Da Harry mødte Kate
5.0
Australieren Michael Rymers debutfilm er en god, men barsk beskrivelse af to skizofreni-plagede unge mennesker, der vil prøve at leve sammen og stifte familie trods alle besværligheder.
I et univers, hvor skæbnen tilsyneladende bestemmes ovenfra, af ens nærmeste og ikke mindst af indre stemmer, er det ikke nemt at finde et solidt fodfæste og leve et almindeligt liv. Sådan forholder det sig for Harry (John Lynch) og Kate (Jacqueline McKenzie), de to hovedpersoner i "Angel Baby". Begge har oplevet en skizofreni, der har skubbet dem helt ud til kanten. Harry er på piller da vi møder ham. Han arbejder ikke længere, og bor hos sin brors familie. En del af tiden bruger han på et lokalt behandlingscenter, hvor han blandt andet deltager i gruppeterapi sammen med en håndfuld andre, der hver har deres særheder og neuroser at kæmpe med. Det er under en af disse gruppemøder at Harry får øje på Kate, og snart bliver de både venner og kærester. Kate tager også medicin for at klare skærene, men derudover er hun stærkt afhængig af Lykkehjulet. Hendes skytsengel Astral sender beskeder og gode råd til hende via de fraser, som deltagerne i tv-programmet skal gætte, mener hun, og derfor bliver de alle omhyggeligt skrevet ned i et lille hæfte. Diverse kombinationer og tværsumme af tal spiller også en rolle for om det hun gør i en given situation bringer lykke eller ej, og sidst men ikke mindst er hun rædselsslagen for at miste blod.
Mellem himmel og helvede
Det er kort sagt ikke langt mellem potentielt farlige situationer, men Harry og Kate vokser sig stærkere med hinandens kærlighed, og Harry lever sig fuldt og helt ind i Kates verdensopfattelse. De flytter sammen, Harry får job som computermand igen, Kate bliver gravid og sammen beslutter de at kvitte smøger, kaffe og piller for at barnet kan fødes raskt. Men uden medicinen har de svært ved at holde den mentale balance, og der går ikke længe før Kate må indlægges og Harry mister sit job, fordi han ikke har fortalt chefen alt om sin sygehistorie. Det roterende hjul i tv-programmet etablerer sig således næsten umærkeligt som et symbol på de to eksistensers konstante og svimlende bevægelse, mellem det enkle og ophøjede på den ene side og det frustrerende uoverskuelige på den anden. Så renfærdig en erotisk sekvens kan fremstå, lige så skræmmende er for eksempel en scene i et supermarked, hvor Kate pådrager sig en rift på benet og går i sort af skræk for at "de" har taget hendes blod.
Titlen på filmen antyder også denne splittelse. "Angel"-elementet udgøres af Astral, der som sagt er Kates overnaturlige og åndelige vejleder, mens "baby"-elementet er deres fælles barn. Man kan naturligvis også bare argumentere for at de to ord skal betegne de kvaliteter og evner, som de tillægger hinanden og som de så stærkt prøver at leve op til. Harry smugler Kate ud fra anstalten, og selvom fødslen er lige op over skjuler de sig og nægter at se nogen læger. Fødslen går igang ikke lang tid efter, men Kate dør af blodtab efter at have født en sund pige. Harry er ude af sig selv, og filmen slutter på den bro, hvor han og Kate engang havde stået på rækværket og skreget op mod vinden som fuglene over dem. Han genkalder sig Kates ord om at hun ikke ville kunne leve uden ham, og man aner hvad der går gennem hans hoved. Men filmen går - heldigvis - i sort inden vi ser ikke hvilken beslutning han ender med at tage.
Ambition og vision
Det er en rigtig god film, som debutanten Michael Rymer har lavet. Al overflødig udvendighed og smartness er skåret væk, og tilbage står man med en hård, men også indfølt og særdeles troværdig skildring af to randeksistenser. Den er faktisk ikke helt ulig "Leaving Las Vegas", turde man mene. Harry og Kate er nemlig ikke bare uigenkaldeligt hjælpeløse tabere, men tværtimod "måske egnede", og derfor bliver historien aldrig hverken sentimentalt eller uvedkommende. Der er, ikke at forglemme, også meget lune og kærlig ironi i både figurer og situationer, og håndteringen af de dramatiske virkemidler er i det hele taget fin. "Min første inspiration var at lave en kærlighedshistorie om to mennesker, som lever i en ophøjet tilstand. Senere fandt jeg ud af at psykisk syge mennesker lever i en drømmeagtig virkelighed, hvor deres intuitive side ofte dominerer over deres rationelle side," siger Rymer. Trods skizofreni-aspektet er det grundliggende en film om kærlighedens frelsende kraft, som han siger. At hans projekt er lykkedes fortæller blandt andet de fire AFI'er (den australske pendent til Oscar'en) om. Det er ikke en film man kan konsumere uden videre, men er man beredt på et skævt hverdagsdrama med tyngde, så får man også noget med hjem.
