I frit fald

3.0
Velspillet film om moral i sports-verdenen

Amerikansk film må se i øjnene at filmåret ikke har været noget ud over det sædvanlige. "Jerry Maguire" er nomineret til Oscars i fem vægtige katagorier. Bl.a. som "årets bedste film" og "bedste mandlige hovedrolle" og den skal nok trække dem hjem. "Jerry Maguire" er nemlig en film med film-akademi tække: Fine skuespilspræstationer, nydeligt håndværk og en særdeles appetikvækkende moral, skaber Oscar-vindere - men noget ud over det sædvanlige er filmen ikke.

Tom Cruise spiller den succesfulde sportsagent, Jerry Maguire, der har hundredevis af professionelle sportsfolk i sin stald. Han arbejder for firmaet "Sports Management International", der sørger for indbringende reklame kontrakter og god presseomtale . Jerry Maguire mestrer branchen's spilleregler til fulde efter devisen: pengene fremfor menneskene.

Retskafne mænd i en kynisk verden
Men der er stadig nogen, der tror på det gode i mennesket i amerikansk film. Jerry Maguire er i bedste James Stewart ånd en mand med samvittighed. Tom Cruise, amerikansk films retsskafne genfærd, er den bedste til at forløse den slags opgaver. Altid parat med en løftet pegefinger og en dundertale.

Jerry Maguire får en lys idé en sen nattetime. Han overvældes af moralske skrubler og skriver fluks et forslag til ændring af firmaets kundepolitik. Der skal satses kvalitativt. Mennesket - sportsmanden, skal sættes i højsædet.

Belønningen for det visionære forslag er til at overse - han får fyreseddelen. Nu starter hans ensomme seje kamp for oprejsning i en kynisk verden. Han starter sit eget agentforetagende - skønt den eneste kunde i butikken er den halvfallerede fodboldspiller Rod Tidwell, spillet af Cuba Gooding Jr.
Tidwell har problemer med temperamentet både på- og udenfor banen, og han er uden indbringende sponsoraftaler. Men han er et varmt og reelt menneske, som kommer til at betyde alt for Maguire's egen følelsesmæssige udvikling.

Maguires eneste hjælper er hans sekretær, Dorothy Boyd, der er enlig mor.
Forført af Maguires tro på højere idealer og ikke mindst af hans uimodståelige charme, vælger hun at støtte ham i kampen for et come-back. Med andre ord - hun er dybt forelsket i ham. Maguire smigres, men har ikke hjertet på rette sted, da de starter et romantisk parløb. Maguire har meget at lære.

En effektiv fortælling
Filmen vinder på en god og afvæbnende humor, der tager luften ud af tilløbene til storladen sentimentalitet. "Jerry Maguire" er effektivt fortalt: flot klippet og fotograferet. Dialogen er mundret og præcis. Kort sagt - filmen flyder med en imponerende lethed. Den er lang: To timer og 19 minutter, og den sidste halve time er en sand dræber. Blottet for filmens ellers finurlige og selvudleverende undertoner, trækkes man til sidst igennem slow-motion optagelser af grædende mænd, der har taget ved lære.

"Jerry Maguire" er filmen til dem, der kan li' velsmurte dramaer i stil med "The Firm". En fin og til tider charmerende oplevelse, der dog ikke trækker tænder ud.
Jerry Maguire