På midten af vor bane

4.0
Midt i hans eksistentielle krise møder vi Per Kirkeby i en givende samtale med forfatteren Ib Michael om livet, kærligheden og især kunsten i kunstnerens fantastiske villa i Italien

"På midten af vor bane gennem livet/ jeg fandt mig i en skovs bælgmørke sale/ forvildet fra den vej, som var mig givet". Sådan starter den italienske digter Dantes "Guddommelige Komedie" fra 1300-tallet. Den danske mestermaler Per Kirkeby befinder sig i samme situation i "Slottet i Italien", hvor han er taget med forfatteren Ib Michael og instruktøren Anne Regitze Wivel til sit palæ i Dantes hjemland.

Deprimeret, snottet og for første gang i tredive år ude af stand til at skrive dagbog snakker han - med alle forsvarsværker bortset fra latteren nede - med Ib Michael om potens, erfaringer og meningen med livet. Men først og fremmest om kunsten. Om sine forbilleder og om inspirationen fra loftsmalerierne og vægdekorationerne i den fantastiske villa.

Kunsten eller livet?
Er det nødvendigt at give afkald på livet, kærligheden eller lykken for at kunne skabe kunst? Kirkeby vil hellere have sin kone Vibeke Windeløv end kunsten og vil ikke tro på, at kunst kun kan skabes ud fra lidelse. I mange år har kunsten derimod virket som et rum, hvor han siger det, han egentlig skulle have sagt til sin elskede og derved fratages muligheden for at sige det. Men man kan ikke komme uden om at sige de mest dybfølte ting højt og banalt til kvinderne, belærer Ib Michael den store maler om i en morsom scene - ligesom man bliver nødt til at give dem blomster. Rådet fra en af Danmarks store forfattere er hermed givet videre.

Dermed handler filmen lige så meget om kærligheden og parforholdet som om kunsten. Per Kirkeby fortæller, hvordan han altid har opfattet sig som en ulastelig Prins Valiant, der skulle komme i havn hos den følelsesmæssigt generøse Aletha. Når man tænker på, hvor meget tegneserien Guldlok har betydet for Lars von Trier, er der vist al grund til at lade ungerne læse dårlige tegneserier.

Generøs samtale
Anne Regitze Wivel har siden 1980 lavet portrætterende dokumentarfilm, senest "Søren Kierkegaard" (1994) og "Johannes' hjerte" (1998) om Johannes Møllehave. "Slottet i Italien" registrerer intenst i samme nærgående, håndholdte stil Kirkebys til tider forstenede ansigt i close-ups med lys af en fatal hvidhed. Når Kirkeby vender blikket udad, følger kameraet med i smukke billeder af landskabet og af de skønne vægge. Desværre hører vi for ofte instruktørens uinteressante personinstruktioner henover kameraet, som om processen var vigtigere end værket.

Det er generøst af Per Kirkeby i en eksistentiel krise at tage os med inden for i sine intime rum. Sammen med samtalepartneren Ib Michael konfronterer han almentmenneskelige problemer såvel som kunstneriske problemstillinger i en seværdig film, der gør én klogere på hans værk, på kunsten, og - hvem ved? - på livet.