Som to krokodiller (Come due coccodrilli)

Gabriele er en succesfuld parisisk kunsthandler, men plages af onde drømme om sin traumatiske barndom i Italien. Her voksede han op under en streng, ufølsom fader og to jaloux halvbrødre. Mange år efter får Gabriele pludselig mulighed for at gør op med fortidens spøgelser. © Scope

Produktionsår 1994
Genre Drama
Instruktør Giacomo Campiotti
Medvirkende Angela Baraldi, Fabrizio Bentivoglio, Sandrine Dumas, Giancarlo Giannini
Spilletid 97 min.
Biopremiere 20.06.1997
Scope-score Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Anmeldere
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Din stemme Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk

Anmeldere

Scope
Livet i en glaskuppel

Italienske Giacomo Campiotti's "Som to krokodiller" er en ubeslutsom film om et ubeslutsomt opgør med fortiden.

Barndommens sår mærker én for livet. Det gælder ikke mindst for Gabriele (Fabrizio Bentivoglio), en succesfuld italiener i Paris' kunsthandler jet-set. Han har masser af penge, et spændende job og et uforpligtende forhold til en smuk kvinde. Men under den strømlinede euroman-facade gemmer Gabrile, naturligvis, på en ulykkelig barndom. Han voksede op hos sin smukke, men fattige moder Marta (Valeria Golino), med den travle fader Pietro (veteranen Giancarlo Giannini) som en sjælden gæst. Da moderen dør ved fødslen af lillebroderen, tvinges Pietro til at afsløre sin dobbelttilværelse: I virkeligheden er han en gift fabriksejer, og han må nu indlemme Gabriele i sin egentlige familie. Her kommer den talentfulde dreng efterhånden i klammeri med de uduelige halvbrødre, som giver ham skylden for deres moders evige sygdom. Da Gabriele som ung mand står til at overtage fabrikken, tager begivenhederne pludselig fart, og han må med blødende hjerte forlade Italien og sin elskede lillebroder.

En drømmeverden
Den traumatiske barndom har selvfølgelig gjort et uudsletteligt indtryk på Gabriele, og den første del af historien fortælles faktisk som en drøm, med den voksne mand sovende i sit kølige værelse og barndommens billeder skinnende varmt igennem på den indre nethinde. En ganske elegant måde at vise, at Gabriele lever en uvirkelig tilværelse, hvor fortiden tager energi fra nutiden, og samtidig fortæller baggrunden for historien. Gabriele vågner naturligvis af søvnen, men fortidens billeder bliver ved med at følge ham, indtil han ved en tilfældighed får mulighed for at konfrontere fortidens spøgelser.

Mødet mellem en fiskebowle og en afgrund
Instruktøren Giacomo Campiotti har sammen med kameramanden Raffaele Mertes skabt en række afdæmpede, smukke billeder, der dog sjældent bliver mere end tilbehør og illustrationer til hovedpersonens sjælelige tilstand. Det ville være rart med mere af den originalitet, som dukker op i nogle ganske få, meget overraskende billeder af en fyldt fiskebowle balancerende lige på kanten af den nederste billedramme og udsat for hhv. en skylines og et sølandskabs afgrundsagtige svælg. Her bliver Gabrieles isolerede situation klar på en ganske anderledes måde: Han er den lille haj i fiskebowlen, som et enkelt skub kan sende ud i intetheden.

Når fortiden er mere spændende end nutiden
Hvor Campiotti har en god fornemmelse af de enkelte sceners rytme og iscenesættelse, kniber det mere med det store overblik. Historien virker ufokuseret og snublende, f.eks. forsvinder faderen ubemærket ud af historien, hvilket er logisk i forhold til et realistisk tidsforløb - den halvgamle far må være død tyve år efter - men ikke logisk i forhold til temaet - faderen må netop være den store synder, og det er med ham opgøret skal stå. Opbygningen i fortid og nutid gør desværre, at man som tilskuer fokuserer på den langt mere dramatiske fortid, og glemmer den lidt kedelige nutids-Gabrieles navlepilleri. Det har næppe været meningen, og hvad der ved første blik lignede en elegant struktur, bliver filmens akilleshæl. Hvor fortiden er vital og dramatisk, er nutiden lumskt kedelig og, afslutningen vakler halvhjertet mellem en sentimental og en mere realistisk løsning. Selvom hovedpersonen lever i fortiden, behøver filmen ikke gøre det samme. Men det gør den.

Vagheden til trods rummer "Som to krokodiller" mange fine enkeltscener og godt skuespil, især fra de unge rivaliserende brødre. Dertil er det en god humanistisk historie om at komme overens med fortidens fortædeligheder, og det er da altid opmuntrende.

Fakta

Medvirkende
Antonella Angela Baraldi
Gabriele Fabrizio Bentivoglio
Claire Sandrine Dumas
Far Giancarlo Giannini
Marta Valeria Golino
Ung Gabiele Ignazio Oliva
Bag kameraet
Instruktion Giacomo Campiotti
Produktion Domenico Procacci
Manuskript Aleksandr Adabashyan, Giacomo Campiotti, Marco Piatti
Fotografi Raffaele Mertes
Klip Roberto Missiroli
Scenografi Antonia Rubeo
Musik Stefano Caprioli
Genrer og relationer
Genre Drama
Premieredatoer
Biograf 20.06.1997
Øvrige oplysninger
Land Frankrig, Italien
Produktionsår 1994
Spilletid 97 min.
Censur Tilladt for børn over 15 år Tilladt for børn over 15 år
Solgte billetter 1.852
Selskab Portobello Pictures, Fandango
Biodistributør Miracle Film

Se også...