nødvendig?

Den mærkværdige Luc Besson filmatiserer her hans fortolkning af en formodet del af Frankrigs historie. Var Jeanne D’Arc en budbringer fra Gud eller en sindsforstyrret og krigsgal pige? Filmen giver ikke et endegyldigt svar, og der henter den sine pluspoint. For de ikke-troende ser pigen syner hele filmen igennem, højst sandsynlig psykisk syg efter traumatiske oplevelser i barndommen. For de troende (mig indbefattet) er der en smart morale om hvor meget lort der egentlig bliver udført i Guds navn imod hans vilje. Jeanne ser de tegn, som skal hjælpe hende til at overbevise, sig selv og andre, om en sejr til Frankrig. Var det Guds mening, at franskmændene brutalt skulle myrde englænderne? Nej. Men vi finder alle tro på et eller andet som skal lede os til sejr, eller nu til dags, bare for at komme igennem hverdagen. Det er så bare op til den individuelle hvad man tror på.

Braveheart er tydeligvis forbilledet, men Jeanne D’Arc når den ikke til sokkeholderne. Til dette er den får fokuseret på den åndelige del af historien, som oftest virker malplaceret i forhold til krigshistorien. Hvis Besson havde nedtonet visse scener og leveret dem mere suggestiv og knap så visuelt prangende, så ville filmen blive mere vedkommende og troværdig. Ingen tvivl om, at han kan komponere nogle forrygende flotte billeder og fremmane ægte uhygge, men det overordnede helhedsindtryk virker langtrukken og instruktørens ambitioner meget skjulte.

Milla Jovovich er overraskende velvalgt til hovedrollen i en stor del af filmen. En evig skrigeballon og en smule underlig udseende passer godt til hendes excentriske rolle. I den sidste halve time bliver det dog for meget. Der er store stjerner i små biroller, som hverken imponerer eller vækker opsigt. Kun Dustin Hoffman lyser op i en interessant birolle.

Jeg kunne rigtig godt lide filmens kritiske stillingtagen til datidens kristendoms normer, men ellers var den hurtigt glemt for mig.