Nydelig tur til Paris

2.0
"Jefferson i Paris" er en pæn og alt for renskuret film om den amerikanske præsident Thomas Jeffersons ambassadørtid i Paris.

Instruktøren James Ivory, manuskriptforfatteren Ruth Prawer Jhabvala og producenten Ismail Merchant har skabt deres egen niche i europæisk film. De har opdaget, at der er en generation af gamle 68'ere, der er veluddannede og kunstinteresserede, hører klassisk musik hjemme på deres B&O-anlæg, og som føler sig temmelig overset af Hollywoods ensidige satsning på de 15-30 årige. Det ældre publikum har trioen ramt præcist med film som "Howards End" og "Resten af dagen", nydelige, kammerspilsagtige film, som foregår blandt fortidens overklasse før alting gik af lave. Nu er de klar med en ny film i samme stil, "Jefferson i Paris".

Frankrig før revolutionen
Filmen handler om den senere amerikanske præsident Thomas Jefferson. Efter at have været med til at skrive den amerikanske uafhængighedserklæring, men før han blev præsident, blev han sendt til Paris som ambassadør. Få år før er hans kone død, og har efterladt ham alene med tre døtre. Den ene har han med til Frankrig, og hende installerer han på et katolsk kloster. Imens ombygger han sit nye hus, og bliver introduceret i Paris fornemste cirkler. Det er tiden lige før den franske revolution, så der er både overdådig pragt og menneskelig forarmelse omkring ham i rigt mål. Inden længe indleder han en affære med en engelsk malers kone. Forholdet bliver dog kompliceret, da hans yngste datter ankommer med sin barnepige (en ung, kvindelig negerslave), og Jefferson også indleder et forhold til hende.

Pæne kostumer
Filmen er en kostumefilm med stort K. Selv de fattigste arbejdere er klædt på i imponerende rober, med trekantede hatte og dekolleteringer i bedste Dick Turpin-stil. Det skorter heller ikke på fyrstelige fester, slotte, og imponerende optog. Alle kan åbenbart Jeffersons uafhængighedserklæring udenad, så det bliver til mange højtflyvende diskussioner, der til tider får et nærmest lærebogsagtigt præg. Også filmens dialog er stor og monumental, for ikke at sige prætentiøs (selv i de mest ophidsede øjeblikke taler alle med lange og omhyggeligt kringlede sætninger), og det giver nogle problemer for skuespillerne. Nick Nolte gør det pænt som Jefferson, og Greta Scacchi og Thandie Newton er nydelige som henholdsvis den hvide og den sorte elskerinde, men rigtigt gribende bliver det aldrig.

Uvedkommende konflikter
Egentlig gemmer der sig en interessant konflikt i filmen: Jefferson går ind for slaveriets afskaffelse, men har selv slaver, og gør oven i købet en af dem gravid. Han går ind for religionsfrihed, men vil ikke tillade sin datter at blive katolik. Bag de mange store ord gemmer der sig en mand, som ikke selv kan leve op til dem. Men desværre er filmen for gennemført nydelig. Den er fyldt med nydelig scenografi og kostumer. Den har masser af stilfuld, klassisk harpespil, maleri og brevskrivning. Alle filmens konflikter er nydelige, med masser af antydninger, der glider ud i ingenting grundet Jeffersons uendelige ro og visdom. Filmen er klinisk renset for enhver form for eksplicit sex og vold.

Desværre er filmen også renset for den kunstneriske gnist og nødvendighed, der kunne gøre den til mere end nydeligt skønmaleri. Man bliver aldrig grebet af de højtflyvende ord og emner. Personerne mangler helt den flertydighed og dybde, som måske ville have gjort dem vedkommende for tilskueren.
Og så er filmen mindst en halv time for lang.