har sin solide charme
4.0
Michael Mann har velfortjent en meget høj plads på min yndlingsinstruktørliste, hvor hans seneste fire film (Heat, The Insider, Ali og Collateral) alle har været sublime og unikke film med en æstetisk sans, der efterlader en åndeløs. Mann har kreeret nogle i sandhed mindeværdige mesterværker, og det kom derfor som en behagelig overraskelse for mig, da jeg her den anden dag fandt en af hans første film på dvd i en 10-kronesbutik (ja ja, det lyder nedværdigende).
L.A. Takedown (med originaltitlen Made in L.A.) er en forholdsvis velproduceret tv-film, som Mann i 1995 forståeligt nok valgte at genindspille med et mere renommeret cast og større budget (og kunstneriske ambitioner). Diskussioner omkring nødvendigheden af storværket Heat har hersket under indlæg til filmen, men personligt mener jeg, at den gennemtænkte præmis, der bare skriger klassiske Mann-temaer, sagtens kunne holde til begge film. Historiemæssigt er originaliteten i Heat tvivlsom, men den er til gengæld L.A. Takedown overlegen på alle andre punkter. Stærkere følelser, bredere dybsindighed, en mere realistisk og knap så helteopdelt tone og ikke mindst en mere nuanceret og udforskende personskildring. Sammenligninger er uundgåeligt, men L.A. Takedown er nu den originale film, og den fungerer fint på dens egen præmisser.
Med denne film viser Mann sig fra den mere kompetente og underholdningsprægede side, nøjagtig som med den flotte Den Sidste Mohikaner. Der er intet udfordrende over produktionen (som med eksempelvis den stilsikre og ganske uhyggelige Manhunter, hvor jeg så senere har indset, at Brett Ratner har drevet bespottende plagiat med hans nyfortolkning, Red Dragon), men Mann er nu alligevel meget stilbevidst og fokuseret. Historien har et godt og flydende tempo (den længere spilletid med Heat bruges som sagt til den plausible udvidelse af personskildringerne) og underholdningen er i top. Uundgåeligt er der lidt for meget 80’er-agtig over den (da jeg først blev født i ’85, har jeg ikke kunnet værdsætte denne stil, som jeg finder overfladisk ved mange film, men som så igen er latterligt af mig at kritisere), men med Manns til tider ganske smukke billeder og virtuose sammenklipning, er L.A. Takedown alligevel ganske langtidsholdbar. Jeg kunne ikke analysere mig frem til den samme dybe og nærmest poetiske subtekst, som Heat besad, og dette betyder for mig at se, at Mann (naturligvis) har udviklet sig betydeligt som filminstruktør af ekstraordinær kvalitet.
En plotmæssig stor forskel mellem denne film og Heat er forbryderens kærlighedsforhold. I Heat valgte kvinden at blive hos ham (på trods af hans forbryderiske side), i L.A. Takedown forlader hun ham, og på hans hævntogt (mod Xander Berkeley, der også medvirkede i en kort birolle i Heat) arbejder han ikke under tidspres. Altså her fravælger han ikke kærligheden, som De Niro så tragisk og fatalt gjorde, men denne tages fra ham, og forbryderens død efterlader nu ikke den bittersøde smag (som i Heat), men noget der minder om deprimerende forløsning.
For mig at se er L.A. Takedown en rendyrket underholdningsfilm fra Mann i hans prøveperiode, og Heat er et kunstnerisk mesterværk fra Mann ubestridt på toppen. Og det ser ikke ud til, at han falder ned derfra.
L.A. Takedown (med originaltitlen Made in L.A.) er en forholdsvis velproduceret tv-film, som Mann i 1995 forståeligt nok valgte at genindspille med et mere renommeret cast og større budget (og kunstneriske ambitioner). Diskussioner omkring nødvendigheden af storværket Heat har hersket under indlæg til filmen, men personligt mener jeg, at den gennemtænkte præmis, der bare skriger klassiske Mann-temaer, sagtens kunne holde til begge film. Historiemæssigt er originaliteten i Heat tvivlsom, men den er til gengæld L.A. Takedown overlegen på alle andre punkter. Stærkere følelser, bredere dybsindighed, en mere realistisk og knap så helteopdelt tone og ikke mindst en mere nuanceret og udforskende personskildring. Sammenligninger er uundgåeligt, men L.A. Takedown er nu den originale film, og den fungerer fint på dens egen præmisser.
Med denne film viser Mann sig fra den mere kompetente og underholdningsprægede side, nøjagtig som med den flotte Den Sidste Mohikaner. Der er intet udfordrende over produktionen (som med eksempelvis den stilsikre og ganske uhyggelige Manhunter, hvor jeg så senere har indset, at Brett Ratner har drevet bespottende plagiat med hans nyfortolkning, Red Dragon), men Mann er nu alligevel meget stilbevidst og fokuseret. Historien har et godt og flydende tempo (den længere spilletid med Heat bruges som sagt til den plausible udvidelse af personskildringerne) og underholdningen er i top. Uundgåeligt er der lidt for meget 80’er-agtig over den (da jeg først blev født i ’85, har jeg ikke kunnet værdsætte denne stil, som jeg finder overfladisk ved mange film, men som så igen er latterligt af mig at kritisere), men med Manns til tider ganske smukke billeder og virtuose sammenklipning, er L.A. Takedown alligevel ganske langtidsholdbar. Jeg kunne ikke analysere mig frem til den samme dybe og nærmest poetiske subtekst, som Heat besad, og dette betyder for mig at se, at Mann (naturligvis) har udviklet sig betydeligt som filminstruktør af ekstraordinær kvalitet.
En plotmæssig stor forskel mellem denne film og Heat er forbryderens kærlighedsforhold. I Heat valgte kvinden at blive hos ham (på trods af hans forbryderiske side), i L.A. Takedown forlader hun ham, og på hans hævntogt (mod Xander Berkeley, der også medvirkede i en kort birolle i Heat) arbejder han ikke under tidspres. Altså her fravælger han ikke kærligheden, som De Niro så tragisk og fatalt gjorde, men denne tages fra ham, og forbryderens død efterlader nu ikke den bittersøde smag (som i Heat), men noget der minder om deprimerende forløsning.
For mig at se er L.A. Takedown en rendyrket underholdningsfilm fra Mann i hans prøveperiode, og Heat er et kunstnerisk mesterværk fra Mann ubestridt på toppen. Og det ser ikke ud til, at han falder ned derfra.
26/02-2005
