Mimi. Mimi. Mimi. Mimi
1.0
En film af- med- og for kvinder. Forskellen på kønnene ligger ikke kun i organerne - den ligger også i mænds og kvinders filmsmag
Mimi (Tammi Øst) har tjek på livet. God karriere med eget talkshow, velhavende mand og smukt barn. Dag hun ved et tilfælde støder ind i ungdomsveninden fra punkbandet "Mimi og Madammerne", Pernille (Hella Joof), lover Mimi at arrangere en rigtig tøseweekend for det gamle band. I den lækre lystgård et sted på Sjælland folder pigerne sig ud med tøsesnak, alkohol og besøg på det nærliggende værtshus. En aften forsvinder Mimi imidlertid uden at sige hvor hun tager hen. Det er ekskæresten, stand-up komikeren Claus (Michael Carøe), der trækker. Ikke noget problem, hvis det da ikke lige var fordi at han i mellemtiden er blevet gift med veninden Pernille! Dagen efter fadæsen, er der mande-børne-middag, og med masser af alkohol og undertrykte passioner går det galt. Filmen, der lanceres som en komedie, er ikke morsom. Ikke så meget som et sekund og ikke et eneste sted. Det kræver sin instruktør (og manus-forfatter) at undgå enhver optakt til humor, med et hold, der vel at mærke består af Søs Egelind og Hella Joof - to af Danmarks tre ubetinget morsomste kvinder (den tredje er Kirsten Lehfeldt). Filmens instruktør og manuskriptforfatter Linda Wendel har i stedet prioriteret utallige scener, hvor Tamme Øst selvsmagende står foran spejlet og siger "Mimi". Igen og igen og igen. Jo tak, den er gået ind, den dér med kvinden, der prøver at finde sig selv i en selviscenesat illusorisk og ualmindelig skrøbelig verden uden lykke og rigtig kærlighed. Men hver gang der er optakt til uddybelse af Mimis situation, klippes der over til nogle af de mange fuldkommen ligegyldige sidehistorier, der jo er nødvendige, når nu Wendel har valgt at lade Mimi flankere af fire andre personligheder. Tag f.eks Sus (Tina Gylling Mortensen) og hendes spirende forhold til en lokal fisker - uha det er spændende at følge. Filmen fungerer bedst i scenerne med Mimis husbond Frans, spillet af Dick Kaysø. Hans korpulente statur og de isblå øjne, gør ham sitrende farlig som mand, og man føler han kan eksplodere i renvasket momentan sindssygt raseri hvert sekund. Linda Wendel har begået noget, der kunne ligne et lille stykke selvterapi udi kvindelighed og kønsroller, komplet blottet for drama og detaljer, og bygget på et ualmindeligt slapt manuskript. Måske filmen vil appellere til kvinder? Hvis den gør, har denne anmelder i hvert fald tabt en del for det modsatte køn.
Mimi (Tammi Øst) har tjek på livet. God karriere med eget talkshow, velhavende mand og smukt barn. Dag hun ved et tilfælde støder ind i ungdomsveninden fra punkbandet "Mimi og Madammerne", Pernille (Hella Joof), lover Mimi at arrangere en rigtig tøseweekend for det gamle band. I den lækre lystgård et sted på Sjælland folder pigerne sig ud med tøsesnak, alkohol og besøg på det nærliggende værtshus. En aften forsvinder Mimi imidlertid uden at sige hvor hun tager hen. Det er ekskæresten, stand-up komikeren Claus (Michael Carøe), der trækker. Ikke noget problem, hvis det da ikke lige var fordi at han i mellemtiden er blevet gift med veninden Pernille! Dagen efter fadæsen, er der mande-børne-middag, og med masser af alkohol og undertrykte passioner går det galt. Filmen, der lanceres som en komedie, er ikke morsom. Ikke så meget som et sekund og ikke et eneste sted. Det kræver sin instruktør (og manus-forfatter) at undgå enhver optakt til humor, med et hold, der vel at mærke består af Søs Egelind og Hella Joof - to af Danmarks tre ubetinget morsomste kvinder (den tredje er Kirsten Lehfeldt). Filmens instruktør og manuskriptforfatter Linda Wendel har i stedet prioriteret utallige scener, hvor Tamme Øst selvsmagende står foran spejlet og siger "Mimi". Igen og igen og igen. Jo tak, den er gået ind, den dér med kvinden, der prøver at finde sig selv i en selviscenesat illusorisk og ualmindelig skrøbelig verden uden lykke og rigtig kærlighed. Men hver gang der er optakt til uddybelse af Mimis situation, klippes der over til nogle af de mange fuldkommen ligegyldige sidehistorier, der jo er nødvendige, når nu Wendel har valgt at lade Mimi flankere af fire andre personligheder. Tag f.eks Sus (Tina Gylling Mortensen) og hendes spirende forhold til en lokal fisker - uha det er spændende at følge. Filmen fungerer bedst i scenerne med Mimis husbond Frans, spillet af Dick Kaysø. Hans korpulente statur og de isblå øjne, gør ham sitrende farlig som mand, og man føler han kan eksplodere i renvasket momentan sindssygt raseri hvert sekund. Linda Wendel har begået noget, der kunne ligne et lille stykke selvterapi udi kvindelighed og kønsroller, komplet blottet for drama og detaljer, og bygget på et ualmindeligt slapt manuskript. Måske filmen vil appellere til kvinder? Hvis den gør, har denne anmelder i hvert fald tabt en del for det modsatte køn.
19/11-2018
