Niels Arden Oplev

Oplev afsluttede sin uddanelse på Den Danske Filmskoles instruktørlinie i 1987 med afgangsfilmen ”Kyndelmisse”. Siden har han arbejdet inden for en række forskellige genrer og medier.

Han fik for alvor opmærksomhed for sin debutspillefilm Portland (1996), der i et kornet, gulligt og ekspressivt billedsprog fortæller en barsk historie om to småkriminelle brødre i den jyske cementmetropol Ålborg. Filmen blev pænt modtaget af kritikere og blev præsenteret ved flere filmfestivaler, blandt andet Berlin, men den formåede ikke at lokke det danske publikum i biografen.

Forinden havde han for DR TV instrueret novellefilmene Tusmørke (1990) og Nøgen (1992), dramadokumentaren Den sovende (1992), dokumentarfilmen Ritualer, enerum (1992) og tv-filmen En succes (1993).

Stor folkelig succes opnåede han som en af instruktørerne bag DR-serien Taxa (1997-99), hvoraf han instruerede i alt 9 afsnit, blandt andet der afsluttende. Oplev er desuden primus motor i yderligere en dansk seriesucces, nemlig Rejseholdet. Han har foreløbig instrueret de tre første afsnit og desuden udviklet seriens visuelle koncept og de gennemgående figurer.

Oplevs anden spillefilm er den sorte komedie Fussvansen (2001), der ligesom debuten har Anders W. Berthelsen i en af hovedrollerne.
< 1 >