"Hvis man holdt af scenen i 'Magnolia', hvor det regner med frøer, vil man elske denne underlige lille snegl af en kærlighedsfilm."

"Også Andersons tredje film demonstrerer, at han vover lidt mere og vil noget andet end flertallet af dagens leflende amerikanske filmskabere."

"Punch-Drunk Love er ikke for alle - men den er for dem, der er vild med underlige små film, og som synes, at kikset humor er det sjoveste, der findes på film."

Jeg har tidligere ikke været ovenud begejstret for P.T. Andersons bud på en Adam Sandler-film, Punch-Drunk Love, der virkede som en mindre film efter den på alle måder grandiose Magnolia. Men Criterion Collection lavede en særudgivelse af Andersons skæve komedie, hvilket var den rette anledning til et køb og et gensyn. Og i selvsagte gensyn blev jeg fuldstændig fortabt i Punch-Drunk Love, der denne gang for mig var en fantastisk smuk kærlighedshistorie og et overrumplende karakterportræt af en ensom mand, der er presset fra alle sider, ikke mindst fra sig selv og sit enorme selvhad. Sandler leverer en i sandhed pragtpræstation, der svinger mellem vidunderlig sødme og det hjerteskærende smertefulde. Hans aggressionsudbrud har en forståelig bundklang i sig, mens han skrøbelighed er uafryst...

Herlig lille underlig film med en usædvanlig afdæmpet Adam. Sandler som viser at han kan spille andet end tumpe arbejderen med det usyrlige temperament. I denne film fokuseres der ikke i nær grad på hans temperament, og de få scener han går amok i er velkontrollerede uforglemmelige scener. Familiemiddagen hos søsteren sætter sig dybt fast som en af de mest intelligente underspillede scener hvor frustrationer hober sig op.

Se ikke filmen hvis du forventer en klassisk Adam Sandler film, men musikken, Sandler og instruktøren løfter den lille film til et mindeværdigt mesteværk.

Med ”Punch-Drunk Love” følger Paul Thomas Anderson op på den grandiose ”Magnolia” med en langt mere beskeden film. Denne gang er det blevet til en skæv og aparte kærlighedshistorie med en dosis underfundig humor.

Og alligevel er man ikke i tvivl om, hvem der er bag roret. Andersons krøllede historiefortælling skinner atter igennem, og det er godt. Det tilfører fortællingen energi i en ellers lavmælt film, og bevirker, at kærlighedshistorien på intet tidspunkt bliver slesket.

En underspillet Sandler er en fornøjelse at opleve i hans første (mere eller mindre) seriøse rolle. Han er glimrende som den paranoide og excentriske Barry Egan, og Sandler viser en ny spændende side af sig selv – for min skyld må han gerne lave mere af samme skuffe for fremtiden. Watson er velvalgt i den kvind...

Ja, den er i hvert fald mere skæv end sjov - man sidder sådan set bare og venter på at dne kommer i gang

Hvor var det UTROLIGT SKUFFENDE at se denne film. Sådan en pragtsamling af skuespillere linet op... men for hvad?
Filmen er et meget søgt forsøg på at være enormt intellektuelt udfordrende - én man skal være rigtiiig klog for at forstå den dybere mening af. Men har den virkelig en sådanne dybere mening? I så fald er den godt skjult, for den udfolder efter min mening ingen af de lovende aspekter, som ligger i plottet. Har du læst handlingsbeskrivelsen, behøver du ikke at se filmen. Den handler om Barry, som har et problematisk forhold til sine 7 søstre og kærligheden. Men vi får ikke særligt meget at se til søstrene. Vi får ikke særligt meget at se til hans job. Vi hører ikke noget særligt om hans tidligere kærlighedsliv. Han møder en kvinde, og de falder for hinanden uden komplikatione...