Straf uden forbrydelse
3.0
I en stil mellem musikvideo og action beretter instruktøren Tómas Gislason i den prisbelønnede "Den Højeste Straf" om to
danskeres skæbner under Stalins rædselsregime. Deres breve kom aldrig længere end arkivet
"Da jeg så Munch-Petersens breve fra cellen, gav det ligesom - selv om det selvfølgelig er en meget dramatisk og uhyggelig sag at sidde med - et kick i mig på grund af det historiske vingesus", forklarer Ole Sohn i "Den Højeste Straf". Filmen, der har vundet førstepriser ved både Balticum Film Festival og den nyligt overståede Odense Film Festival, placerer sig også midt mellem kicket og tragedien.
Den højtstående danske kommunist Arne Munch-Petersen var i 30'erne på partiskole i Moskva og fungerede samtidig som kurér for Komintern. Da afdelingslederen grundløst blev arresteret for spionage, udstrakte mistanken sig til alle hans underordnede, deriblandt Arne Munch-Petersen, som blev arresteret. Under ham blev den dameglade sømand Claus Jensen sigtet som spion, og hans breve om hjælp til Munch-Petersen kom aldrig længere end til fængselsledelsen og arkivet. Ole Sohn optrevler foran kameraet sagen som fortæller og underfundigt smilende detektiv.
Mellem musikvideo og action
Filmen ville ikke være en Gislason-film, hvis den fortalte historien som en almindelig dokumentarfilm. I forhold til sin film om højreorienterede grupper i USA, "Patrioterne" (1997), er Gislason her klædeligt mere optaget af historien og mindre optaget af selve processen og følelserne omkring optagelserne. Stilen er som i en lækker musikvideo, og billedmæssigt forholder Gislason sig - ligesom i sit smukke portræt af Jørgen Leth, "Fra hjertet til hånden" (1994) - som en maler til lærredet. Lærredet deles op i indbyrdes stridende områder; en del af lærredet vokser, indtil den fylder det hele, eller omvendt reduceres et billede, der fylder hele lærredet, til en kasse, drejes, fordobler sig og spilles ud imod de andre dele.
Fortællemæssigt giver Gislason historien puls som en velpumpet actionfilm. Klipningen er hektisk og dynamisk inciterende som altid, når klipperen Jacob Thuesen har været involveret. Gennem sammenklipning af forskellige optagelser af samme fortælling bliver Sohns drævende taletempo pisket op i fart og intensitet, og tempoet holdes oppe af glimtvist indklippede hujende tog, klaprende undergrundsbaner og skingrende sporvogne. Under realplanet i det nutidige Rusland ligger historiske lag, som effektfuldt indføjes i filmholdets bevægelser gennem indklippede gamle filmbidder - som når Ole Sohn siger "pas på!" til filmholdet, før de krydser en gade, og en sporvogn fra 30'erne kommer ræsende forbi. En nødvendig historie "Den Højeste Straf" fortæller gennem to menneskeskæbner, der desværre ikke er enestående, en forfærdelig, men nødvendig historie på en visuelt overdådig måde. Historien er godt researchet, og de interviewede personer er velvalgte og spændende.
Filmen er æstetisk vellykket med sans for den ubetydelige, men sigende detalje. Ofte har instruktøren dog for lidt tillid til ordets kraft og illustrerer i
musikvideostil for mange ord med et indklip. De billeder kan vi selv lave i hovedet, så illustrationsklippene kunne man godt undvære, men til gengæld er de samplede historiske lag i filmen et originalt og smukt indslag.
Til tider tager kicket over, og forsøget på at gøre faktion til action bliver for effektjagende, men det lykkes generelt, uden at fascinationen af den gode historie og de lækre billeder overskygger respekten for virkeligheden.
danskeres skæbner under Stalins rædselsregime. Deres breve kom aldrig længere end arkivet
"Da jeg så Munch-Petersens breve fra cellen, gav det ligesom - selv om det selvfølgelig er en meget dramatisk og uhyggelig sag at sidde med - et kick i mig på grund af det historiske vingesus", forklarer Ole Sohn i "Den Højeste Straf". Filmen, der har vundet førstepriser ved både Balticum Film Festival og den nyligt overståede Odense Film Festival, placerer sig også midt mellem kicket og tragedien.
Den højtstående danske kommunist Arne Munch-Petersen var i 30'erne på partiskole i Moskva og fungerede samtidig som kurér for Komintern. Da afdelingslederen grundløst blev arresteret for spionage, udstrakte mistanken sig til alle hans underordnede, deriblandt Arne Munch-Petersen, som blev arresteret. Under ham blev den dameglade sømand Claus Jensen sigtet som spion, og hans breve om hjælp til Munch-Petersen kom aldrig længere end til fængselsledelsen og arkivet. Ole Sohn optrevler foran kameraet sagen som fortæller og underfundigt smilende detektiv.
Mellem musikvideo og action
Filmen ville ikke være en Gislason-film, hvis den fortalte historien som en almindelig dokumentarfilm. I forhold til sin film om højreorienterede grupper i USA, "Patrioterne" (1997), er Gislason her klædeligt mere optaget af historien og mindre optaget af selve processen og følelserne omkring optagelserne. Stilen er som i en lækker musikvideo, og billedmæssigt forholder Gislason sig - ligesom i sit smukke portræt af Jørgen Leth, "Fra hjertet til hånden" (1994) - som en maler til lærredet. Lærredet deles op i indbyrdes stridende områder; en del af lærredet vokser, indtil den fylder det hele, eller omvendt reduceres et billede, der fylder hele lærredet, til en kasse, drejes, fordobler sig og spilles ud imod de andre dele.
Fortællemæssigt giver Gislason historien puls som en velpumpet actionfilm. Klipningen er hektisk og dynamisk inciterende som altid, når klipperen Jacob Thuesen har været involveret. Gennem sammenklipning af forskellige optagelser af samme fortælling bliver Sohns drævende taletempo pisket op i fart og intensitet, og tempoet holdes oppe af glimtvist indklippede hujende tog, klaprende undergrundsbaner og skingrende sporvogne. Under realplanet i det nutidige Rusland ligger historiske lag, som effektfuldt indføjes i filmholdets bevægelser gennem indklippede gamle filmbidder - som når Ole Sohn siger "pas på!" til filmholdet, før de krydser en gade, og en sporvogn fra 30'erne kommer ræsende forbi. En nødvendig historie "Den Højeste Straf" fortæller gennem to menneskeskæbner, der desværre ikke er enestående, en forfærdelig, men nødvendig historie på en visuelt overdådig måde. Historien er godt researchet, og de interviewede personer er velvalgte og spændende.
Filmen er æstetisk vellykket med sans for den ubetydelige, men sigende detalje. Ofte har instruktøren dog for lidt tillid til ordets kraft og illustrerer i
musikvideostil for mange ord med et indklip. De billeder kan vi selv lave i hovedet, så illustrationsklippene kunne man godt undvære, men til gengæld er de samplede historiske lag i filmen et originalt og smukt indslag.
Til tider tager kicket over, og forsøget på at gøre faktion til action bliver for effektjagende, men det lykkes generelt, uden at fascinationen af den gode historie og de lækre billeder overskygger respekten for virkeligheden.
19/11-2018