Det lille grønne monster går igen
2.0
Det er længe siden Henning Carlsen har lavet film og det er endnu længere siden han har lavet rigtig gode film. Det bliver der ikke rettet meget op på i jalousikomedien "I Wonder Who's Kissing You Now"
Der er lavet forrygende morsomme, men også grumme og dystre film om jalousi. Man opdager hurtigt at Henning Carlsen, med sin nyeste film "I Wonder Who's Kissing You Now", har tænkt sig at takle jalousi-temaet fra en mere tragikomisk vinkel.
Det komiske er nyt for Carlsen, mens det tragiske sikkert ikke kommer bag på dem, der er bekendt med hans tidligere så dystre socialrealistiske menneskeskildringer: At se "Sult" (1966) en søndag aften anses af mange som værende en af de mest deprimerende oplevelser, man kan komme ud for.
Sam (Tommy Kenter) er filminstruktør og filmklipper, og er gift med den kønne skolelære Laura (Marika Lägerkrantz). Men efterhånden æder det lille grønne jalousimonster sig ind på ham og han kan hverken tænke klart eller holde på et glas rødvin for den sags skyld. Enhver lille uregelmæssighed i Lauras færden bliver drejet og tolket i en og samme retning.
Han begynder endda at udtænke snedige planer, der kan gøre hende jaloux og for en tid give ham lidt ro i sindet. Han indleder desuden et ubetydeligt forhold til tandlægen Katja (Lotte Andersen), som viser sig at være en lidt for stor mundfuld for ham. Men monsteret vil ikke forsvinde, og det tærer naturligvis på forholdet. Bedre bliver det ikke, da Laura fortæller, at hun næsten har været ved at indlede et forhold til hendes nye inspektør. Men paradoxalt nok er det ikke så meget hans jalousi, der i sidste ende får hende til at tage sit gode tøj og gå, men derimod at hun finder ud af at Sam har bedraget hende med tandlægen.
Manglende realisme
Filmen, der bygger på en bog af forfatteren Ib Lukas, har tydeligvis lagt vægten på det tragiske, mens komikken er sporadisk. Problemet er at begge dele virker forfærdelig anstrengende og opstyltet det meste af filmen, og den ender med at blive en noget irriterende oplevelse. Carlsen har valgt at gribe jalousibegrebet mere kunstnerisk an istedet for at være pinefuldt realistisk, og det er et skidt træk. Det er tydeligt at Carlsen ikke rigtig er på hjemmebane her, og derfor kommer det hele til at virke farligt prætentiøst og uengagerende. I hans bedste film, som "Sult", "Man skulle være noget ved musikken" (1972) og "Hør, var der ikke en som lo" (1978), har han med hverdagsrealismen som en kraftfuld kulisse udpenselet nogle aldeles ynkelige menneskeskæbner ud i det ulidelige. Men i "I Wonder Who's Kissing You Now" er der kun den ynkelige menneskeskæbne tilbage, og det er altså ikke helt nok. I stedet for at fortælle en almindelig straight-forward historie, pakkes det hele ind i lidt for prætentiøse filmiske fortælleramme, som filmen konstant kløjs i. Endnu engang må det være tilladt at skyde på manuskriptet, der kun glimtvis giver fornemmelsen af Sams desperation og resten af tiden efterlader tilskueren i kold ligegyldighed. Det er lidt svært at klandre skuespillerne i denne sammenhæng, fordi de på mange måder er i manuskriptets vold. Kun Marika Lägerkratz tilfører sin rolle en god portion naturlighed som i den grad savnes hos blandt andet Tommy Kenter, hvis rolle er faretruende tæt på det skabagtige.
Filmen tilfører ikke noget nyt til det falmende indtryk Henning Carlsens produktion har givet de sidste mange år, og kun i ganske få øjeblikke fornemmer man en snært af fordums tiders storhed.
Der er lavet forrygende morsomme, men også grumme og dystre film om jalousi. Man opdager hurtigt at Henning Carlsen, med sin nyeste film "I Wonder Who's Kissing You Now", har tænkt sig at takle jalousi-temaet fra en mere tragikomisk vinkel.
Det komiske er nyt for Carlsen, mens det tragiske sikkert ikke kommer bag på dem, der er bekendt med hans tidligere så dystre socialrealistiske menneskeskildringer: At se "Sult" (1966) en søndag aften anses af mange som værende en af de mest deprimerende oplevelser, man kan komme ud for.
Sam (Tommy Kenter) er filminstruktør og filmklipper, og er gift med den kønne skolelære Laura (Marika Lägerkrantz). Men efterhånden æder det lille grønne jalousimonster sig ind på ham og han kan hverken tænke klart eller holde på et glas rødvin for den sags skyld. Enhver lille uregelmæssighed i Lauras færden bliver drejet og tolket i en og samme retning.
Han begynder endda at udtænke snedige planer, der kan gøre hende jaloux og for en tid give ham lidt ro i sindet. Han indleder desuden et ubetydeligt forhold til tandlægen Katja (Lotte Andersen), som viser sig at være en lidt for stor mundfuld for ham. Men monsteret vil ikke forsvinde, og det tærer naturligvis på forholdet. Bedre bliver det ikke, da Laura fortæller, at hun næsten har været ved at indlede et forhold til hendes nye inspektør. Men paradoxalt nok er det ikke så meget hans jalousi, der i sidste ende får hende til at tage sit gode tøj og gå, men derimod at hun finder ud af at Sam har bedraget hende med tandlægen.
Manglende realisme
Filmen, der bygger på en bog af forfatteren Ib Lukas, har tydeligvis lagt vægten på det tragiske, mens komikken er sporadisk. Problemet er at begge dele virker forfærdelig anstrengende og opstyltet det meste af filmen, og den ender med at blive en noget irriterende oplevelse. Carlsen har valgt at gribe jalousibegrebet mere kunstnerisk an istedet for at være pinefuldt realistisk, og det er et skidt træk. Det er tydeligt at Carlsen ikke rigtig er på hjemmebane her, og derfor kommer det hele til at virke farligt prætentiøst og uengagerende. I hans bedste film, som "Sult", "Man skulle være noget ved musikken" (1972) og "Hør, var der ikke en som lo" (1978), har han med hverdagsrealismen som en kraftfuld kulisse udpenselet nogle aldeles ynkelige menneskeskæbner ud i det ulidelige. Men i "I Wonder Who's Kissing You Now" er der kun den ynkelige menneskeskæbne tilbage, og det er altså ikke helt nok. I stedet for at fortælle en almindelig straight-forward historie, pakkes det hele ind i lidt for prætentiøse filmiske fortælleramme, som filmen konstant kløjs i. Endnu engang må det være tilladt at skyde på manuskriptet, der kun glimtvis giver fornemmelsen af Sams desperation og resten af tiden efterlader tilskueren i kold ligegyldighed. Det er lidt svært at klandre skuespillerne i denne sammenhæng, fordi de på mange måder er i manuskriptets vold. Kun Marika Lägerkratz tilfører sin rolle en god portion naturlighed som i den grad savnes hos blandt andet Tommy Kenter, hvis rolle er faretruende tæt på det skabagtige.
Filmen tilfører ikke noget nyt til det falmende indtryk Henning Carlsens produktion har givet de sidste mange år, og kun i ganske få øjeblikke fornemmer man en snært af fordums tiders storhed.
19/11-2018