Positiv overraskelse!
4.0
”Cast Away” har i lang tid været holdt på afstand af mine fordomme overfor både Tom Hanks, der ofte har begivet sig ud på irriterende og sentimentale skuespil-togter, og i særdeleshed den sentimentale og mainstream instruktør Robert Zemeckis! Men da filmen i går blev vist i tv så jeg ingen grund til ikke at give den en chance, og jeg må erklære at jeg skulle være en aldeles hårdnakket benægter hvis ikke jeg straks indrømmede at jeg blev ganske positivt overrasket over Tom Hanks’ udskejelser som eneboer på en øde ø, og over Zemeckis evne til at holde sentimentaliteten stangen det meste af filmen! Faktisk er ”Cast Away” mere end blot en gribende, medrivende og undertiden fantastisk rørende vellavet film om ”a cityboy out in the bush”, men også en underforstået kommentar til det moderne samfunds materialisme og overfladiske behandling af så godt som alle emner i hverdagen!
Tom Hanks spiller rollen som den forliste Chuck, der, før hans skæbnesvangre flyvetur, fører et tempofyldt liv som højtstående systemplanlægger i et kæmpe kurerfirma, der går under navnet FedEx, med en smuk kone og et tilsyneladende forbilledligt velfungerende familieliv med en bred vennekreds! Alt dette vendes på hovedet, da Chuck styrter ned med sit fly og driver i land på en forladt og formentlig aldrig beboet ø og tager kampen op mod de naturlige udfordringer, han som bymenneske hurtigt må sande sig nødsaget til at tage op, som en anden Robinson Crusoe! Der går 4 år før han endelig ser sin mulighed for at slippe væk fra øen, men de utallige år på øen har gjort ham lettere delirisk og som eneste selskab har han været nødt til at etablere et tæt venskab med en volleybold, hvorpå han har malet et ansigt med sit eget blod! Så spørgsmålet er om han overhovedet er i stand til at vende tilbage til civilisationen og leve et almindeligt liv igen! Historier som denne kunne nemt blive fortalt med overrumplende mængder af kvalmende sentimentalitet og uudholdelig amerikansk og Hollywood’sk prædiken om menneskets dualitet, gåpåmod og vilje til overlevelse, og med Robert Zemeckis i instruktørstolen virkede dette ikke usandsynligt! Heldigvis har han magtet at styre uden om de værste klicheer og sentimentale gensynsscener og i stedet fortalt en gribende historie om et menneskes kamp for at bevare fornuften og vende tilbage til en verden hvor han for længst er blevet glemt og bosætte sig og påbegynde et nyt normalt liv!
Tom Hanks er næsten i fokus i hver eneste scene, hvilket normalt ville være nok viden for undertegnede til at holde sig langt væk, men Hanks begår en virkelig flot præstation i rollen som den forliste og for altid ændrede Chuck! Hans vægttab må også siges at være lidt af en kræftpræstation og sidste halvdel af filmen, hvor Chuck endelig er konverteret fra kækt bymenneske til en vaskeægte reinkarnation af Robinson Crusoe, har indledt et tæt venskab til volleybolden Wilson og endelig reddes tilbage til de vante rammer, er uden tvivl den mest rørende og imponerende del af Hanks’ toppræstation! Til tider kan han dog ikke se sig undtaget for anklager om at vende tilbage til sine før i tiden hyppigt besøgte irriterende øjeblikke hvor Tom Hanks ganske enkelt bliver lovlig ærkeamerikansk og for mainstream i sit skuespilmæssige udtryk (bl.a. når han danser rundt og synger efter at have lavet ild!)! Men i forhold til en anden milepæl i Hanks karriere, nemlig den uforglemmelige, men ovenud sentimentale og lejlighedsvis plat følelsesladede ”Forrest Gump” (ligeledes instrueret af Robert Zemeckis), præsenterer han os måske ikke for en ligeså stor og flot arbejdsydelse, men sentimentaliteten bliver dog holdt stangen længere ad gangen i denne film end i førnævnte karrierehøjdepunkt!
Eftersom Tom Hanks er så godt som den eneste skuespiller i filmen, er det svært at bedømme resten af casten, da de resterende medvirkende mest fungerer som forundrede statister og målløse tilskuere til Hanks’ hjemvenden og oplevelser på øen!
Men selvom ”Cast Away” fungerer fortrinligt og i episoder tangerer det genialt samfundskritiske, fantastisk rørende og yderligere løftes af blændende flotte billeder og formidabel kameraføring, kan den ikke nægte sin status og karakter af at være yderst mainstream, hvilket også har sat sine tydelige præg i form af computereffekter, de uundgåelige gensynsscener og den evige kærlighed mellem Hanks og Hunts karakterer! Dette er ikke nødvendigvis et betragteligt minus i bogen hos hr. Zemeckis, men til tider tager det smukke, dog meget typisk amerikanske soundtrack dog overhånd og man tager langsomt en smule afstand til filmen efter den introducerer mere og mere sentimentalt sludder, hvilket instruktøren ellers i store dele af filmen har undgået på glimrende facon! Nogle scener der ”supposedly” skulle fremstå følelsesladede og gribende falder derfor noget til jorden takket være overdrevet og kvalm baggrundsmusik og typiske scenerier! Altså styrter filmen i ny og næ og må se sig som endnu et offer for klicheernes grufulde overmagt!
