Elegant og stemningsfuldt
5.0
Tintin-serien er - måske bortset fra amerikanske Marvels langt mere iscenesatte memorabilia-kult - nok verdens mest celebrerede voksentegneserie-univers. Seriens albums er tegnet over en menneskealder fra slutningen af 1920rne til midten af 1970erne.
Til grund herfor ligger belgiske Georges Rémi ("Hergé") og hans på én gang store kapacitet som såvel historiefortæller som perfektionistisk tegner, samt hans personlige livhistorie, der blev stærkt påvirket af såvel hans opvækst som af Anden Verdenskrigs virkninger og eftervirkninger.
Anders Østergaards dokumenterfilm om Hergé og hans - efter eget udsagn - skiftende fiktive alter egoer Tintin og senere kaptajn Haddock - flyder næsten hele vejen ligeså elegant som en - bevar's - måske lidt tør men meget velfortalt spillefilm.
Rent fortællemæssigt og filmteknisk overgår den to andre dokumentariske perler, nemlig Robert Zwicks film om undergrundstegneren Robert Crumb (indholdmæssigt fabelagtig film) og Tómas Gislasons ligeledes stemningsmættede historiske dokumentar "Den Højeste Straf" (om den danske kommunistleder Arne Munch Petersens forsvinden).
Billedmæssigt synes Østergaard især at have hentet inspiration fra albummet "Tintin i Tibet", hvor Himalayas snedækkede vidder skaber en meget velfungerende "stemningsfarve", som fik mig til at opleve Hergés beretninger om såvel faglige men især personlige erfaringer helt anderledes, end jeg gør i såkaldt typiske dokumentarfilm.
Billedmæssigt føres tilskueren helt ind i tegneseriens landskaber. Med lidt god vilje føler man sig faktisk for en kort bemærkning hensat til landskabet i "Tintin i Tibet", mens der forsigtigt krydsklippes mellem en animeret, rasteriseret Hergé-kontrafej, det løbende kassettebånd med interviewet, nutidige billeder fra en Tintin-udstilling, samt mådeholdent benyttede ekspertudtalelser. Mådeholdent, fordi det først og fremmest er det stærkt personlige interview fra 1971, der suverænt styrer filmen, og (heldigvis) ikke nævneværdigt nutidige såkaldte "tintinologiske fortolkninger".
Man kan vel kun gisne om, hvorfor interviewet fra 1971, som filmen bygger på, først for alvor er blevet offentliggjort ifm. denne film? Konen, der mildt sagt ikke skildres særligt flatterende nedlagde vistnok forbud mod interviewets offentliggørelse, men det er immervæk nogle år siden, at hun døde.
Når alle disse rosende ord er sagt om såvel Østergaards film som Hergés bemærkelsesværdige personlige historie og livsværk, kan jeg som tegneserielæser dog af og til undre mig en smule over, hvorfor i særdeleshed Tintin-universet har fået decideret kultstatus ("tintinologien")?
Ret beset har andre berømte tegnere som Moebius og Bilal (eller sågar teamet Goschinny/Uderzo bag "Asterix") i mine øjne ikke ringere kvalitet end Hergés værker - ja rent faktisk rummer de i mine øjne langt mere menneskelig dybde, end Hergé nogensinde nåede at bringe ind i Tintin-serien.
En suverænt fortalt dokumentarfilm, som yder Hergé og Tintin-universet optimal retfærdighed. Hverken mere eller mindre. Om filmen vil apellere til folk, der slet ikke har noget forhold til Tintin eller besidder en smule tegneseriebegejstring, er dog nok tvivlsomt.
Til grund herfor ligger belgiske Georges Rémi ("Hergé") og hans på én gang store kapacitet som såvel historiefortæller som perfektionistisk tegner, samt hans personlige livhistorie, der blev stærkt påvirket af såvel hans opvækst som af Anden Verdenskrigs virkninger og eftervirkninger.
Anders Østergaards dokumenterfilm om Hergé og hans - efter eget udsagn - skiftende fiktive alter egoer Tintin og senere kaptajn Haddock - flyder næsten hele vejen ligeså elegant som en - bevar's - måske lidt tør men meget velfortalt spillefilm.
Rent fortællemæssigt og filmteknisk overgår den to andre dokumentariske perler, nemlig Robert Zwicks film om undergrundstegneren Robert Crumb (indholdmæssigt fabelagtig film) og Tómas Gislasons ligeledes stemningsmættede historiske dokumentar "Den Højeste Straf" (om den danske kommunistleder Arne Munch Petersens forsvinden).
Billedmæssigt synes Østergaard især at have hentet inspiration fra albummet "Tintin i Tibet", hvor Himalayas snedækkede vidder skaber en meget velfungerende "stemningsfarve", som fik mig til at opleve Hergés beretninger om såvel faglige men især personlige erfaringer helt anderledes, end jeg gør i såkaldt typiske dokumentarfilm.
Billedmæssigt føres tilskueren helt ind i tegneseriens landskaber. Med lidt god vilje føler man sig faktisk for en kort bemærkning hensat til landskabet i "Tintin i Tibet", mens der forsigtigt krydsklippes mellem en animeret, rasteriseret Hergé-kontrafej, det løbende kassettebånd med interviewet, nutidige billeder fra en Tintin-udstilling, samt mådeholdent benyttede ekspertudtalelser. Mådeholdent, fordi det først og fremmest er det stærkt personlige interview fra 1971, der suverænt styrer filmen, og (heldigvis) ikke nævneværdigt nutidige såkaldte "tintinologiske fortolkninger".
Man kan vel kun gisne om, hvorfor interviewet fra 1971, som filmen bygger på, først for alvor er blevet offentliggjort ifm. denne film? Konen, der mildt sagt ikke skildres særligt flatterende nedlagde vistnok forbud mod interviewets offentliggørelse, men det er immervæk nogle år siden, at hun døde.
Når alle disse rosende ord er sagt om såvel Østergaards film som Hergés bemærkelsesværdige personlige historie og livsværk, kan jeg som tegneserielæser dog af og til undre mig en smule over, hvorfor i særdeleshed Tintin-universet har fået decideret kultstatus ("tintinologien")?
Ret beset har andre berømte tegnere som Moebius og Bilal (eller sågar teamet Goschinny/Uderzo bag "Asterix") i mine øjne ikke ringere kvalitet end Hergés værker - ja rent faktisk rummer de i mine øjne langt mere menneskelig dybde, end Hergé nogensinde nåede at bringe ind i Tintin-serien.
En suverænt fortalt dokumentarfilm, som yder Hergé og Tintin-universet optimal retfærdighed. Hverken mere eller mindre. Om filmen vil apellere til folk, der slet ikke har noget forhold til Tintin eller besidder en smule tegneseriebegejstring, er dog nok tvivlsomt.
18/01-2005
