caught in a trap
4.0
Førsteklasses paranoia-thriller, der er en genindspilning (eller opdatering, om du vil) af John Frankenheimers klassiske film fra 1962, der var baseret på en roman af Richard Condon. Denne nye version fra 2004 har alle oddsene imod sig; Hollywood har i de seneste mange år haft en respektløse vane med at genindspille alt der kan gå og kravle af ældre, såvel som udenlandske film, og man kan irriteres grænseløst over uoriginaliteten, som den amerikanske filmindustri til tider udviser. Den hovedsagligt kvalitative instruktør Jonatham Demme (der tidligere blandt de bedste har begået den stilsikre og banebrydende Ondskabens Øjne og det dybt rørende AIDS-drama Philadelphia) floppede desuden med hans forrige film, der også var en genindspilning, nemlig den stjernebesatte The Truth About Charlie, som jeg indrømmet fandt ganske udmærket og interessant. Derfor er det ikke kun behageligt og tilfredsstillende, men nærmere fantastisk at se Demmes delikate behandling af The Manchurian Candidate, der er en spændingsfyldt og nervepirrende thriller, som byder på lidt mere ud over det sædvanlige.
Denzel Washington spiller hovedrollen som den desillusionerede og skrøbelige tidligere sergent, der plages af brutale drømme om manipulerende gerninger under hans tjenesteperiode i Kuwait i 1991. Washington portrætterer karakteren indfølt og afdæmpet, og dette gør hans plagede sind plausibelt. Langsomt forsøger Washington at afslører en dyberegående sammensværgelse, men hans konspirationsteorier afdækkes som et biprodukt af posttraumatisk krigsstress. Det kendte præmis er derfor opsat, det stærke individ, der må kæmpe mod overmagten. Heldigvis udelades klicheerne (næsten komplet), da grænserne mellem helte og skurke er udviskede, og som publikum betvivles man også omkring sandfærdigheden på grund af Washingtons sindslidelse. Demme føler sig dog ikke forpligtet til kun en hovedkarakter, da vi også præsenteres for en ustabil familieskildring, hvor en veloplagt og ret så velspillende Meryl Streep agerer magtsyg og dominerende mor. Man mærker tydeligvis tvetydigheden i Demmes fremstilling af hende. Som overbeskyttende moder bifalder man ikke hendes handlinger, men forstår dem. Som magtfokuserende og virkelighedsfjern tyran fordømmer man hende. Den undervurderede Liev Schreiber er fremragende som den idealistiske søn, der inderst inde ænser korruptionen og mindes fortiden svagt. The Manchurian Candidate er utvivlsomt skuespillernes film, og den fungerer netop så bragende godt, da alle involverede yder en ekstraordinær indsats.
The Manchurian Candidat udskiller sig fra andre amerikanske spændingsfilm via dens kritiske og nærmest kompromisløse tilgang til aktuelle emner. Atypiskheden fremkommer gennem Demmes upatriotiske (eller i hvert fald upatroniserende) skildring af det politiske system i Amerika (momentvis bevidner man også det hykleriske i propagandaen, Washingtons introduktion), hvor underregeringer, grene af denne, anvender frontalfigurerne som marionetdukker, her sat op på en spids gennem Schreibers karakter. Filmen aktualiseres ved dens pessimistiske aspekt omhandlende genmanipulation, og meget overraskende udfordres man flere gange som publikum til selv at tage stilling. Her serveres alt ikke sort og hvidt, men nuanceret, hvor vi selv skal læse mellem linierne.
Som publikum mystificeres man på den yderst fængende facon, og de to timer flyver af sted. Dette skyldes det intelligente og ret så veldrejede manuskript, som Demme håndterer brillant. Visuelt set fortsætter Demme samarbejdet med den altid interessante Tak Fujimoto, og selvom The Manchurian Candidate ikke er ligeså eksperimenterende som The Truth About Charlie, så besidder den heldigvis heller ikke bare en glat og glamourøs overflade. Demme er især glad for de anmassende (men ikke anstrengende) point of view’s, der gør personerne mere nærgående for publikum.
The Manchurian Candidat er en velfungerende spændingsfilm, hvor den trykkende stemning er konstant og fascinationen ligeså. Med en pernitten historieudfoldelse og kritisk overskud, har Demme igen placeret sig i de respektfulde rækker (som jeg personligt ikke mener, at han har forladt) med denne vellykkede genindspilning.
Denzel Washington spiller hovedrollen som den desillusionerede og skrøbelige tidligere sergent, der plages af brutale drømme om manipulerende gerninger under hans tjenesteperiode i Kuwait i 1991. Washington portrætterer karakteren indfølt og afdæmpet, og dette gør hans plagede sind plausibelt. Langsomt forsøger Washington at afslører en dyberegående sammensværgelse, men hans konspirationsteorier afdækkes som et biprodukt af posttraumatisk krigsstress. Det kendte præmis er derfor opsat, det stærke individ, der må kæmpe mod overmagten. Heldigvis udelades klicheerne (næsten komplet), da grænserne mellem helte og skurke er udviskede, og som publikum betvivles man også omkring sandfærdigheden på grund af Washingtons sindslidelse. Demme føler sig dog ikke forpligtet til kun en hovedkarakter, da vi også præsenteres for en ustabil familieskildring, hvor en veloplagt og ret så velspillende Meryl Streep agerer magtsyg og dominerende mor. Man mærker tydeligvis tvetydigheden i Demmes fremstilling af hende. Som overbeskyttende moder bifalder man ikke hendes handlinger, men forstår dem. Som magtfokuserende og virkelighedsfjern tyran fordømmer man hende. Den undervurderede Liev Schreiber er fremragende som den idealistiske søn, der inderst inde ænser korruptionen og mindes fortiden svagt. The Manchurian Candidate er utvivlsomt skuespillernes film, og den fungerer netop så bragende godt, da alle involverede yder en ekstraordinær indsats.
The Manchurian Candidat udskiller sig fra andre amerikanske spændingsfilm via dens kritiske og nærmest kompromisløse tilgang til aktuelle emner. Atypiskheden fremkommer gennem Demmes upatriotiske (eller i hvert fald upatroniserende) skildring af det politiske system i Amerika (momentvis bevidner man også det hykleriske i propagandaen, Washingtons introduktion), hvor underregeringer, grene af denne, anvender frontalfigurerne som marionetdukker, her sat op på en spids gennem Schreibers karakter. Filmen aktualiseres ved dens pessimistiske aspekt omhandlende genmanipulation, og meget overraskende udfordres man flere gange som publikum til selv at tage stilling. Her serveres alt ikke sort og hvidt, men nuanceret, hvor vi selv skal læse mellem linierne.
Som publikum mystificeres man på den yderst fængende facon, og de to timer flyver af sted. Dette skyldes det intelligente og ret så veldrejede manuskript, som Demme håndterer brillant. Visuelt set fortsætter Demme samarbejdet med den altid interessante Tak Fujimoto, og selvom The Manchurian Candidate ikke er ligeså eksperimenterende som The Truth About Charlie, så besidder den heldigvis heller ikke bare en glat og glamourøs overflade. Demme er især glad for de anmassende (men ikke anstrengende) point of view’s, der gør personerne mere nærgående for publikum.
The Manchurian Candidat er en velfungerende spændingsfilm, hvor den trykkende stemning er konstant og fascinationen ligeså. Med en pernitten historieudfoldelse og kritisk overskud, har Demme igen placeret sig i de respektfulde rækker (som jeg personligt ikke mener, at han har forladt) med denne vellykkede genindspilning.
05/05-2005
