Moder Jord
3.0
"Antonias Verden" er et velsmurt og fornøjeligt feministisk eventyr: "Hvordan stærke kvinder bliver lykkelige, bare de accepterer Naturen"
Den hollandske film,"Antonias Verden", kommer til Danmark med en Oscar for Bedste Udenlandske Film i ryggen, og det er tydeligt, at dens bittersøde tilbageskuen har appeleret til Det Amerikanske Filmakademis sædvanligtvis noget rørstrømske smag. Alligevel er der træk som gør "Antonias Verden" til en både markant og personlig film.
Antonia vender efter 20 års fravær tilbage til sin fødelandsby, helt derude hvor kragerne vender. Med sig har hun den voksne datter Danielle, men ingen mand til at forklare pigens herkomst. Antonia er en stærk og selvstændig kvinde og overtager med flid den mødrende gård efter moderens død. Tiden går, som den har for vane, og en dag vil Danielle have et barn. Hun finder en sæddonor inde i en tilfældig læderjakke, for en ægtemand interesserer hende ikke. Produktet af det korte samvær er datteren Therese, som, da hendes tid kommer, får datteren Sarah. Det er disse fire generationer af kvinder "Antonias Verden" drejer sig om: Den jordbundne Antonia, lesbiske Danielle med malertalent, intelligente og musikalske Therese, og poetiske Sarah, som også er historiens fortæller.
Raritetskabinettet
Omkring de fire kvinder finder vi landsbyens farverige beboere, der efterhånden knytter sig til familien: Landsbytossen Willem med et hjerte af guld; den debile og incestramte Deedee; den lokale præst, som af bar livsglæde forlader kirken; den evigt gravide storbypige Letta, som søger tilflugt hos Antonia og gifter sig med den kåde præst; den hyggelige og tålmodige gårdejer Bas, som efterhånden vinder Antonias hengivenhed; lærerinden Lara, som indgår et lykkeligt lesbisk forhold med Danielle; den sortseende intellektuelle Krumfinger, som læser Schopenhauer og går i selvmordstanker, men alligevel giver Therese megen visdom. Alle er de excentriske outsidere, men finder ly på Antonias gård.
Slangerne i paradiset er få; kun lumske gårdejer Daan og hans liderlige søn Pitte er en trussel mod den ubesmittede lykke, og det kun indtil Antonia får trukket tænderne ud på dem. Inden da når den grumme Pitte dog at voldtage både Deedee og Therese, uden det dog får nævneværdig indflydelse på deres liv. Alt i alt lever Antonia og familie et lykkeligt liv i selvtilfreds udfoldelse. Mæt af dage kan Antonia ligge sig til at dø og livets cirkel starte forfra.
Symbolske idéer
Det bliver hurtigt klart, at "Antonias Verden" ikke er en film af den vanlige virkelighedsimiterende type. Der bliver nærmest insisteret på det bizarre og det anderledes i landsbyboernes levevis. Handlingen er sært konfliktløs og personerne så skævt tegnede og urimelige, at "Antonias Verden" vil andet end 'bare at fortælle en historie'. Selvom stemningen til tider strejfer det surreelle, er vi snarere over i det egentlige symbolske landskab, hvor karaktererne ikke kan forstås som realistiske, men som pegende på noget udenfor filmens verden: F.eks. en filosofisk idé. De medvirkende er statister i instruktøren Marleen Gooris skabelse af et moderne eventyr, en feministisk myte: Om hvordan kvinder kan hvile i sig selv. Om hvordan tiden går uden at gå nogen steder hen. Om Naturens indretning med kvinden som omdrejningspunkt. Antonia er en legemliggørelse af mægtige Moder Jord, og kvinderne omkring hende forskellige aspekter af et kvindeligt hele: Kunstneren, Intellektet, Musikken, Fødemaskinen, Digteren osv. Mændene er derimod ikke tildelt så fremragende kvaliteter: De kan deles op i De Brugbare (avlsmaskiner, seksuel eller intellektuel stimulation), De Tåbelige og De Farlige (voldtægtsmænd). Deres skæbne er oftest grum, Den golde intellektuelle fortvivler sig ihjel, mens den hadefuldes ondskab vendes mod ham selv.
