Støv på linsen
3.0
Støvet fyger og Bruce Willis spiller hård banan i Walter Hills "Last Man Standing", der er godt, men ikke fantastisk filmhåndværk
USA i 20'erne: Forbudstiden. En Ford snegler sig igennem Texas' gigantiske, ensomme og støvede prærie. Føreren er en muskuløs, senet og benhård klippe. Han styrer direkte mod en ussel, faldefærdig prærieby, der sidder på prærien som en flue på en lort. Én time og 40 minutter senere forlader Ford og fører igen byen. Tilbage ligger en 30-40 voldskudte gangsterlig!
For tredie gang
Walter Hill's "Last Man Standing" er filmhistoriens tredie bud på fortællingen om den ensomme fremmede, der kommer til en lille by, delt mellem to konkurrerende forbrydergrupper, og hér skaber splid og ødelæggelse til sin egen økonomiske fordel.
Første gang var i 1961 med den mesterlige japanske instruktør Akira Kurosawas "Yojimbo", hvor Kurosawas hofskuespiller Toshiro Mifune spiller en arbejdsløs samurai, der spiller to klaner ud mod hinanden, og ender med at give dem begge en lærestreg. Denne historie inspirerede italieneren Sergio Leone til sin første spaghetti western, "A Fistfull of Dollars" (1964), hvor handlingen er flyttet til et mytologisk Western-univers, og en meget ung Clint Eastwood spiller Manden Uden Navn, der blander sig i striden mellem to familier og således giver lillebyens bedemand overarbejde.
I "Last Man Standing", er vi nu rykket op i Forbudstiden, med alle dens maskingeværsspillende gangsterikoner. Bruce Willis spiller den ensomme fremmede, med det opdigtede navn John Smith, og de to rivaliserende grupper er hverken klaner eller familier, men derimod hhv. en irsk og en italiensk gangsterbande. Ellers er historien den samme. Smith går frem og tilbage mellem banderne og spiller sit udspekulerede rænkespil. Kuglerne flyver om ørerne, og mens indbyggertallet hurtigt falder, stiger størrelsen på Smiths tegnebog støt og roligt.
Imidlertid kommer der grus - eller i dette tilfælde følelser - i maskineriet. Smith begynder for det første at nære følelser for italieneren Strozzis pige, og for det andet beslutter han sig for at hjælpe en mexikansk kvinde, som den irske gangsterboss, Doyle, holder fanget.
Gode biroller
Walter Hill (som nok er bedst kendt for filmene "48 timer" (1982) og "Nye 48 timer" (1990)) har valgt at lade Bruce Willis - eller John Smith - fortælle henover lydsporet om sine motivationer, tanker og følelser. Det virker nærmest som et forsøg på ikke at gøre John Smith for hård og unuanceret, og det er irriterende. For det fremgår helt tydeligt af filmens forløb, at Smith som udganspunkt er en moralsk afstumpet bølle, men at han, da han møder Stozzi og Doyles kvinder, ændrer sig og viser sine mere ædle sider. Voice-overen er således unødvendig og en smule ødelæggende for det overordnede indtryk af filmen.
Bruce Willis er ellers et ganske godt valg til rollen som John Smith, han går bare rundt og ser sur og tvær ud, noget der falder ham meget naturligt. Han mangler dog stadig noget af den 'coolness' man finder hos f.eks. Clint Eastwood.
Til gengæld glæder man sig over de mange fine birolleskuespillere. William Sanderson (der spillede den genetiske designer J. F. Sebastian i mesterværket "Blade Runner" (1982)) spiller ejeren af den bar, hvor John Smith opholder sig mellem sine konfrontationer med bandemedlemmerne. Bruce Dern er byens korrupte sherif, der overlever ved at sælge oplysninger til de to bander og lukke øjnene, når maskingeværerne synger, men som alligevel viser sig at have en vis moral. David Patrick Kelly (der spillede Jerry Horne i David Lynch' tv-serie "Twin Peaks"), er fremragende som den irske gangsterboss, Doyle, der er mere eller mindre psykisk ustabil, og samtidig har et vanvitttigt temperament. Endelig er der selvfølgelig Christoffer Walken som Doyles højre hånd Hickey. Han er ond som bare Fanden, men man ærger sig over, at han ikke gives mere plads og karaktér.
Gennemført billedside
Billedsiden er gennemført og meget stilfuld. Lige fra første til sidste sekund er filmen holdt i gullige, 'støvede' nyancer, der fremhæver det rå, barske og trøstesløse. Vi er helt væk fra enhver form for realisme, og er i stedet indtrådt i et autonomt, mytologisk filmunivers. Et godt eksempel på dette, er den scene, hvor Smith ankommer til byen, og pludselig midt i det faldefærdige støvhelvede bliver konfronteret med en flok velklædte gangstere. Det virker umiddelbart fuldstændig vanvittigt, men det bliver fremstillet som det naturligste i verden, netop fordi filmen undlader at påberåbe sig nogen form for realisme.
Heri ligger en stor respekt og kærlighed til det oprindelige forlæg, der også havde denne mytologiske og eventyrfortællende karaktér, og undervejs er der mange fine elementer. Men set som helhed mangler "Last Man Standing" den sjæl og særegenhed, der skaber en rigtig fantastisk og underholdende film. Walther Hill er en dygtig håndværker, og det samme kan man sige om "Last Man Standing": det er dygtigt håndværk, hverken mere eller mindre.
