Alene i det uendelige kosmos

3.0
At komme sig over sorgen af et barns død må være noget nær det sværeste, man overhovedet kan forestille sig. I den roste norske film "Kun skyer bevæger stjernerne", bliver den 11-årige Maria det uvillige offer for forældrenes psykiske krise, da hendes lillebror dør af kræft.

Det er sjældent - ja, nærmest lidt af et særsyn - at vi ser norske film blive importeret til de danske biografer. Nu er der imidlertid mulighed for at se et meget bevægende, men også emotionelt knugende drama om eksistensens formålsløshed, når det tragiske sker: et barn dør.

Et kosmos af tomhed
Da lillebroderen dør af cancer, åbner der sig et kosmos af tomhed, melankoli og afmagt for den 11-årige Maria (Thea Sofie Rusten). Hendes mor (Anneke von der Lippe) får en dyb psykose og må rejse bort til en veninde for at få tragedien på afstand. Faderen (Jørgen Langhelle) prøver efter bedste evne at komme gennem dagligdagen, men pigen, der føler sig tilsidesat, svigtet og uelsket, lukker sig mentalt inde i en uigennemtrængelig skal. Faderen kan ikke magte situationen og sender hende bort til bedsteforældrene i Bergen. Det er gennem mødet med den jævnaldrende Jacob (Jan Tore Kristoffersen), der viser sig at være lidt af en livsfilosof, at Marias sorgknude langsomt løses op, fordi han tilbyder hende dét, hun savner allermest hos familien - kærlighed og forståelse.

Baseret på prisbelønnet børnebog
"Kun skyer bevæger stjernerne" er manuskriptforfatteren Torun Lians (f. 1965) debut som spillefilmsinstruktør, men hun har tidligere iscenesat kortfilmen "Det finnes noen som er mindre enn Anna" ('91). Filmen er baseret på hendes egen roman, der i 1995 modtog Nordisk Råds Børnebogs-pris, og som er udkommet på dansk under titlen "Maria langt borte". Det er Torun Lians fortjeneste, at filmen ikke kammer over i den rene traurige mistrøstighed. Fordi hun eminent lever sig ind i børnenes univers og konsekvent fastholder deres perspektiv, samt, ikke mindst, husker at tilføje sin dystre film et glimt af humor og en gnist af håb, bliver dén faretruende tungsindighed, emnet lægger op til, aldrig så nærværende, at den kvæler historiens morale: kærligheden kan frelse os, hvis vi tør give den en chance!

Den tretten-årige debutant Thea Sofie Rusten er simpelthen et fund i hovedrollen. Der er ikke én falsk tone i hendes spil, selv om det unægteligt er en meget krævende rolle, hun er sat til at udfylde. Hvis hun fortsætter sine takter, kan hun blive én af norsk films helt store skuespillerinder i det nye årtusind. Naturtalent er der også over Jan Tore Kristoffersen som den afvæbnende krøltop Jacob.

Et mindre klagepunkt er dog, at en lille, intimpsykologisk film som denne er optaget i det brede CinemaScope-format. Mindre burde kunne have gjort det. Som debatfilm til brug i skoleundervisningens ældste klasser, vil "Kun skyer bevæger stjernerne" egne sig perfekt. Den sætter tanker og følelser i gang hos mennesker - uanset alder.