Tanker om Tiden
"Antonias Verden" bliver dermed til Marleen Gorris egen lommefilosofiske afhandling om verdens gang og moderskabets natur, gerne opsummeret i den oftest præcise, men nogen gange vel betydningsladne fortællerstemme: "Tiden blev ved med at gå. Den tog ingen notits af død eller liv, fordærv eller vækst, ikke engang kærlighed, had eller jalousi. Den ignorerede alle disse ting, der er så vigtige for mennesker, at de helt kan få dem til at glemme tiden." Gennemlysningen af Tiden som udtryk for Naturens Gang Som Sådan frembringer dog ikke de store åbenbaringer. Pointerne er vist ikke mange andre, end at man skal lære at acceptere hinandens forskelligeheder. "Antonias Verden" handler ikke om, hvordan tiden reelt påvirker mennesker, eller reelle forhold mellem disse af tiden påvirkede mennesker.
Rytme og nydelse
Hvordan kan det nu være, at denne tankemæssige storm i et glas vand har kunne vække så mange rosende ord og så mange priser? Tjah, en mulighed er selvfølgelig, at berømmelsen netop skyldes den kaloriefattige besyngelse af en konsekvensløs tidens tand, men snarere er det "Antonias Verden"s usædvanligt velkonstruerede 'feel-good' stemning, der trækker stikkene hjem. For man er konstant i godt selskab: Billederne er flotte, karaktererne sympatiske og præcise, handlingen let glidende morsom, og musikken skaber et gyldent rum af velvære. Filmens umiskendelige varme opnås ikke ved intrigens friktion, men ved violinernes medfølende klang, fortællerstemmens veloplagte gelejden og billedernes rytmiske dvælen. Derudover er en egentlig sentimental nostalgi heldigvis undgået, og ligeldes styrer vi også uden om kvindefilmens værste kors: De dybe samtaler og de store opgør. Der er helt andre ting på spil.
Problemerne opstår især, når Marleen Gorris nærmest pligtskyldigt føler sig tvunget til at introducere nogle knaster i parketgulvet, bare for at skabe et minimum af drama - et par voldtægter, et selvmord og en dødsulykke eller to. Der må ligesom lidt malurt i bægeret for at få honningen til at glide ned, men hånden, der fører dråbetælleren, bliver lidt for tydelig.
"Antonias Verden" er en bemærkelsesværdig bedrift: På én gang et tilforladeligt og strømlinet produkt, og en usædvanligt personlig film. At det er tomme kalorier, bærer man over med så længe musikken spiller.
Den hollandske film,"Antonias Verden", kommer til Danmark med en Oscar for Bedste Udenlandske Film i ryggen, og det er tydeligt, at dens bittersøde tilbageskuen har appeleret til Det Amerikanske Filmakademis sædvanligtvis noget rørstrømske smag. Alligevel er der træk som gør "Antonias Verden" til en både markant og personlig film.
Antonia vender efter 20 års fravær tilbage til sin fødelandsby, helt derude hvor kragerne vender. Med sig har hun den voksne datter Danielle, men ingen mand til at forklare pigens herkomst. Antonia er en stærk og selvstændig kvinde og overtager med flid den mødrende gård efter moderens død. Tiden går, som den har for vane, og en dag vil Danielle have et barn. Hun finder en sæddonor inde i en tilfældig læderjakke, for en ægtemand interesserer hende ikke. Produktet af det korte samvær er datteren Therese, som, da hendes tid kommer, får datteren Sarah. Det er disse fire generationer af kvinder "Antonias Verden" drejer sig om: Den jordbundne Antonia, lesbiske Danielle med malertalent, intelligente og musikalske Therese, og poetiske Sarah, som også er historiens fortæller.
Raritetskabinettet
Omkring de fire kvinder finder vi landsbyens farverige beboere, der efterhånden knytter sig til familien: Landsbytossen Willem med et hjerte af guld; den debile og incestramte Deedee; den lokale præst, som af bar livsglæde forlader kirken; den evigt gravide storbypige Letta, som søger tilflugt hos Antonia og gifter sig med den kåde præst; den hyggelige og tålmodige gårdejer Bas, som efterhånden vinder Antonias hengivenhed; lærerinden Lara, som indgår et lykkeligt lesbisk forhold med Danielle; den sortseende intellektuelle Krumfinger, som læser Schopenhauer og går i selvmordstanker, men alligevel giver Therese megen visdom. Alle er de excentriske outsidere, men finder ly på Antonias gård.
