-pan. Filmene besidder et særligt Kaurismäki-touch uden mage i filmhistorien. Nok er formaterne, som han opererer i, genrepasticher, men grænserne sprænges og twistes altid i overraskende retninger. Uanset, om vi taler om socialrealistisk finsk tv-film eller road-movie.
På samme måde yder nærværende "Juha" hommage til f.eks. Murnaus "Sunrise" (27), Griffiths "Broken Blossoms" (19) og Stroheims "Queen Kelly" (29) samt Sirks samlede melodramatiske værk. Kaurismäki forbliver dog tro mod sin særegne minimalisme, idet han afholder sig ydmygt fra at genskabe forbilledernes effektfulde montagesekvenser, ekspressionistiske ekstravaganza eller excessive emotionalisering.
In medias res
Den stumme films handling starter et sted uden for egentlig tid og sted. Juha og Marja lever et simpelt og lykkeligt liv på en gård. De dyrker hårdtarbejdende deres afgrøder og tjener lige akkurat til dagen og vejen. En mellemtekst fortæller os, at "Juha og Marja er lykkelige, som børn er det".
Men paradisets idylliske liv i tosomhed varer ikke længe. Syndefaldet trænger sig på personificeret ved storbycharmøren Shemeikka, som er trekanthistoriens uhellige tredje part. Hans smarte sportsvogn er brudt sammen og søger derfor hjælp hos Juha. Et varsel om, at vi nu bevæger os ind i de store følelsers uforsonlige rige, signaleres via bilens forkromede skriftfigur på køleren: Sierck. En diskret lille henvisning til filmhistoriens mester ud i melodramaet. Fornavn Hans Detlef alias Douglas.
Den troskyldige Juha tilbyder at reparere bilen over natten, mens Shemeikka straks begynder at gøre sine hoser grønne hos den naive Marja. Shemeikkas storbymanerer og romantiske falbelader vækker drømme hos Marja, som det simple landliv og den kejtede Juha ikke kan tilfredsstille. For at få dem opfyldt løber hun bort med den insisterende Shemeikka til storbyen. For en kort stund står tilværelsen rosenrødt forklaret for Marja, men snart melder de barske realiteter sig dog. Imens pønser den forladte Juha på hævn. Den får han. På ægte finsk vis. Dels med en økse. Dels med tragisk udgang. Og som kun Kaurismäki kan iscenesætte det. Tragikomisk.
En filmens renhed
I "Juha" er alt overflødigt skåret væk. Ingen visuelle fiksfakserier og smart ordgejl. Tilbage står en trekantshistorie fortalt i et stilrent sort/hvid billedsprog fra før filmen mistede sin uskyldighed. Kun et effektfuldt score, komponeret af Annsi Tikanmäki, får lov til at brillere umådeholdent. "Juha" er med andre ord et forsøg på Kaurismäkis fortsatte søgen efter at nå ind til en filmens renhed.
Fortællemåde og plot-afvikling er måske nok antikverede i deres stereotype fremstilling. Kaurismäki holder imidlertid tungen lige i munden. Han mener det skam alvorligt, når han bruger melodramaet som udgangspunkt, men tager det ikke mere seriøst, end at han bevarer en smittende stemning af selvironisk, uskyldsren fortælleglæde.
Virtuos minimalisme
Kaurismäki tror her på den gode historie, hvor tragedien spænder ben for kærligheden. Han stoler ganske enkelt på filmens moderate tempo og konventionelle montage. Og lader sin minimalistiske mise-en-scene og sine minutiøst komponerede billeder skænke en vel-doseret accentuerende betydning til historien og figurerne. Der formidles befriende uhøjtideligt uden storladen symbolik og psykologisk overpointering. Endelig udspringer det virkelige drama, som altid hos Kaurismäkis emotionelt handicappede figurer i det usagte mellem personerne. I stilheden mellem dem. I pauserne, når blikke udveksles. I deres umanierede gestik og underspillede dead-pan mimik.
"Juha" er filmkunst skåret helt ind til benet. Intet overflødigt effektjageri. Intet billede eller ord for meget (eller for lidt for den sags skyld). Alligevel er den virtuost underholdende i sin genrebevidste stilrenhed, sin musikalske ledsagelse og i sin finske antihumor. Men frem for alt er Juha bevægende i sit solidariske portræt af mennesker fanget i de undertrykte følelsers og sansers uforsonlige rige.
Aki Kaurismäki er en sand filmelsker, der kan filmhistoriens kanoniserede mesterværker til fingerspidserne. Blandt han største idoler finder man excentrikere såsom Fritz Lang, Douglas Sirk, F.W. Murnau og Samuel Fuller. Det lægger Kaurismäki, eller rettere hans film, ikke skjul på. Tværtimod. De er ofte veritable festfyrværkerier af referencer og pasticher, hvor han generøst vedkender sin kærlighed til forbillederne og filmkunsten. Ligesindede filmaficionados elsker dette og lader sig, som undertegnede, beruse i den ene hommage efter den anden til 100 års filmskat.
