Besat af sig selv på Herrens mark

3.0
Heks, helgen eller bare helt hysterisk. Luc Bessons nye element er Hundredeårskrigen, hvor han undersøger, hvorfor Jeanne d'Arc brænder for Frankrig.

Hvornår er der egentlig nogen, der laver en film om Holger Danske? Den heltehistorie er vist ikke blevet støvet af lige så mange gange som den om jomfruen fra Orléans. Men hun er også godt stof, synes i hvert fald Luc Besson. Han har taget hende under (k)ærlig behandling. Og er sprunget fra en farvestrålende fremtid i "Det Femte Element" ('97) til et mere gråskimlet, men actionspækket middelalderepos.

Gud, konge og fædreland
På trods af sit køn viser bondetøsen Jeanne d'Arc (Milla Jovovich) sig at være en fin fyr på slagmarken. Med dybtfølt engagement, der kan forveksles med febervildelse, hævder hun, at Gud har sendt hende for at redde Frankrig. Hun vender den franske krigs(u)lykke under Hundredeårskrigen, og holder sig ikke fra kamppladsen, selv om en pil i ny og næ går i kødet på hende. Sådan får hun respekt hos de hårdkogte, men fjollede hærførere, der ikke selv evner at sende englænderne tilbage over kanalen. Hun buldrer frem på sit felttog, befrier Orléans og kan slet ikke vente med at svinge sværdet igen efter Charles VII's (John Malkovich) kroning i Reims. Men hundrede års krig har for længst drænet den franske statskasse, og efter at kongen er blevet konge, vil han hellere forhandle end slås med englænderne. Og for at slippe af med den krigsliderlige jomfru bliver hun offer for et komplot og lander i armene på de ækle englændere.

Den motiverede martyr
Historien om Jeanne d'Arc bygger især på beretninger fra den retsproces, hun gennemgår som fange hos englænderne. Det er den del af hendes liv, Dreyer gribende og smukt skildrer i "Jeanne d'Arcs lidelse og død" fra 1928. Og selv om der er lavet andre film om den franske jomfru efter Dreyers, er det temmelig vovet at kaste sig ud i et nyt projekt. For det er ligesom om, at ingen rigtig tåler sammenligning med den gamle mester. Alligevel har der, ifølge Besson, manglet noget. I sin film indrager han derfor Jeanne d'Arcs liv før retssagen. Og det lykkes sådan set udmærket at forbinde de to dele, blandt andet når Jeanne d'Arc diskuterer med sin samvittighed (Dustin Hoffman), om hun overhovedet er udsendt af Gud. Og hvis ikke, hvorfor hun så farer rundt i felten med en fejende fane? Den (lidt langtrukne) diskussion er Bessons motivation for at lave filmen - at finde ud af, hvorfor Jeanne d'Arc kalder sig Guds udsendte. Hun bliver dømt som heks og brænder på bålet. Dog ved en fejl, skønner den katolske kirke senere, og erklærer hende i 1920 for helgen.

Et tyndbenet bimmer-barn
Det er en noget tyndbenet og ulidenskabelig kriger, Milla Jovovich har fundet i Jeanne d'Arc. Det strækker sig til lidt tics og en konstant stress-lignende tilstand, der leder tanken hen på et bimmer-barn. Derimod er en bemærkelsesværdigt foryngret John Malkovich glimrende i rollen som den småfimsede forsigtigper af en konge, der konsekvent bliver styret af svigermor i Faye Dunaways skikkelse. Også et godt match. "Jeanne d'Arc" er filmisk lige lovlig bombastisk og udskreget. Hvem er for eksempel glad, når det pisser ned, eller sur, når solen skinner? Nej, vel. Og naturligvis er englændere både afskyelige og ulækre. Men når det så er sagt, og man har glemt alt om ketchup på kameralinsen og at franskmænd ikke.
Jeanne d'Arc