i komfortabelt selskab

4.0
Nedtonet og tilpas underspillet road-movie drama, der beretter den virkelige fortælling om manageren Phil Kaufman (der også fungerer som producent på filmen), der på grund af et løfte og et oprigtigt sind kidnapper liget af Gram Parsons, der blev legendegjort gennem hans alternative og postmodernistiske country-musik, for at brænde denne i ørkenen. Instruktøren David Caffrey erkender blankt i filmens velafstemte indledning, at visse personer og begivenheder er fiktive i dramatikkens navn, men dette irritere ikke publikum, da Grand Theft Parsons er en behagelig film med et rørende perspektiv. Ikke intellektualiseret, men tydeligvis intelligent.

Filmen er en humoristisk lille sag, der dog stadig bibeholder realismen mellem de mange underfundige grin. Johnny Knoxville er mest kendt for sine stupide indfald i kult-showet Jackass, og hans enkelte forsøg på det store lærred (eksempelvis i Sonnenfelds anstrengende Men in Black 2 og Big Trouble) har ikke ligefrem udmundet sig til noget succesfuldt. Derfor overraskes man over hans plausible og fine præstation som manageren Kaufman, hvor de bagvedliggende motiver ikke føles søgte (som forventet), men reelle og oprigtige. Der er ikke den store dybde i karakteren, men nu udgiver Grand Theft Parsons sig heller ikke for at være et studie i menneskets natur, og både Caffrey og Knoxvilles behandling hæver sig over det acceptable. I rollen som hippien, der ufrivillig bliver en del af ’kidnapningen’, ses Michael Shannon, der tidligere har gjort sig positivt bemærket i flere biroller (hovedsagligt i de mere kommercielle film), men aldrig har fået en ægte udfordring. Denne kommer her, og Shannon består med glans! Han er herlig excentrisk og morsom, og ’umage-par’-elementet, som filmen besidder, fungerer forbavsende godt takket være de velspillende Knoxville og Shannon og kemien mellem dem.

Handlingen i Grand Theft Parsons er indrømmet en smule tynd og kan heller ikke udfylde de knap halvanden time, som filmen udgør, tilfredsstillende. Man savner flere gange en mere dramatisk tyngde, men underholdningen er konstant til stede, hvorved dette aldrig bliver et alvorligt kritikpunkt. Grand Theft Parsons kunne sagtens være endt som en sorgfyldt og mere alvorsfuld film, men den uhøjtidelige (men ikke useriøse) indfaldsvinkel gør den til en feel-good film af den mere lettilgængelige slags. 4 små stjerner og en uforpligtende anbefaling herfra.
Grand Theft Parsons