Garner versus Hanks

Yderst klichefyldt og søgt, men unægtelig også sød og charmerende romantisk komedie med den velkendte rammehistorie om hovedpersonen, der finder selverkendelse og sans for livets sande værdier gennem paranormale hændelser. Præmissen skylder mere end bare tak og ære til Penny Marshalls seværdige Big med en morsom og veloplagt Tom Hanks i hovedrollen, da handlingen i begge film nærmest er identiske, bortset fra at karakteren i 13 Going On 30 kommer ud for en tidsrejse. Instruktøren Gary Winick bruger minimal, grænsende til det ikke-eksisterende, tid på at forklare det overnaturlige element i filmen (noget med erhvervet tryllestøv), her er hovedpersonen og dennes oplivning i fokus. Winick har ramt plet med den søde Jennifer Garner i hovedrollen, hun udstråler på samme tid barnlig naivitet og voksen uforståenhed. At hun ikke er verdens bedste skuespillere, eller komikere for den slags skyld, ødelægger nu ikke filmen, da Winick yderligere har hevet et par funklende stjerner ind fra sidelinien. Gollum himself, i skikkelse af den forrygende morsomme Andy Serkis, optræder med komisk præcision som Garners chef. Serkis lyser op i en utaknemmelig rolle, man glæder sig til at se ham i de dramatisk dybere roller. Den uhyggelig talentfulde Mark Ruffalo, der meget elegant svinger mellem eksperimentalfilm og smalle produktioner og de mere kommercielle film, gør præcis, det han skal i rollen som tilsidesat ven, der langsomt finder fascinationen for Garner frem. Man føler lidt, at 13 Going On 30 ikke fortjener at have så prominente navne som Serkis og Ruffalo på rollelisten, men da de nu er her, kan man da kun læne sig tilbage og nyde forestillingen.

Det er sandt, at filmen er ligeså forudsigelig som Finn Nørbygaards vitser, og Winick undlader da heller ikke at forfalde til sukkersødt sentimentalitet og klichefyldt personudvikling, men da intentionerne bag filmen kun har været at underholde (tilsat en famøs, men forbløffende nok ikke påtvunget morale) uforpligtende, fungerer den fint på sine egne præmisser.