På fantasiens vinger kan man flyve langt
Roberto Benigni er klovn af Guds nåde, og det giver hans film en tyngde, der kalder på sprogets fornemste gloser
"Buongiorno, principessa," siger Guido (Roberto Benigni) til den smukkeste pige i byen, og lader derefter ordene strømme ud af munden på ham i en tilsyneladende endeløs strøm. På en nærmest magisk måde forvandler denne endeløse ordstrøm hverdagen til et poetisk eventyr, der fortryller og betager Guidos omgivelser.
"Livet er smukt" er en betagende og skræmmende film om menneskets bedste og værste sider. Og med sin helt særegne italienske charme og varme er den et livsbekræftende epos om menneskeskæbner i krig og kærlighed.
Der er egentlig tale om to film med et gennemgående persongalleri. Første del er en livsbekræftende farce om kærligheden og det søde liv i en lille italiensk by. Filmens titel er i sin simple enkelthed en rammende overskrift for den første del af filmen. En overskrift som i anden del bliver en bitter ironisk kommentar til koncentrationslejrenes helvede på jord.
En drømmeverden i hvid marmor
I en bil med defekte bremser ankommer den storskrydende Guido sammen med sin digterven Ferruccio (Sergio Bustric) til en lille by i Toscana-regionen i Italien. Guido drømmer om at åbne en boghandel. Men det er Italien, og bureaukratiet kræver respekt - ikke flabet opførsel og nylagte æg i hatten. Så i stedet må Guido lære, hvordan en kylling parteres ved bordet på onklens Grand Hotel.
Hotellet er en drømmeverden i hvid marmor, hvor modsætningsforholdet mellem den truende fascisme og dens kommende ofre afleveres i garderoben. Her nyder den nazistiske læge Dr. Lessing (Horst Buchholz) at løse gåder sammen med den jødiske Guido. Men fra det øjeblik Guido ridder ind på en grøn hest og bortfører Dora (Nicoletta Braschi) fra sin bryllupsfest, brister den isolerende boble omkring den lille by, og fascisternes støvletramp rykker faretruende nærmere.
Statens fjende nummer et
Guido og Doras lykkelige år sammen er skåret ud af filmen, og i stedet præsenteres vi for et forandret Italien fem år senere. Sammen har de fået sønnen Giosué (Giorgio Cantarini), som har vokset sig stor og stærk samtidig med fascismen, der sammen med antisemitismen er blevet en farlig del af den italienske hverdag.
Den absolut ufarlige Guido er i krigens Italien statens fjende nummer et, og bliver som så mange andre sendt i koncentrationslejr sammen med sin familie. Selv sønnen Giosué havner i nazisternes arbejds- og udryddelseslejre, men Guido er fast besluttet på, at hans søn ikke skal indse den umenneskelige sandhed. Så den eventyrverden, som Guido skabte og omsvøbte Dora med, bliver nu et skjold mod den fascistiske ondskab, der truer familien. Og drengen Giosué flyver gennem opholdet i koncentrationslejren på fantasiens vinger, men der er grænser for, hvor langt vingerne kan bære.
Kritiseret for at være morsom
Fra første færd har filmen delt kritikerne i to lejre. Den ene lejr giver stående applaus, som nærmest har overdøvet den anden lejr, der hævder, at filmen er første skridt mod at gøre det uacceptable acceptabelt ved hjælp af humoren.
Filmen bliver kritiseret for at tage for let på koncentrationslejrenes rædsler. Men filmens mission er ikke at give et realistisk billede af begivenheder før og under Anden Verdenskrig. Det er ikke en film om Holocaust. Den handler om menneskeskæbner og håb i en verden, hvor håbet alt for ofte er indholdsløst. Dog er krigens rædsler altid til stede i filmen, der i høj grad trækker på publikums viden om Holocaust.
Filmen hører til i den helt særlige gruppe af film, der fortjener betegnelsen mesterværk. Det er en film, som vil meget mere end at underholde, og som lader ubehaget glide ned sammen med latteren. Roberto Benigni er en klovn af Guds nåde. Og "Livet er smukt" er trods sine alvorlige undertoner en meget morsom film. En mesterlig kombination af humor og alvor gør, at filmen aldrig bliver kedelig og fortænkt. Takket være Benignis særegne talent, som skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør.
|
Forside