UPCOMING SPOILERS //
Til gengæld er filmen meget rørende i andre scener, hvor Tom Hanks’ afsked med sine elskede volleybold og bedste ven gennem de 4 år på øen, Wilson, virkelig distancerer sig! I forsøget på at slippe væk fra øen driver Wilson nemlig væk fra tømmerflåden og Chucks udmattede og godt slidte fysik har ingen chancer for at redde bolden tilbage, og når han dybtfølt beder om forladelse for ikke at redde sin ”ven” ringer ud over havet har man svært ved ikke at føle sig rørt og grebet af Hanks’ flotte skuespil! Dette er foruden en følelsesladet og smuk scene, idet han virkelig havde knyttet nogle stærke bånd til denne bold, også et endeligt bevis på at Chuck nok aldrig kommer til at fungere normalt i civilisationen igen! Faktisk er filmens afgørende minutter, efter Hanks er blevet reddet, klart de mest rørende og dem Zemeckis desværre bruger alt for lidt tid på! Man kunne snildt have ønsket sig en kortere periode på øen og så en længere beretning om Chucks kamp for at returnere til de trygge rammer han kom fra! Men hvis jeg har forstået slutningen ret så vender han vel for alvor tilbage og selvom tabet af både sit livs kærlighed og sit gamle liv er realiseret, bevidner de afsluttende billeder dog at han har fået modet på livet tilbage og tager kampen op mod de psykiske ar han har erhvervet sig på øen!
Men hermed er vi jo også tilbage ved snakken om hvor vidt Zemeckis har kunnet holde sig fra de sentimentale og kvalmende klicheer, og min opfattelse er at, selvom slutningen er lys og positiv, har han alligevel formået at styre udenom om de aller slemmeste og værste af slagsen! Han har også gjort min fordomme overfor både ham og Hanks til skamme og har bevist at han sagtens kan præstere en rørende og gribende mainstreamfilm uden brug af slæbende og næsten vulgære prædikener om menneskets dualitet og viljestyrke, hvilket i mine øjne var tilfældet med ”Forrest Gump”, og skabe en smuk fortælling der trods et par af førnævnte slemme fodfejl virkelig får grebet en om struben og stiller publikum nogle vigtige spørgsmål om livet og stabler nogle spændende kommentarer til samfundet på benene! Alt i alt er vellykket og overraskende positiv oplevelse!
"... Oh no, Bette Midler!!"
- Snake, "The Simpsons"
Tom Hanks spiller rollen som den forliste Chuck, der, før hans skæbnesvangre flyvetur, fører et tempofyldt liv som højtstående systemplanlægger i et kæmpe kurerfirma, der går under navnet FedEx, med en smuk kone og et tilsyneladende forbilledligt velfungerende familieliv med en bred vennekreds! Alt dette vendes på hovedet, da Chuck styrter ned med sit fly og driver i land på en forladt og formentlig aldrig beboet ø og tager kampen op mod de naturlige udfordringer, han som bymenneske hurtigt må sande sig nødsaget til at tage op, som en anden Robinson Crusoe! Der går 4 år før han endelig ser sin mulighed for at slippe væk fra øen, men de utallige år på øen har gjort ham lettere delirisk og som eneste selskab har han været nødt til at etablere et tæt venskab med en volleybold, hvorpå han har malet et ansigt med sit eget blod! Så spørgsmålet er om han overhovedet er i stand til at vende tilbage til civilisationen og leve et almindeligt liv igen! Historier som denne kunne nemt blive fortalt med overrumplende mængder af kvalmende sentimentalitet og uudholdelig amerikansk og Hollywood’sk prædiken om menneskets dualitet, gåpåmod og vilje til overlevelse, og med Robert Zemeckis i instruktørstolen virkede dette ikke usandsynligt! Heldigvis har han magtet at styre uden om de værste klicheer og sentimentale gensynsscener og i stedet fortalt en gribende historie om et menneskes kamp for at bevare fornuften og vende tilbage til en verden hvor han for længst er blevet glemt og bosætte sig og påbegynde et nyt normalt liv!