USA i 20'erne: Forbudstiden. En Ford snegler sig igennem Texas' gigantiske, ensomme og støvede prærie. Føreren er en muskuløs, senet og benhård klippe. Han styrer direkte mod en ussel, faldefærdig prærieby, der sidder på prærien som en flue på en lort. Én time og 40 minutter senere forlader Ford og fører igen byen. Tilbage ligger en 30-40 voldskudte gangsterlig!
For tredie gang
Walter Hill's "Last Man Standing" er filmhistoriens tredie bud på fortællingen om den ensomme fremmede, der kommer til en lille by, delt mellem to konkurrerende forbrydergrupper, og hér skaber splid og ødelæggelse til sin egen økonomiske fordel.
Første gang var i 1961 med den mesterlige japanske instruktør Akira Kurosawas "Yojimbo", hvor Kurosawas hofskuespiller Toshiro Mifune spiller en arbejdsløs samurai, der spiller to klaner ud mod hinanden, og ender med at give dem begge en lærestreg. Denne historie inspirerede italieneren Sergio Leone til sin første spaghetti western, "A Fistfull of Dollars" (1964), hvor handlingen er flyttet til et mytologisk Western-univers, og en meget ung Clint Eastwood spiller Manden Uden Navn, der blander sig i striden mellem to familier og således giver lillebyens bedemand overarbejde.
I "Last Man Standing", er vi nu rykket op i Forbudstiden, med alle dens maskingeværsspillende gangsterikoner. Bruce Willis spiller den ensomme fremmede, med det opdigtede navn John Smith, og de to rivaliserende grupper er hverken klaner eller familier, men derimod hhv. en irsk og en italiensk gangsterbande. Ellers er historien den samme. Smith går frem og tilbage mellem banderne og spiller sit udspekulerede rænkespil. Kuglerne flyver om ørerne, og mens indbyggertallet hurtigt falder, stiger størrelsen på Smiths tegnebog støt og roligt.
Imidlertid kommer der grus - eller i dette tilfælde følelser - i maskineriet. Smith begynder for det første at nære følelser for italieneren Strozzis pige, og for det andet beslutter han sig for at hjælpe en mexikansk kvinde, som den irske gangsterboss, Doyle, holder fanget.
Gode biroller
Walter Hill (som nok er bedst kendt for filmene "48 timer" (1982) og "Nye 48 timer" (1990)) har valgt at lade Bruce Willis - eller John Smith - fortælle henover lydsporet om sine motivationer, tanker og følelser. Det virker nærmest som et forsøg på ikke at gøre John Smith for hård og unuanceret, og det er irriterende. For det fremgår helt tydeligt af filmens forløb, at Smith som udganspunkt er en moralsk afstumpet bølle, men at han, da han møder Stozzi og Doyles kvinder, ændrer sig og viser sine mere ædle sider. Voice-overen er således unødvendig og en smule ødelæggende for det overordnede indtryk af filmen.
Bruce Willis er ellers et ganske godt valg til rollen som John Smith, han går bare rundt og ser sur og tvær ud, noget der falder ham meget naturligt. Han mangler dog stadig noget af den 'coolness' man finder hos f.eks. Clint Eastwood.
Til gengæld glæder man sig over de mange fine birolleskuespillere. William Sanderson (der spillede den genetiske designer J. F. Sebastian i mesterværket "Blade Runner" (1982)) spiller ejeren af den bar, hvor John Smith opholder sig mellem sine konfrontationer med bandemedlemmerne. Bruce Dern er byens korrupte sherif, der overlever ved at sælge oplysninger til de to bander og lukke øjnene, når maskingeværerne synger, men som alligevel viser sig at have en vis moral. David Patrick Kelly (der spillede Jerry Horne i David Lynch' tv-serie "Twin Peaks"), er fremragende som den irske gangsterboss, Doyle, der er mere eller mindre psykisk ustabil, og samtidig har et vanvitttigt temperament. Endelig er der selvfølgelig Christoffer Walken som Doyles højre hånd Hickey. Han er ond som bare Fanden, men man ærger sig over, at han ikke gives mere plads og karaktér.
Gennemført billedside
Billedsiden er gennemført og meget stilfuld. Lige fra første til sidste sekund er filmen holdt i gullige, 'støvede' nyancer, der fremhæver det rå, barske og trøstesløse. Vi er helt væk fra enhver form for realisme, og er i stedet indtrådt i et autonomt, mytologisk filmunivers. Et godt eksempel på dette, er den scene, hvor Smith ankommer til byen, og pludselig midt i det faldefærdige støvhelvede bliver konfronteret med en flok velklædte gangstere. Det virker umiddelbart fuldstændig vanvittigt, men det bliver fremstillet som det naturligste i verden, netop fordi filmen undlader at påberåbe sig nogen form for realisme.
Heri ligger en stor respekt og kærlighed til det oprindelige forlæg, der også havde denne mytologiske og eventyrfortællende karaktér, og undervejs er der mange fine elementer. Men set som helhed mangler "Last Man Standing" den sjæl og særegenhed, der skaber en rigtig fantastisk og underholdende film. Walther Hill er en dygtig håndværker, og det samme kan man sige om "Last Man Standing": det er dygtigt håndværk, hverken mere eller mindre.
19/11-2018