udmærket så længe det varer
3.0
Højkommerciel og uanstødelig, og derfor let kritisabel, modernisering af Indiana Jones-mytologien, der dog overrasker ved at være habilt underholdende på den meget gammeldags og humørsmittende måde. Mine forventninger til National Treasure var dog, for at sige det mildt, ikke synderlig høje; Jerry Bruckheimers typiske strømliniede og publikumsleflende virkemidler bliver trættende i længden, og med hans nyeste produkt havde han oven i købet allieret sig med en af den amerikanske filmindustris mest kvalitative tvivlsomme instruktører, Jon Turteltaub, hvis ’værker’ inkluderer ekstrem sentimentale og stupide film som The Kid og Livets Små Mirakler. Slutresultatets moderate seværdighed forbavser derfor (som førnævnt), og National Treasure er en overlang, men uprætentiøs eventyrfilm, som er glemt 2 minutter efter endte rulletekster.
Nicolas Cage er indledningsvis en smule træg som historikeren, der kastes ud i hæsblæsende hændelser i hans jagt på en sagnomspunden skat, der takket være subtil gemte hemmeligheder og clues er gemt godt af vejen for befolkningens øje. I takt med filmens velfungerende tempo liver Cage dog op og fungerer overraskende veloplagt. Hans præstation er naturligvis milevidt fra Harrison Fords udødelige og uopnåelige Indiana Jones, men Cages charme og humør er umiskendelig. Som medforskere er Justin Bartha lige dele anstrengende og morsom som obligatorisk comic relief, mens Diane Krueger ikke kan undsige sig at være en nydelse for øjet, og hendes skuespil er forbedret betydeligt siden hendes svage gennembrud i Wolfgang Petersens flotte Troy. Sean Bean kører skurkerollen hjem på rutinen, men bibringer alligevel en skrøbelighed, der vækker sympati og nuancerer den naive helte/skurke opdeling en smule. Af ældre klenodier er National Treasure stjernebesat, hvor man dog aldrig forstår, hvorfor folk som Christopher Plummer, Jon Voight (der ligger op til enkelte familiekontroverser) og ikke mindst Harvey Keitel gider indlade deres talent i en bagatel som denne film. Pengenes magt skal nok ikke undermineres.
Manuskriptet (begået af talrige personer) er ujævnt og klodset med dens personskildring (især baggrundshistorierne serveres uhyre uintegreret), og takket være den overlæssede handling/overfladisk historietime, så føles National Treasure momentvis både fragmentarisk og genreforvirret. Man medrives dog udmærket nogenlunde konstant, og filmen er naturligvis både velproduceret og scenografisk gennemført. Lidt mere visuel lir havde hævet kvaliteten en smule, men i nuværende position er National Treasure alligevel uforpligtende underholdning af den reneste kaliber og ikke nær så terrible som forventet.
Nicolas Cage er indledningsvis en smule træg som historikeren, der kastes ud i hæsblæsende hændelser i hans jagt på en sagnomspunden skat, der takket være subtil gemte hemmeligheder og clues er gemt godt af vejen for befolkningens øje. I takt med filmens velfungerende tempo liver Cage dog op og fungerer overraskende veloplagt. Hans præstation er naturligvis milevidt fra Harrison Fords udødelige og uopnåelige Indiana Jones, men Cages charme og humør er umiskendelig. Som medforskere er Justin Bartha lige dele anstrengende og morsom som obligatorisk comic relief, mens Diane Krueger ikke kan undsige sig at være en nydelse for øjet, og hendes skuespil er forbedret betydeligt siden hendes svage gennembrud i Wolfgang Petersens flotte Troy. Sean Bean kører skurkerollen hjem på rutinen, men bibringer alligevel en skrøbelighed, der vækker sympati og nuancerer den naive helte/skurke opdeling en smule. Af ældre klenodier er National Treasure stjernebesat, hvor man dog aldrig forstår, hvorfor folk som Christopher Plummer, Jon Voight (der ligger op til enkelte familiekontroverser) og ikke mindst Harvey Keitel gider indlade deres talent i en bagatel som denne film. Pengenes magt skal nok ikke undermineres.
Manuskriptet (begået af talrige personer) er ujævnt og klodset med dens personskildring (især baggrundshistorierne serveres uhyre uintegreret), og takket være den overlæssede handling/overfladisk historietime, så føles National Treasure momentvis både fragmentarisk og genreforvirret. Man medrives dog udmærket nogenlunde konstant, og filmen er naturligvis både velproduceret og scenografisk gennemført. Lidt mere visuel lir havde hævet kvaliteten en smule, men i nuværende position er National Treasure alligevel uforpligtende underholdning af den reneste kaliber og ikke nær så terrible som forventet.
21/06-2005
