Den dårlige skolelærer

2.0
"187" blander socialrealisme og hårdtslående action i en ikke helt almindelig Hollywood-hybrid

Film om "Den gode skolelærer" er næsten en lille undergenre for sig selv i amerikansk film. Fra "Sgt. Bilko" til "Dangerous minds" kæmper den idealistiske lærer mod socialt belastede elever, og får dem til sidst overbevist om, at lærdom er vejen frem. Men virkelighedens USA viser noget andet - i de deciderede slumkvarterer er skolerne så dårlige, at det kræver et ganske særligt stof at vælge lærdommen fremfor bander og stofkriminalitet. Det er mellem disse to poler - den rosenrøde Hollywood-drøm og den benhårde virkelighed - at Kevin Reynolds nye "187" udspiller sig.

Samuel L. Jackson er den idealistiske lærer, som kæmper hårdt for at banke lidt lærdom ind i hovedet på sine umulige elever. Da han dumper en gangsterknægt på prøveløsladelse, bliver han stukket ned. Vi møder ham 16 måneder senere, hvor han smerteplaget og psykisk knækket prøver at kæmpe sig tilbage som skolelærer. Han bliver vikaransat på en slumskole, og får selvfølgelig den værst mulige tjans som fysiklærer i en barak helt ude på parkeringspladsen. Og inden længe har han igen problemer med unge bandemedlemmer, som ikke vil opføre sig ordentligt, endsige lære noget - de kan ikke engang læse! Her vælger filmen, som er skrevet af Scott Yagemann, der selv er skolelærer, Hollywoodmodellen fra - det lykkes nemlig ikke at få overbevist rødderne om, at lærdom er vejen frem, og eleverne begynder at terrorisere den stakkels lærer.

Speciel blanding

Filmen giver et frysende autentisk billede af elendigheden på bunden af det amerikanske samfund. Samuel L. Jackson spiller overbevisende som den plagede lærer, og det samme gør Kelly som den kvindelige kollega, der langsomt prøver at nærme sig ham. Men samtidig sætter filmen sig mellem flere stole, og det er både dens styrke og dens svaghed. Det havde været temmeligt trættende at se endnu en "Flink lærer redder verden"-film, men lige som man sidder og kan forudsige det hele, vender filmen på en tallerken. Den flinke lærer får nemlig nok, og hævner sig med chokerende voldsomhed på sine plageånder. Her begynder filmen at læne sig op af den traditionelle amerikanske selvtægts-morale, men ender med at modsige den ved at vise, at vold blot avler vold, og ikke løser nogle problemer. Dog er moralen lidt hul i det, det er med en hvis lettelse man ser den knækkede lærer, som konstant er blevet jokket længere ned i sølet i filmens første time, tage sagen i sin egen hånd og gøre modstand. Det hele ender som en blanding mellem socialrealisme og "Reservoir Dogs", og det er ikke just helstøbt. Men man må indrømme, at filmen har noget på hjerte.

Den skildrer lærernes umulige situation med stor indfølelse, og ender ud med den deprimerende pointe, at den stakkels lærer aldrig kan overvinde det indledende overfald, og sådan set har været en knækket mand hele vejen. Ikke nogen særlig Hollywoodagtig morale, selv om vi får den obligatoriske graduationspeak af den reddede elev til sidst.

En ikke særlig helstøbt, men ganske interessant film, der afprøver nye veje i en ellers nedtrådt genre.
187