banal, men ikke dårlig
3.0
Hvor havde jeg dog glædet mig til at se The Punisher, og ikke engang de halvlunke til direkte dårlige anmeldelser kunne lægge låg på mine forventninger. Filmen havde potentiale til at være en god gammeldags og amoralsk actionfilm uden belastende filosofier eller overambitiøse bagtanker, en actionfilm af den slags, som vi meget sjældent ser i disse censurstyrede tider. Man kommer virkelig til at savne Die Hard-filmene og de mange kloner, der bød på brutal underholdning af den bedste skuffe. Indenfor de sidste år kan jeg faktisk kun komme i tanke om Dominic Senas supereffektive Swordfish fra 2001, som besad noget af den ’kompromisløshed’, de fleste nutidige actionfilm savner. Desværre er The Punisher ikke blevet så vellykket, som den kunne have været, og det hele lugter af spildt potentiale.
Manuskriptforfatteren Jonathan Hensleigh (blandt andet Die Hard With a Vengeance og Armageddon) sidder for første gang i instruktørstolen, og flere af filmens dårlige sider kan bebrejdes på debutpresset. The Punisher led dog også under heftige produktionsproblemer, hvor budgettet kontinuerligt blev nedsat, og filmen er højst sandsynligt ikke blevet den vision, som Hensleigh havde i tankerne. Visuelt set er den i hvert fald ikke synderlig imponerende, men til tider ret uoriginal. Følelsen af tv-film fremmanes ufrivilligt, da der ikke er noget grandiost eller overvældende over hele denne relative billige produktion.
Thomas Jane har jeg altid fundet seværdigt, selvom han aldrig har budt på noget i sandhed mindeværdigt. Som hovedperson i The Punisher er han velvalgt og udmærket velspillende. Desværre får han meget lidt at arbejde med, og selvom associationer til både Jesus og Frankenstein bevidst fremkommer, så er karakteren forbavsende endimensional og fungerer håbløst på det psykologiske plan. Selvtægtsaspektet er altid interessant og fungerer jo tilpas effektivt som katalysator i actiongenren, men her uddybes eller udforskes det hverken optimalt eller tilfredsstillende. Jeg forlanger ikke dybdegående analyser, men en smule troværdighed ville have gjort underværker. Janes opståede misantropi behandles dybt trivielt, og de ’varmende’ sekvenser med en endnu engang elendig Rebecca Romain Stamos er malplacerede. Jane som skuespiller holder interessen for karakteren kørende hoveddel af tiden, mens handlingen er banal og forudsigelig. Historiefremdriften føles for uvedkommende, og som publikum fænges man aldrig for alvor. Det hjælper heller ikke på det, at John Travolta kører skurkerollen (med det fuldkommen latterlige navn Howard Saint) hjem på den supersløve rutine, og man må sige, at den respekterede herre er faldet af på den i løbet af årene. Glæder mig dog til at se ham i dramaet A Song for Bobby Long, hvor han tilsyneladende får lejlighed til at agerer indsigtsfuldt skuespil.
Det dovne manuskript og hæmmede udførsel til trods, så er der alligevel noget seværdigt over The Punisher. Måske er det den uforpligtende underholdning, eller måske er det chancen bagmændene tager ved ligefrem at indlade voldelige og blodige scener, amoralsk opførsel og ordet fuck. Er The Punisher voldsforherligende? Utvivlsomt. Er den sadistisk? Nej, de brutale scener er ikke for højtidelige og udpenslede, og jeg tvivler på, at nogle folk kan blive stødt (eller måske er jeg bare for hærdet). Når det er sagt, så mangler filmen altså nogle medrivende actionscener, ja bare actionscener generelt. Igen må skylden tilfalde producenternes griskhed, da The Punisher byder på for lidt action. Det afsluttende opgør er simpelthen for dumt og konstrueret og er lige ved at trække filmen ned på de to stjerner. En scene er dog ret fremragende på dens egen bizarre og underfundige måde, hvor Hensleigh overlapper et stykke klassisk musik med en brutal, men ganske underholdende slåskamp.
