Gæt hvem der kommer til middag?

2.0
Tre stive timer i selskab med Døden i skikkelse af Brad Pitt er en udmattende oplevelse.

Døden har skiftet leen ud med et drenget smil, og kutten er erstattet af en blond glorie af hår i Hollywoods seneste bud på nonsens i millionklassen. Metafysiske rammer for følelsesladede dramaer er ikke noget særsyn i filmens verden, men i "Meet Joe Black" hober de himmelråbende usandsynligheder sig op og skurer ildevarslende mod de drivende sentimentale øjeblikke. En spilletid på tre timer kan tage fornøjelsen fra at se selv den mest vedkommende og begivenhedsrige film, men det afskrækker ikke instruktøren Martin Brest fra at tage tempoet fuldstændigt ud af sit værk. Store dele af filmen udfyldes blot af hovedpersonernes lange intense blikke, der skal formidle de dybe følelser, som er så svære at få sagt - men som også bliver sagt.

Guide for Døden
Martin Brest, der også var manden bag film som "Duft af en kvinde"(1992) og "Midnight Run" (1988), har ladet sig inspirere af en film fra 1934 "Death Takes a Holiday". Om det er Dødens intention i den aktuelle film er ikke godt at vide, men han tager i hvert fald plads i en pæn ung mands krop (Brad Pitt) for at bevæge sig rundt på jorden. Som sin guide blandt menneskene vælger han den stenrige forretningsmand William Parrish (Anthony Hopkins), der indvilger i guidejobbet til gengæld for en udsættelse af sin egen dødsdag. Under navnet Joe Black introduceres gæsten fra det hinsides for Parrishs nærmeste familie. Den ældste datter Allison (Marcia Gay Harden) er stærkt optaget af at arrangere sin fars 65 års fødselsdagsfest, mens den yngste datter Susan (Claire Forlani) så småt er på vej ind i et slumrende ægteskab med faderens glatte højrehånd Drew (Jake Weber). Der kommer dog andre boller på suppen, da den mystiske Mr. Black og den bly Susan finder hinanden yderst tiltrækkende og herved sætter alles sind i kog.

Har nogen set mine dådyrøjne?
En film som "Meet Joe Black" står og falder med dobbeltrollen som Døden. Det er en svær opgave, og Brad Pitt er ikke skuespilleren, der kan løse den. Han skifter beskedent mellem et forundret ansigtsudtryk, når Døden gør sine første menneskelige erfaringer, og en alvorsfuld mine, når Døden øser af sine absolutte sandheder og universelle betragtninger. Hades må græmme sig i sit rige. Dertil har Claire Forlani som den skrøbelige ingenue, der indfører Joe Black i kærlighedens væsen, fået den kedelige opgave kun at veksle mellem forfjamsket forelskelse og sørgmodig sitren. Bedst går det for Anthony Hopkins, der kan trække på rutinen i rollen som faderen, der i Dødens nærvær tager sit liv op til revision.

Flere sekvenser og scener fungerer tilfredsstillende, hvis man er i det romantiske hjørne, og Parrish familiens ekstravagante boligforhold er en imponerende baggrund for denne eventyrlige fortælling. Det kniber det dog gevaldigt med at få Kærligheden og Døden til at gå op i en højere enhed, og filmens ambitioner står slet ikke mål med det endelige resultat. Kønne skuespillere og strygere i massevis er ikke nok til at få et drama derop, hvor englene synger, og små djævle saligt nynner med.
Meet Joe Black