Citat-overload
Andre vil nok mene, at det tenderer ren citat-overload, men Kaurismäkis film byder altså også på meget mere. Han har sin helt egen stil og stemning. Æstetikken er asketisk, dialogen lakonisk, og skuespillet underspillet dead-pan. Filmene besidder et særligt Kaurismäki-touch uden mage i filmhistorien. Nok er formaterne, som han opererer i, genrepasticher, men grænserne sprænges og twistes altid i overraskende retninger. Uanset, om vi taler om socialrealistisk finsk tv-film eller road-movie.
På samme måde yder nærværende "Juha" hommage til f.eks. Murnaus "Sunrise" (27), Griffiths "Broken Blossoms" (19) og Stroheims "Queen Kelly" (29) samt Sirks samlede melodramatiske værk. Kaurismäki forbliver dog tro mod sin særegne minimalisme, idet han afholder sig ydmygt fra at genskabe forbilledernes effektfulde montagesekvenser, ekspressionistiske ekstravaganza eller excessive emotionalisering.
In medias res
Den stumme films handling starter et sted uden for egentlig tid og sted. Juha og Marja lever et simpelt og lykkeligt liv på en gård. De dyrker hårdtarbejdende deres afgrøder og tjener lige akkurat til dagen og vejen. En mellemtekst fortæller os, at "Juha og Marja er lykkelige, som børn er det".
Men paradisets idylliske liv i tosomhed varer ikke længe. Syndefaldet trænger sig på personificeret ved storbycharmøren Shemeikka, som er trekanthistoriens uhellige tredje part. Hans smarte sportsvogn er brudt sammen og søger derfor hjælp hos Juha. Et varsel om, at vi nu bevæger os ind i de store følelsers uforsonlige rige, signaleres via bilens forkromede skriftfigur på køleren: Sierck. En diskret lille henvisning til filmhistoriens mester ud i melodramaet. Fornavn Hans Detlef alias Douglas.
Den troskyldige Juha tilbyder at reparere bilen over natten, mens Shemeikka straks begynder at gøre sine hoser grønne hos den naive Marja. Shemeikkas storbymanerer og romantiske falbelader vækker drømme hos Marja, som det simple landliv og den kejtede Juha ikke kan tilfredsstille. For at få dem opfyldt løber hun bort med den insisterende Shemeikka til storbyen. For en kort stund står tilværelsen rosenrødt forklaret for Marja, men snart melder de barske realiteter sig dog. Imens pønser den forladte Juha på hævn. Den får han. På ægte finsk vis. Dels med en økse. Dels med tragisk udgang. Og som kun Kaurismäki kan iscenesætte det. Tragikomisk.
En filmens renhed
I "Juha" er alt overflødigt skåret væk. Ingen visuelle fiksfakserier og smart ordgejl. Tilbage står en trekantshistorie fortalt i et stilrent sort/hvid billedsprog fra før filmen mistede sin uskyldighed. Kun et effektfuldt score, komponeret af Annsi Tikanmäki, får lov til at brillere umådeholdent. "Juha" er med andre ord et forsøg på Kaurismäkis fortsatte søgen efter at nå ind til en filmens renhed.
Fortællemåde og plot-afvikling er måske nok antikverede i deres stereotype fremstilling. Kaurismäki holder imidlertid tungen lige i munden. Han mener det skam alvorligt, når han bruger melodramaet som udgangspunkt, men tager det ikke mere seriøst, end at han bevarer en smittende stemning af selvironisk, uskyldsren fortælleglæde.
Virtuos minimalisme
Kaurismäki tror her på den gode historie, hvor tragedien spænder ben for kærligheden. Han stoler ganske enkelt på filmens moderate tempo og konventionelle montage. Og lader sin minimalistiske mise-en-scene og sine minutiøst komponerede billeder skænke en vel-doseret accentuerende betydning til historien og figurerne. Der formidles befriende uhøjtideligt uden storladen symbolik og psykologisk overpointering. Endelig udspringer det virkelige drama, som altid hos Kaurismäkis emotionelt handicappede figurer i det usagte mellem personerne. I stilheden mellem dem. I pauserne, når blikke udveksles. I deres umanierede gestik og underspillede dead-pan mimik.
"Juha" er filmkunst skåret helt ind til benet. Intet overflødigt effektjageri. Intet billede eller ord for meget (eller for lidt for den sags skyld). Alligevel er den virtuost underholdende i sin genrebevidste stilrenhed, sin musikalske ledsagelse og i sin finske antihumor. Men frem for alt er Juha bevægende i sit solidariske portræt af mennesker fanget i de undertrykte følelsers og sansers uforsonlige rige.
19/11-2018