Udsalgsvare
2.0
Kedelig og til tider direkte uforståelig fransk film om frygten for nærhed
Fransk film er berygtet for at svælge i uendelig, selvbevidst samtale og trættende kærlighedskvaler mellem mænd og kvinder. Ofte er det en kliché, men i denne films tilfælde rammes nye uanede højder indenfor filmisk ligegyldighed. Instruktøren Laetitia Masson har vist nok haft en vision, i hvert fald kæler han for både billeder og lydside med flotte maleriske kompositioner og anderledes understøttende soundtrack. Til gengæld er historien (manuskriptet er tillige skrevet af Masson) noget nært dræbende kedelig.
Runaway bride
Vi dumper ned i slutningen af forløbet - en tilbagebliks-teknik, som er brugt i utal af film og som skal behandles med raffinement for at bibeholde en vis portion originalitet. Natklubejeren Pierre (Jean-Francois Stévenin) venter i kirken på sin kommende brud. Hun dukker aldrig op, men, viser det sig senere, scorer i stedet 500.000 franc fra Pierres pengeskab. I sin fortvivlelse hyrer Pierre sin ven privatdetektiven Luigi (Sergio Castellitto) til at finde den forsvundne brud; en ung, forvirret kvinde ved navn France (Sandrine Kiberlain). Om der ligger symbolske intentioner bag det lands-omfavnende navn vides ikke, i alle fald begiver Luigi sig på en rejse både udi Frankrig og det forskruede pigebarns neuroser.
France har forladt sine forældre uden så meget som et farvel og et mønster af brudte forbindelser tegner sig. Gennem Pierres samtale med folk afsløres det, hvordan hun indleder adskillige forhold til gifte, såvel som ugifte mænd, og hver gang forsvinder hun ud i den blå luft. Pierre forsøger at sætte sig ind i hendes livsanskuelse med en egen opløsningstendens til følge.
Formålsløs og uforstående
Filmen tager udgangspunkt i en påtrængende digt-reciterende form, hvor Pierre på lydsiden gentagende gange spørger sig selv, og hvem der ellers måtte høre det, hvem France er, hvor hun skal hen, og hvad hun søger. En lettere kunstlet stil, som hverken er særlig interessant eller gribende. Filmens forsøg på at forklare Frances forsvindingsnumre og tilbagevendende angst for at knytte menneskelige bånd drukner fuldstændig i formålsløse og uforståelige scener. France eller den kvindetype, hun repræsenterer, fremstilles som en ubegribelig og dødirriterende skurk og man finder aldrig rigtig ud af hvorfor det skal være sådan, for filmen afsluttes uden en forløsende finale.
"Til salg" er fransk film i sit mest påtagede hjørne.
Fransk film er berygtet for at svælge i uendelig, selvbevidst samtale og trættende kærlighedskvaler mellem mænd og kvinder. Ofte er det en kliché, men i denne films tilfælde rammes nye uanede højder indenfor filmisk ligegyldighed. Instruktøren Laetitia Masson har vist nok haft en vision, i hvert fald kæler han for både billeder og lydside med flotte maleriske kompositioner og anderledes understøttende soundtrack. Til gengæld er historien (manuskriptet er tillige skrevet af Masson) noget nært dræbende kedelig.
Runaway bride
Vi dumper ned i slutningen af forløbet - en tilbagebliks-teknik, som er brugt i utal af film og som skal behandles med raffinement for at bibeholde en vis portion originalitet. Natklubejeren Pierre (Jean-Francois Stévenin) venter i kirken på sin kommende brud. Hun dukker aldrig op, men, viser det sig senere, scorer i stedet 500.000 franc fra Pierres pengeskab. I sin fortvivlelse hyrer Pierre sin ven privatdetektiven Luigi (Sergio Castellitto) til at finde den forsvundne brud; en ung, forvirret kvinde ved navn France (Sandrine Kiberlain). Om der ligger symbolske intentioner bag det lands-omfavnende navn vides ikke, i alle fald begiver Luigi sig på en rejse både udi Frankrig og det forskruede pigebarns neuroser.
France har forladt sine forældre uden så meget som et farvel og et mønster af brudte forbindelser tegner sig. Gennem Pierres samtale med folk afsløres det, hvordan hun indleder adskillige forhold til gifte, såvel som ugifte mænd, og hver gang forsvinder hun ud i den blå luft. Pierre forsøger at sætte sig ind i hendes livsanskuelse med en egen opløsningstendens til følge.
Formålsløs og uforstående
Filmen tager udgangspunkt i en påtrængende digt-reciterende form, hvor Pierre på lydsiden gentagende gange spørger sig selv, og hvem der ellers måtte høre det, hvem France er, hvor hun skal hen, og hvad hun søger. En lettere kunstlet stil, som hverken er særlig interessant eller gribende. Filmens forsøg på at forklare Frances forsvindingsnumre og tilbagevendende angst for at knytte menneskelige bånd drukner fuldstændig i formålsløse og uforståelige scener. France eller den kvindetype, hun repræsenterer, fremstilles som en ubegribelig og dødirriterende skurk og man finder aldrig rigtig ud af hvorfor det skal være sådan, for filmen afsluttes uden en forløsende finale.
"Til salg" er fransk film i sit mest påtagede hjørne.
19/11-2018