Slangerne i paradiset er få; kun lumske gårdejer Daan og hans liderlige søn Pitte er en trussel mod den ubesmittede lykke, og det kun indtil Antonia får trukket tænderne ud på dem. Inden da når den grumme Pitte dog at voldtage både Deedee og Therese, uden det dog får nævneværdig indflydelse på deres liv. Alt i alt lever Antonia og familie et lykkeligt liv i selvtilfreds udfoldelse. Mæt af dage kan Antonia ligge sig til at dø og livets cirkel starte forfra.
Symbolske idéer
Det bliver hurtigt klart, at "Antonias Verden" ikke er en film af den vanlige virkelighedsimiterende type. Der bliver nærmest insisteret på det bizarre og det anderledes i landsbyboernes levevis. Handlingen er sært konfliktløs og personerne så skævt tegnede og urimelige, at "Antonias Verden" vil andet end 'bare at fortælle en historie'. Selvom stemningen til tider strejfer det surreelle, er vi snarere over i det egentlige symbolske landskab, hvor karaktererne ikke kan forstås som realistiske, men som pegende på noget udenfor filmens verden: F.eks. en filosofisk idé. De medvirkende er statister i instruktøren Marleen Gooris skabelse af et moderne eventyr, en feministisk myte: Om hvordan kvinder kan hvile i sig selv. Om hvordan tiden går uden at gå nogen steder hen. Om Naturens indretning med kvinden som omdrejningspunkt. Antonia er en legemliggørelse af mægtige Moder Jord, og kvinderne omkring hende forskellige aspekter af et kvindeligt hele: Kunstneren, Intellektet, Musikken, Fødemaskinen, Digteren osv. Mændene er derimod ikke tildelt så fremragende kvaliteter: De kan deles op i De Brugbare (avlsmaskiner, seksuel eller intellektuel stimulation), De Tåbelige og De Farlige (voldtægtsmænd). Deres skæbne er oftest grum, Den golde intellektuelle fortvivler sig ihjel, mens den hadefuldes ondskab vendes mod ham selv.
Tanker om Tiden
"Antonias Verden" bliver dermed til Marleen Gorris egen lommefilosofiske afhandling om verdens gang og moderskabets natur, gerne opsummeret i den oftest præcise, men nogen gange vel betydningsladne fortællerstemme: "Tiden blev ved med at gå. Den tog ingen notits af død eller liv, fordærv eller vækst, ikke engang kærlighed, had eller jalousi. Den ignorerede alle disse ting, der er så vigtige for mennesker, at de helt kan få dem til at glemme tiden." Gennemlysningen af Tiden som udtryk for Naturens Gang Som Sådan frembringer dog ikke de store åbenbaringer. Pointerne er vist ikke mange andre, end at man skal lære at acceptere hinandens forskelligeheder. "Antonias Verden" handler ikke om, hvordan tiden reelt påvirker mennesker, eller reelle forhold mellem disse af tiden påvirkede mennesker.
Rytme og nydelse
Hvordan kan det nu være, at denne tankemæssige storm i et glas vand har kunne vække så mange rosende ord og så mange priser? Tjah, en mulighed er selvfølgelig, at berømmelsen netop skyldes den kaloriefattige besyngelse af en konsekvensløs tidens tand, men snarere er det "Antonias Verden"s usædvanligt velkonstruerede 'feel-good' stemning, der trækker stikkene hjem. For man er konstant i godt selskab: Billederne er flotte, karaktererne sympatiske og præcise, handlingen let glidende morsom, og musikken skaber et gyldent rum af velvære. Filmens umiskendelige varme opnås ikke ved intrigens friktion, men ved violinernes medfølende klang, fortællerstemmens veloplagte gelejden og billedernes rytmiske dvælen. Derudover er en egentlig sentimental nostalgi heldigvis undgået, og ligeldes styrer vi også uden om kvindefilmens værste kors: De dybe samtaler og de store opgør. Der er helt andre ting på spil.
Problemerne opstår især, når Marleen Gorris nærmest pligtskyldigt føler sig tvunget til at introducere nogle knaster i parketgulvet, bare for at skabe et minimum af drama - et par voldtægter, et selvmord og en dødsulykke eller to. Der må ligesom lidt malurt i bægeret for at få honningen til at glide ned, men hånden, der fører dråbetælleren, bliver lidt for tydelig.
"Antonias Verden" er en bemærkelsesværdig bedrift: På én gang et tilforladeligt og strømlinet produkt, og en usædvanligt personlig film. At det er tomme kalorier, bærer man over med så længe musikken spiller.
19/11-2018