Forudsat man dropper logikken og kan bære over med det billige udtryk, så er der udmærket underholdning at finde i The Punisher. Ugennemført og til tider grim, jovist, men ikke uden en vis flair. En fortsættelse ville ikke være af vejen, da karakteren sagtens kunne tåle mere nærgående studie. Potentialet er der i hvert fald. På trods af dens mangler, så er The Punisher nu ikke den dårligste filmkonvertering, vi endnu har set. Den tvivlsomme ære tilfalder Mark Stephen Johnsons ynkelige Daredevil-film.
Manuskriptforfatteren Jonathan Hensleigh (blandt andet Die Hard With a Vengeance og Armageddon) sidder for første gang i instruktørstolen, og flere af filmens dårlige sider kan bebrejdes på debutpresset. The Punisher led dog også under heftige produktionsproblemer, hvor budgettet kontinuerligt blev nedsat, og filmen er højst sandsynligt ikke blevet den vision, som Hensleigh havde i tankerne. Visuelt set er den i hvert fald ikke synderlig imponerende, men til tider ret uoriginal. Følelsen af tv-film fremmanes ufrivilligt, da der ikke er noget grandiost eller overvældende over hele denne relative billige produktion.
Thomas Jane har jeg altid fundet seværdigt, selvom han aldrig har budt på noget i sandhed mindeværdigt. Som hovedperson i The Punisher er han velvalgt og udmærket velspillende. Desværre får han meget lidt at arbejde med, og selvom associationer til både Jesus og Frankenstein bevidst fremkommer, så er karakteren forbavsende endimensional og fungerer håbløst på det psykologiske plan. Selvtægtsaspektet er altid interessant og fungerer jo tilpas effektivt som katalysator i actiongenren, men her uddybes eller udforskes det hverken optimalt eller tilfredsstillende. Jeg forlanger ikke dybdegående analyser, men en smule troværdighed ville have gjort underværker. Janes opståede misantropi behandles dybt trivielt, og de ’varmende’ sekvenser med en endnu engang elendig Rebecca Romain Stamos er malplacerede. Jane som skuespiller holder interessen for karakteren kørende hoveddel af tiden, mens handlingen er banal og forudsigelig. Historiefremdriften føles for uvedkommende, og som publikum fænges man aldrig for alvor. Det hjælper heller ikke på det, at John Travolta kører skurkerollen (med det fuldkommen latterlige navn Howard Saint) hjem på den supersløve rutine, og man må sige, at den respekterede herre er faldet af på den i løbet af årene. Glæder mig dog til at se ham i dramaet A Song for Bobby Long, hvor han tilsyneladende får lejlighed til at agerer indsigtsfuldt skuespil.
Det dovne manuskript og hæmmede udførsel til trods, så er der alligevel noget seværdigt over The Punisher. Måske er det den uforpligtende underholdning, eller måske er det chancen bagmændene tager ved ligefrem at indlade voldelige og blodige scener, amoralsk opførsel og ordet fuck. Er The Punisher voldsforherligende? Utvivlsomt. Er den sadistisk? Nej, de brutale scener er ikke for højtidelige og udpenslede, og jeg tvivler på, at nogle folk kan blive stødt (eller måske er jeg bare for hærdet). Når det er sagt, så mangler filmen altså nogle medrivende actionscener, ja bare actionscener generelt. Igen må skylden tilfalde producenternes griskhed, da The Punisher byder på for lidt action. Det afsluttende opgør er simpelthen for dumt og konstrueret og er lige ved at trække filmen ned på de to stjerner. En scene er dog ret fremragende på dens egen bizarre og underfundige måde, hvor Hensleigh overlapper et stykke klassisk musik med en brutal, men ganske underholdende slåskamp.
Forudsat man dropper logikken og kan bære over med det billige udtryk, så er der udmærket underholdning at finde i The Punisher. Ugennemført og til tider grim, jovist, men ikke uden en vis flair. En fortsættelse ville ikke være af vejen, da karakteren sagtens kunne tåle mere nærgående studie. Potentialet er der i hvert fald. På trods af dens mangler, så er The Punisher nu ikke den dårligste filmkonvertering, vi endnu har set. Den tvivlsomme ære tilfalder Mark Stephen Johnsons ynkelige Daredevil-film.
04/01-2005
