for love of money
2.0
Absolut unødvendig amerikansk genindspilning af den franske Luc Besson-producerede Taxi, der blev en kæmpesucces i hjemlandet og tiltrak derfor også opmærksomhed i udlandet. Filmen havde en udmærket charme og fin drengerøvskomik, men det var de hæsblæsende biljagter (optaget i real-time), der var Taxis hovedattraktion. I denne amerikanske udgave er instruktørtjansen (desværre) blevet lagt i hænderne på den talentløse Tim Story (der tidligere har stået bag den succesfulde, men ultimativt kedelige Barbershop), der snart har premiere med den imødesete filmatisering af De Fantastiske Fire-tegneserien. At vælge Story (der tydeligvis ikke kan fortælle en) som instruktør virker ikke særlig oplagt, og man frygter da også, at filmen vil falde fuldstændig til jorden. På den anden side kan man dog også blive positivt overrasket.
En fatal fejltagelse, som producenterne (heriblandt endnu engang, og ganske uforståeligt, Besson) har begået ved formidlingen til et amerikansk publikum, er at udskifte den racerglade mandlige taxa-chauffør med nu en kvinde. Det er helt i orden, at man forsøger sig med det multikulturelle, men Queen Latifah er pænt sagt pisseelendig og komplet umorsom, og besidder desuden en så irriterende oh-no-you-didn’t-attitude, at man får lyst til at slukke for lortet. Den charmerende maskulinitet (eller kiksede mangel på samme) fra originalen er forsvundet, og kemien mellem de to hovedpersoner fungerer slet ikke her. Komikeren Jimmy Fallon er ukendt udenfor de amerikanske grænser (vil jeg vove at postulere), og jeg mindes kun, at have set ham to gange før hans rolle i Taxi. Den første gang var i en kort, men velspillet rolle som manager i Cameron Crowes rørende og absolut fremragende Almost Famous, og en gang ved MTV Movie Awards 2004, hvor Fallon præsterede en fysisk forrygende og mindeværdig dans. I Taxi er han desværre kun en smule sjov. Replikkerne serveres heldigvis tørt og præcist fra ham, men da disse er så elendigt skrevet, er det kun Fallons komiske talent, der redder rollen fra ren pinlighed. I birollerne træder Gisele Bündchen aldrig ud af modelrollen (hvorfor tror modeller ofte, at de har noget kvalitativt at byde filmverdenen på?), mens Jennifer Espisoto ikke laver andet, end at gå rundt og se dejlig ud.
Tempoet er højt, men historiesiden yderst mangelfuld, og man medrives sjældent. Der er dog momenter, hvor man morer sig fint og underholdes effektivt, men disse overskygges fuldstændig af pinlig umorsomme episoder, hvor banaliteterne og uintelligensen stråler igennem. Taxi er i længden en trættende film, der mangler det europæiske præg og er så politisk korrekt og ustødende, at man ærgrer sig grænseløst. Nuvel, katastrofen indikeres da tydeligt allerede fra første minut, hvor man hører et-eller-andet skrigende debilt hit fra Beyonce. Det eneste, der redder Taxi fra bundkarakter, er Jimmy Fallon og en ganske blæret kameraføring.
En fatal fejltagelse, som producenterne (heriblandt endnu engang, og ganske uforståeligt, Besson) har begået ved formidlingen til et amerikansk publikum, er at udskifte den racerglade mandlige taxa-chauffør med nu en kvinde. Det er helt i orden, at man forsøger sig med det multikulturelle, men Queen Latifah er pænt sagt pisseelendig og komplet umorsom, og besidder desuden en så irriterende oh-no-you-didn’t-attitude, at man får lyst til at slukke for lortet. Den charmerende maskulinitet (eller kiksede mangel på samme) fra originalen er forsvundet, og kemien mellem de to hovedpersoner fungerer slet ikke her. Komikeren Jimmy Fallon er ukendt udenfor de amerikanske grænser (vil jeg vove at postulere), og jeg mindes kun, at have set ham to gange før hans rolle i Taxi. Den første gang var i en kort, men velspillet rolle som manager i Cameron Crowes rørende og absolut fremragende Almost Famous, og en gang ved MTV Movie Awards 2004, hvor Fallon præsterede en fysisk forrygende og mindeværdig dans. I Taxi er han desværre kun en smule sjov. Replikkerne serveres heldigvis tørt og præcist fra ham, men da disse er så elendigt skrevet, er det kun Fallons komiske talent, der redder rollen fra ren pinlighed. I birollerne træder Gisele Bündchen aldrig ud af modelrollen (hvorfor tror modeller ofte, at de har noget kvalitativt at byde filmverdenen på?), mens Jennifer Espisoto ikke laver andet, end at gå rundt og se dejlig ud.
Tempoet er højt, men historiesiden yderst mangelfuld, og man medrives sjældent. Der er dog momenter, hvor man morer sig fint og underholdes effektivt, men disse overskygges fuldstændig af pinlig umorsomme episoder, hvor banaliteterne og uintelligensen stråler igennem. Taxi er i længden en trættende film, der mangler det europæiske præg og er så politisk korrekt og ustødende, at man ærgrer sig grænseløst. Nuvel, katastrofen indikeres da tydeligt allerede fra første minut, hvor man hører et-eller-andet skrigende debilt hit fra Beyonce. Det eneste, der redder Taxi fra bundkarakter, er Jimmy Fallon og en ganske blæret kameraføring.
08/05-2005