I et univers, hvor skæbnen tilsyneladende bestemmes ovenfra, af ens nærmeste og ikke mindst af indre stemmer, er det ikke nemt at finde et solidt fodfæste og leve et almindeligt liv. Sådan forholder det sig for Harry (John Lynch) og Kate (Jacqueline McKenzie), de to hovedpersoner i "Angel Baby". Begge har oplevet en skizofreni, der har skubbet dem helt ud til kanten. Harry er på piller da vi møder ham. Han arbejder ikke længere, og bor hos sin brors familie. En del af tiden bruger han på et lokalt behandlingscenter, hvor han blandt andet deltager i gruppeterapi sammen med en håndfuld andre, der hver har deres særheder og neuroser at kæmpe med. Det er under en af disse gruppemøder at Harry får øje på Kate, og snart bliver de både venner og kærester. Kate tager også medicin for at klare skærene, men derudover er hun stærkt afhængig af Lykkehjulet. Hendes skytsengel Astral sender beskeder og gode råd til hende via de fraser, som deltagerne i tv-programmet skal gætte, mener hun, og derfor bliver de alle omhyggeligt skrevet ned i et lille hæfte. Diverse kombinationer og tværsumme af tal spiller også en rolle for om det hun gør i en given situation bringer lykke eller ej, og sidst men ikke mindst er hun rædselsslagen for at miste blod.
Mellem himmel og helvede
Det er kort sagt ikke langt mellem potentielt farlige situationer, men Harry og Kate vokser sig stærkere med hinandens kærlighed, og Harry lever sig fuldt og helt ind i Kates verdensopfattelse. De flytter sammen, Harry får job som computermand igen, Kate bliver gravid og sammen beslutter de at kvitte smøger, kaffe og piller for at barnet kan fødes raskt. Men uden medicinen har de svært ved at holde den mentale balance, og der går ikke længe før Kate må indlægges og Harry mister sit job, fordi han ikke har fortalt chefen alt om sin sygehistorie. Det roterende hjul i tv-programmet etablerer sig således næsten umærkeligt som et symbol på de to eksistensers konstante og svimlende bevægelse, mellem det enkle og ophøjede på den ene side og det frustrerende uoverskuelige på den anden. Så renfærdig en erotisk sekvens kan fremstå, lige så skræmmende er for eksempel en scene i et supermarked, hvor Kate pådrager sig en rift på benet og går i sort af skræk for at "de" har taget hendes blod.
Titlen på filmen antyder også denne splittelse. "Angel"-elementet udgøres af Astral, der som sagt er Kates overnaturlige og åndelige vejleder, mens "baby"-elementet er deres fælles barn. Man kan naturligvis også bare argumentere for at de to ord skal betegne de kvaliteter og evner, som de tillægger hinanden og som de så stærkt prøver at leve op til. Harry smugler Kate ud fra anstalten, og selvom fødslen er lige op over skjuler de sig og nægter at se nogen læger. Fødslen går igang ikke lang tid efter, men Kate dør af blodtab efter at have født en sund pige. Harry er ude af sig selv, og filmen slutter på den bro, hvor han og Kate engang havde stået på rækværket og skreget op mod vinden som fuglene over dem. Han genkalder sig Kates ord om at hun ikke ville kunne leve uden ham, og man aner hvad der går gennem hans hoved. Men filmen går - heldigvis - i sort inden vi ser ikke hvilken beslutning han ender med at tage.
Ambition og vision
Det er en rigtig god film, som debutanten Michael Rymer har lavet. Al overflødig udvendighed og smartness er skåret væk, og tilbage står man med en hård, men også indfølt og særdeles troværdig skildring af to randeksistenser. Den er faktisk ikke helt ulig "Leaving Las Vegas", turde man mene. Harry og Kate er nemlig ikke bare uigenkaldeligt hjælpeløse tabere, men tværtimod "måske egnede", og derfor bliver historien aldrig hverken sentimentalt eller uvedkommende. Der er, ikke at forglemme, også meget lune og kærlig ironi i både figurer og situationer, og håndteringen af de dramatiske virkemidler er i det hele taget fin. "Min første inspiration var at lave en kærlighedshistorie om to mennesker, som lever i en ophøjet tilstand. Senere fandt jeg ud af at psykisk syge mennesker lever i en drømmeagtig virkelighed, hvor deres intuitive side ofte dominerer over deres rationelle side," siger Rymer. Trods skizofreni-aspektet er det grundliggende en film om kærlighedens frelsende kraft, som han siger. At hans projekt er lykkedes fortæller blandt andet de fire AFI'er (den australske pendent til Oscar'en) om. Det er ikke en film man kan konsumere uden videre, men er man beredt på et skævt hverdagsdrama med tyngde, så får man også noget med hjem.
19/11-2018