Skipperen fra svømmehallen
3.0
I Viet Helmers debutfilm "Tuvalu" mødes sømandsdrømme, onde profitmagere og en dampmaskine ved navn "Imperial" i en eventyrlig og snurret komedie
Midt i et knust ruinlandskab af nedrevne bygninger står der en gammel badeanstalt. Bygningen har bestemt set bedre tider, og bortset fra et par stamkunder er svømmegæsterne for længst forsvundet. Den gamle blinde bademester Karl (Philippe Clay) nægter at fatte, at de gode tider er forbi, og hans søn Anton (Denis Levant) bruger megen tid på at holde illusionen i live bl.a. ved at spille bånd med glade, badende børn, mens Karl sidder på sin livredderplads. Selv så Anton sig helst som noget helt andet, nemlig skipper på havet med kasketten på sned og retning mod solnedgangen.
Kaptajnen og skønjomfruen
Da dukker gamle Gustav (Djoko Rossich) og hans fe-agtige datter Eva (Chulpan Hamatova) op, og Anton øjner muligheder. Gustav er nemlig pensioneret kaptajn og Eva en sært attraktiv pige. Monstro ikke Anton skulle få mulighed for at stikke til havs med dullen ved sin side?
Antons onde og grådige bror Gregor (Terrence Gillespie) har desværre andre planer. Badeanstalten skal rives ned og erstattes af et grimt betonhøjhus. Anton må finde alle ressourcer frem for at redde badeanstalten fra lukning og vinde den skønne Evas hjerte.
Frem med eventyret
Historien er jo egentlig et standard børneeventyr, der ikke har meget andet at sige end "gammelt er godt, moderne er ondt", men den opfindsomme tyske debutinstruktør Viet Helmer hæver det middelmådige forlæg (som han selv har skrevet) til en finurlig og grotesk komedie. De klodsede forsøg på at lave satire over moderniseringen af Østeuropa fortoner sig, og eventyret træder frem. "Tuvalu" finder sted i en mærkelig, skæv verden, der har lånt ikke så lidt fra franske Jeunet og Caro's mesterstykker, "Delicatessen" og "De fortabte børns by", uden dog at være et totalt plagiat.
Stumme skuespillere
Et af Viet Helmers mere originale påfund er at begrænse dialogen til ganske få ord, hovedsageligt karakterernes navne og mærkværdige brokker som "Teknologie Systeme Profit". Denne eventyragtige fåmælthed giver filmen et unikt udtryk, der minder om en charmerende, gammel stumfilm.
Men pantomimen bliver også filmens svaghed, da det i grunden er særdeles svært at fortælle en kompliceret historie uden at bruge ord. Ofte er man i tvivl om, hvad der er karakterernes motivation, og hvad der egentlig foregår - her er ambitionerne simpelthen ikke realiseret godt nok. Men i de bedste scener, som de absurde møder med kommunens bygningsinspektion, finder "Tuvalu" en forbilledligt smuk og meget filmisk enkelthed.
Midt i et knust ruinlandskab af nedrevne bygninger står der en gammel badeanstalt. Bygningen har bestemt set bedre tider, og bortset fra et par stamkunder er svømmegæsterne for længst forsvundet. Den gamle blinde bademester Karl (Philippe Clay) nægter at fatte, at de gode tider er forbi, og hans søn Anton (Denis Levant) bruger megen tid på at holde illusionen i live bl.a. ved at spille bånd med glade, badende børn, mens Karl sidder på sin livredderplads. Selv så Anton sig helst som noget helt andet, nemlig skipper på havet med kasketten på sned og retning mod solnedgangen.
Kaptajnen og skønjomfruen
Da dukker gamle Gustav (Djoko Rossich) og hans fe-agtige datter Eva (Chulpan Hamatova) op, og Anton øjner muligheder. Gustav er nemlig pensioneret kaptajn og Eva en sært attraktiv pige. Monstro ikke Anton skulle få mulighed for at stikke til havs med dullen ved sin side?
Antons onde og grådige bror Gregor (Terrence Gillespie) har desværre andre planer. Badeanstalten skal rives ned og erstattes af et grimt betonhøjhus. Anton må finde alle ressourcer frem for at redde badeanstalten fra lukning og vinde den skønne Evas hjerte.
Frem med eventyret
Historien er jo egentlig et standard børneeventyr, der ikke har meget andet at sige end "gammelt er godt, moderne er ondt", men den opfindsomme tyske debutinstruktør Viet Helmer hæver det middelmådige forlæg (som han selv har skrevet) til en finurlig og grotesk komedie. De klodsede forsøg på at lave satire over moderniseringen af Østeuropa fortoner sig, og eventyret træder frem. "Tuvalu" finder sted i en mærkelig, skæv verden, der har lånt ikke så lidt fra franske Jeunet og Caro's mesterstykker, "Delicatessen" og "De fortabte børns by", uden dog at være et totalt plagiat.
Stumme skuespillere
Et af Viet Helmers mere originale påfund er at begrænse dialogen til ganske få ord, hovedsageligt karakterernes navne og mærkværdige brokker som "Teknologie Systeme Profit". Denne eventyragtige fåmælthed giver filmen et unikt udtryk, der minder om en charmerende, gammel stumfilm.
Men pantomimen bliver også filmens svaghed, da det i grunden er særdeles svært at fortælle en kompliceret historie uden at bruge ord. Ofte er man i tvivl om, hvad der er karakterernes motivation, og hvad der egentlig foregår - her er ambitionerne simpelthen ikke realiseret godt nok. Men i de bedste scener, som de absurde møder med kommunens bygningsinspektion, finder "Tuvalu" en forbilledligt smuk og meget filmisk enkelthed.
19/11-2018