Tom Hanks er næsten i fokus i hver eneste scene, hvilket normalt ville være nok viden for undertegnede til at holde sig langt væk, men Hanks begår en virkelig flot præstation i rollen som den forliste og for altid ændrede Chuck! Hans vægttab må også siges at være lidt af en kræftpræstation og sidste halvdel af filmen, hvor Chuck endelig er konverteret fra kækt bymenneske til en vaskeægte reinkarnation af Robinson Crusoe, har indledt et tæt venskab til volleybolden Wilson og endelig reddes tilbage til de vante rammer, er uden tvivl den mest rørende og imponerende del af Hanks’ toppræstation! Til tider kan han dog ikke se sig undtaget for anklager om at vende tilbage til sine før i tiden hyppigt besøgte irriterende øjeblikke hvor Tom Hanks ganske enkelt bliver lovlig ærkeamerikansk og for mainstream i sit skuespilmæssige udtryk (bl.a. når han danser rundt og synger efter at have lavet ild!)! Men i forhold til en anden milepæl i Hanks karriere, nemlig den uforglemmelige, men ovenud sentimentale og lejlighedsvis plat følelsesladede ”Forrest Gump” (ligeledes instrueret af Robert Zemeckis), præsenterer han os måske ikke for en ligeså stor og flot arbejdsydelse, men sentimentaliteten bliver dog holdt stangen længere ad gangen i denne film end i førnævnte karrierehøjdepunkt!
Eftersom Tom Hanks er så godt som den eneste skuespiller i filmen, er det svært at bedømme resten af casten, da de resterende medvirkende mest fungerer som forundrede statister og målløse tilskuere til Hanks’ hjemvenden og oplevelser på øen!
Men selvom ”Cast Away” fungerer fortrinligt og i episoder tangerer det genialt samfundskritiske, fantastisk rørende og yderligere løftes af blændende flotte billeder og formidabel kameraføring, kan den ikke nægte sin status og karakter af at være yderst mainstream, hvilket også har sat sine tydelige præg i form af computereffekter, de uundgåelige gensynsscener og den evige kærlighed mellem Hanks og Hunts karakterer! Dette er ikke nødvendigvis et betragteligt minus i bogen hos hr. Zemeckis, men til tider tager det smukke, dog meget typisk amerikanske soundtrack dog overhånd og man tager langsomt en smule afstand til filmen efter den introducerer mere og mere sentimentalt sludder, hvilket instruktøren ellers i store dele af filmen har undgået på glimrende facon! Nogle scener der ”supposedly” skulle fremstå følelsesladede og gribende falder derfor noget til jorden takket være overdrevet og kvalm baggrundsmusik og typiske scenerier! Altså styrter filmen i ny og næ og må se sig som endnu et offer for klicheernes grufulde overmagt!
UPCOMING SPOILERS //
Til gengæld er filmen meget rørende i andre scener, hvor Tom Hanks’ afsked med sine elskede volleybold og bedste ven gennem de 4 år på øen, Wilson, virkelig distancerer sig! I forsøget på at slippe væk fra øen driver Wilson nemlig væk fra tømmerflåden og Chucks udmattede og godt slidte fysik har ingen chancer for at redde bolden tilbage, og når han dybtfølt beder om forladelse for ikke at redde sin ”ven” ringer ud over havet har man svært ved ikke at føle sig rørt og grebet af Hanks’ flotte skuespil! Dette er foruden en følelsesladet og smuk scene, idet han virkelig havde knyttet nogle stærke bånd til denne bold, også et endeligt bevis på at Chuck nok aldrig kommer til at fungere normalt i civilisationen igen! Faktisk er filmens afgørende minutter, efter Hanks er blevet reddet, klart de mest rørende og dem Zemeckis desværre bruger alt for lidt tid på! Man kunne snildt have ønsket sig en kortere periode på øen og så en længere beretning om Chucks kamp for at returnere til de trygge rammer han kom fra! Men hvis jeg har forstået slutningen ret så vender han vel for alvor tilbage og selvom tabet af både sit livs kærlighed og sit gamle liv er realiseret, bevidner de afsluttende billeder dog at han har fået modet på livet tilbage og tager kampen op mod de psykiske ar han har erhvervet sig på øen!
Men hermed er vi jo også tilbage ved snakken om hvor vidt Zemeckis har kunnet holde sig fra de sentimentale og kvalmende klicheer, og min opfattelse er at, selvom slutningen er lys og positiv, har han alligevel formået at styre udenom om de aller slemmeste og værste af slagsen! Han har også gjort min fordomme overfor både ham og Hanks til skamme og har bevist at han sagtens kan præstere en rørende og gribende mainstreamfilm uden brug af slæbende og næsten vulgære prædikener om menneskets dualitet og viljestyrke, hvilket i mine øjne var tilfældet med ”Forrest Gump”, og skabe en smuk fortælling der trods et par af førnævnte slemme fodfejl virkelig får grebet en om struben og stiller publikum nogle vigtige spørgsmål om livet og stabler nogle spændende kommentarer til samfundet på benene! Alt i alt er vellykket og overraskende positiv oplevelse!
"... Oh no, Bette Midler!!"
- Snake, "The Simpsons"
05/03-2005
